Dansk satellit er sendt i kredsløb om Jorden med ny teknologi

Virksomhed, der tirsdag har fået sendt en satellit i kredsløb, fik bygget den på en satellitfabrik i Aalborg.

I svært fremkommelige steder med dårlig forbindelse som eksempelvis Arktis kan skibe få gavn af dansk satellit, der nu er sendt ud i rummet. (Arkivfoto).
I svært fremkommelige steder med dårlig forbindelse som eksempelvis Arktis kan skibe få gavn af dansk satellit, der nu er sendt ud i rummet. (Arkivfoto). Foto: Clement Sabourin/Ritzau Scanpix.

Tirsdag eftermiddag er et stykke dansk rumhistorie blevet skrevet.

Klokken 15.56 sendte den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX raketten Falcon 9 Transporter 6 afsted, og det var med den første danske kommercielle satellit om bord.

Det er den aalborgensiske virksomhed Sternula, der står bag satellitten. Virksomhedens administrerende direktør og medstifter, Lars Moltsen, fortæller, at det er virksomhedens "lille baby", som skal i kredsløb om Jorden.

- Sternula 1, der er den første satellit af forhåbentlig rigtig mange, er en satellit, som skal lave en tovejs dataforbindelse til søens folk.

- I dag er de allerede pålagt, at de skal have en AIS-enhed om bord på deres skib, så de kan rapportere, hvem de er, og hvor de er henne. Og der er nogle kloge folk, der har fundet på, at den her teknologi skal udvides med en dataforbindelse, siger han.

Udvidelsen - AIS 2.0 - gør, at skibene kan sende og modtage data, hvor de indtil videre kun har kunnet sende oplysninger ud. Det betyder, at de blandt andet kan modtage data fra andre skibe, havne og myndigheder via systemet.

Almindelige internetforbindelser kan ikke være en del af de kritiske systemer på skibe, fordi der er risiko for, at de bliver hacket. Men den risiko er der ikke med AIS 2.0, lyder det.

Derfor kan det bruges til mange af de ting, de fleste bruger deres smartphones til - på et skib kunne det være ting som at booke plads i en havn, bede om sejltilladelse eller sende et nødsignal ud.

Ifølge Lars Moltsen er Sternula den første virksomhed i verden, der går ind i markedet med teknologien.

Han mener, at Sternula kan blive verdensførende, hvis virksomheden "spiller kortene rigtigt", fordi Sternula går først ind i markedet.

At satellitten er om bord på en raket tirsdag, er resultatet af et unikt miljø, der er i Aalborg. Virksomhedens anden medstifter, Stefan Pielmeier, og Lars Moltsen startede projektet.

De havde viden, men de manglende nogle, der kunne bygge selve satellitten.

- Vi har to danske satellitfabrikker, der begge er i Aalborg, så gik vi bare ned til dem og spurgte, om ikke de kunne bygge nogle satellitter til os.

- Og så endte det med, at der lå en forretningsplan og en ansøgning til Innovationsfonden, der gik igennem, og så var vi i gang, fortæller Lars Moltsen.

/ritzau/