Prøv avisen

“Sån non:” Dansk talesprog bliver mere utydeligt

”Danskerne har en tilbøjelighed til at sluge endelser på ord i stedet for at udtale ordene, som de staves. Foto: Per Gudman

På tre bestemte områder sjusker danskerne mere med udtalen. Resultatet er, at dansk er blevet sværere at forstå – i hvert fald for den ældre generation

Når vi danskere taler, sluger vi endelserne, vi reducerer udtryk som ”sådan nogle” til det mere sjuskede ”sån non”, og konsonanter som r, d, g, v og j bliver bløde, vokaliske lyde.

Derfor bliver det danske talesprog stadig sværere at forstå, i hvert fald hvis man måler det efter de standarder, som den ældre generation har.

Det forklarer Ruben Schachtenhaufen, sprogforsker på Københavns Universitet, som beskæftiger sig med udtalesjusk eller fonetisk reduktion, som det hedder i videnskabelige kredse. Han fortæller, at det danske sprog ganske vist lyder forskelligt, alt efter om det udtales af en københavner, en jyde eller en bornholmer. Men derudover er der tale om, at vi alle sammen i høj grad sjusker med sproget på særligt tre parametre – hvilket godt kan tolkes på den måde, at sproget er blevet mindre tydeligt.

”Vi har en tilbøjelighed til at sluge endelser på ord, så for eksempel ’rigtigt’, ’længere’ og ’snakke’ blot udtales ’rigtig’, ’længer’ og ’snak’ i stedet for at udtale ordene, som de staves.”

”Derudover har vi det med også at reducere de små ubetonede ord og udtryk som for eksempel ’den’, ’er’, ’også’, ’faktisk’ og ’sådan nogle’. De grammatiske småord forsvinder, og ’faktisk’ og ’sådan nogle’ bliver til ’faks’ og ’sån non’.”

”En tredje ting er konsonanterne r, d, g, v og j, som vi i stedet udtaler på såkaldt vokaliske måder, når de står efter hinanden. Det betyder, at ’sagde’ bliver til ’sae’, ’færge’ til ’fao’, og ’ærgrer’ bliver til ’aver’. Det er karakteristisk for det danske sprog med mange såkaldt vokaliske konsonanter, og ord, der indeholder mange af den slags, bliver derfor ofte reduceret.”

Det talte sprog har til alle tider været en forunderlig størrelse, som også fra tid til anden giver anledning til diskussion. For det talte sprog er i konstant forandring, og mens nogle måske vil mene, at det i dag er sværere at forstå nogle ord og vendinger, end det var engang, vil andre blot opleve et sprog, som helt naturligt er i forandring.

Ifølge Nicolai Pharao, der er lektor på København Universitet, og som forsker i sociofonetik, taler vi i dag generelt mindre tydeligt, end vi gjorde for eksempelvis 40 år siden. Men det afhænger fuldstændig af, hvem der hører.

”Teenagere og personer et godt stykke op i 20’erne taler mindre tydeligt end ældre. De smider i højere grad nogle af bogstaverne væk og gør ordene kortere. Så ja, der bliver generelt talt mindre tydeligt, end der for eksempel blev gjort for 40 år siden, hvis man holder det op mod den norm, som var dengang, de, der i dag er 80 år, var 40 år.”

”Vi vænner os altså stille og roligt til, at der bliver talt på en anden måde. Når man i dag ser en film af ældre dato eller hører et gammelt klip i radioen, så henrykkes nogle sandsynligvis over, hvor formfuldendt sproget lyder, men samtidig vil de fleste være enige om, at det lyder enormt gammeldags.”

Det afhænger altså af øret, der hører. Den opfattelse deler Ruben Schachtenhaufen og påpeger, at selvom der i dag bliver sjusket med sproget, så har det ikke konsekvenser for, hvordan og om vi forstår hinanden.

”Sproget bliver ikke mindre funktionelt af, at vi udtaler ord og vendinger utydeligt. Det er blot en konsekvens af, at vi bruger og derfor tilpasser sproget. Ud af alle disse reduktioner opstår der en ny, distinkt struktur i sproget.”

Derudover er de sproglige spidsfindigheder ikke noget, som er forbeholdt nutidens unge. Enhver generation gennem tiden har nemlig lavet reduktioner af sproget, forklarer han:

”Ens bedsteforældre har på samme måde lavet reduktioner i talesproget sammenlignet med deres forældre. Vi er altså lige gode om det, kan man sige, og det er en mekanisme, stort set alle anvender. Det bunder i, at vi alle sammen på den ene side har en idé om, hvad der er den mest tydelige måde at udtale det konkrete ord på, men på den anden side nogle gange også har et kommunikationsmæssigt behov for at tale lidt hurtigere og mindre distinkt.”

Vi er altså alle sammen nogle sprogsjuskere, og udover at det er med til at gøre sproget mere funktionelt, så hænger det ifølge Ruben Schachtenhaufen også sammen med, at vores hjerne arbejder hurtigere end taleorganerne.

”Vi er lynhurtige til at tænke sætningerne færdigt, men det tager noget tid for vores taleorganer at følge med, når de skal bevæge sig frem og tilbage i munden for at lave de forskellige lyde. Det fører til et pres på at få afviklet vores sætninger hurtigere, end taleorganerne kan følge med, og derfor udtaler vi ordene, som vi gør,” forklarer han og bemærker, at der derfor ikke er nogen grund til, at den enkelte stræber efter en bogstavnær udtale af ordene. Tværtimod.

”Hvis du har den her hypertydelige udtale, er det i virkeligheden et udtryk for en dårlig sprogbeherskelse. Den, der lytter, vil bare tænke, at det lyder tosset eller måske som en parodi på en gammelklog person.”