Prøv avisen

Vi sluger mere og mere af vores talesprog

Når Niels Davidsen-Nielsen, professor emeritus ved CBS Handelshøjskolen i København og tidligere formand for Dansk Sprognævn, holder foredrag om det danske sprog, plejer han at sige, at det er bemærkelesværdigt ved at være et selveliminerende sprog. Foto: Maria Fonfara/Ritzau Foto

Lige siden middelalderen har udtalen af dansk ændret sig mere end de fleste andre sprog i verden. Men ifølge professor i sprogforandring betyder det ikke nødvendigvis, at vi får sværere ved at forstå hinanden

Når Niels Davidsen-Nielsen, professor emeritus ved CBS Handelshøjskolen i København og tidligere formand for Dansk Sprognævn, holder foredrag om det danske sprog, plejer han at sige, at det er bemærkelesværdigt ved at være et selveliminerende sprog. Og her tænker han ikke på de områder af livet, hvor vi opgiver modersmålet for at tale engelsk, men på den kendsgerning, at vi med tiden har strøget stadig flere lyde fra vores udtale af ordene.

”Det kan illustreres med de svenske ord vecka og kaka, som med tiden er blevet til de danske ord uge og kage. Først med en tydelig betoning af g’erne som henholdsvis en hørbar g- og j-lyd, siden er også den forsvundet, så ordene i dag rimer på puh og tjah,” siger Niels Davidsen-Nielsen.

Han påpeger, at den markante udtale af g, som for eksempel Poul Reumert anvendte, når han udtalte de første linjer af ”Guldhornene”, ”De higer og søger i gamle bøger”, er ved at være forsvundet, og på denne måde synes dansk udtale at være ved at erodere bort.

Som omtalt i gårsdagens avis har et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet med overskriften ”The Puzzle of Danish” fået en bevilling på 5,8 millioner kroner til at kortlægge, hvor store forståelsesmæssige problemer der er følgen af, at dansk udtale er forholdsvis utydelig. I hvert fald hvis man går ud fra den præmis, at en stor mængde vokallyde og få tydeligt markerede konsonantlyde er lig med utydeligt sprog.

Men den præmis accepterer Frans Gregersen, professor og leder af center for sociolingvistiske sprogforandringstudier ved Københavns Universitet, ikke. Han er helt på det rene med, at udtalen af dansk har ændret sig påfaldende meget lige siden middelalderen, men det er slet ikke sikkert, at det betyder, at talt dansk sprog er blevet vanskeligere at forstå, når man først har lært det.

”Det er rigtigt, at det er karakteristisk for dansk, at de vokaliske lyde differentierer meget, og at den del af ordet, som kommer efter trykket, ofte bliver sløjfet. Det betyder, at den trykstærke stavelse skal bære umådelig meget. Det er også rigtigt, at børn og andre, der i udgangspunktet ikke kan tale dansk, har det svært, men det ser ikke ud til at blive ved med at være svært, når man har knækket koden,” siger Frans Gregersen, som er overbevist om, at resultaterne af det nye forskningsprojekt vil vække opsigt, når de foreligger.

Frans Gregersen udpeger tre perioder i de seneste 1000 års historie, hvor dansk talesprog især har forandret sig. Første gang er i middelalderen, hvor dansk udskiller sig fra et fælles nordisk sprog og den tydelige k-lyd i vecka og kaka bliver til bløde g- og j-lyde. Anden store forandring sker omkring 1900, hvor industrialiseringen og urbaniseringen udjævner sprogets mest markante skel, og den tredje følger i 1960’erne og 1970’erne, hvor dialekterne forsvinder, så man mere eller mindre taler københavnsk i hele landet.

”Sammenligner man dansk med svensk og norsk, er det rigtigt, at vi er gået meget længere i svækkelsen af tryksvage led. Til gengæld er der toneforskelle i svensk og norsk, som vi ikke har,” siger Frans Gregersen.

Han tilføjer, at mens Danmark har været kendetegnet af, at udtalen gradvis er blevet mere ens over hele landet, har man i Norge holdt fast i dialekterne, og på svensk har man haft en udpræget hensyntagen til, at sproget kan tales på mange måder.

”I Danmark er der sket en udvikling i talesproget, som svarer til den høflighedsmæssige udvikling. Nemlig at ærlighed og direkthed går forud for hensyntagen,” siger Frans Gregersen, som vurderer, at der på dansk er ekstra vægt på afsenderen, mens svenskerne og nordmændene vægter modtageren. Dansk er som talesprog mere ensartet, og det trækker i retning af, at det er lettere at forstå i forhold til svensk og norsk, når man først er en af de indforståede. Til gengæld gør vores intolerance over for udtalemæssige afvigelser, at det er sværere for udlændinge at blive optaget i stammen:

”Min afdøde kollega Jens Normann Jørgensen plejede at sige, at vi har dovne ører, fordi vi ikke accepterer variation. Tænk på, hvordan den danske offentlighed altid har behandlet prins Henriks udtale. Til gengæld er vi gode til at skabe fælles udtalenormer inden for gruppen.”