Naser Khader: Dansk udenrigspolitik mangler kritisk modspil

10 år efter Muhammed-krisen præger forsigtighed ikke alene danske embedsmænd, men også udenrigspolitiske forskere, mener den konservative udenrigsordfører Naser Khader. Han efterlyser en mere kritisk udenrigspolitisk tænketank

Det hæmmer den frie forskning, at der er et stærkt fokus på ikke at komme til at lægge sig ud med nogen. Vi bruger milliarder på at forske i udenrigspolitiske emner, men det er yderst sjældent, der er en forsker, som tilfører debatten en kritisk dagsorden, mener Naser Khader.
Det hæmmer den frie forskning, at der er et stærkt fokus på ikke at komme til at lægge sig ud med nogen. Vi bruger milliarder på at forske i udenrigspolitiske emner, men det er yderst sjældent, der er en forsker, som tilfører debatten en kritisk dagsorden, mener Naser Khader. Foto: Simon Læssøe.

Da USA og Iran for nylig indgik en atomaftale, var såvel de danske politiske beslutningstagere som alle danske forskere på området enige om at klappe i hænderne.

En af forklaringerne er, at de centrale udenrigspolitiske embedsmænd i Danmark har tradition for at støtte USA. Og selv uafhængige forskere har tradition for at dele vurderinger med embedsmændene. Derfor er den skarpe, kritiske debat om Danmarks udenrigspolitiske linje fraværende.

Sådan lyder synspunktet fra den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, som - her 10 år efter Muhammed-krisen - undrer sig over den konsensus, som efter hans vurdering udgår fra Udenrigsministeriet. Han har selv i de seneste år været tilknyttet den konservative amerikanske tænketank Hudson Institute og savner, at Danmark får tilsvarende institutioner.

”Det hæmmer den frie forskning, at der er et stærkt fokus på ikke at komme til at lægge sig ud med nogen. Vi bruger milliarder på at forske i udenrigspolitiske emner, men det er yderst sjældent, der er en forsker, som tilfører debatten en kritisk dagsorden,” siger Naser Khader.

Han understreger, at problemet efter hans opfattelse ikke er, at de danske forskere har det forkerte politiske standpunkt i forhold til hans eget.

Problemet er, at de danskere forskere ikke har et stærkt holdningsmæssigt standpunkt, men deler den forsigtighed i forhold til ikke at støde stærke magter i verden, som præger embedsmændene.

”Vi savner nogen, der tør tage stilling, og som kan gøre det fra en uafhængig position. Hvis vi får flere stemmer, får vi et bedre grundlag at træffe beslutninger ud fra,” siger Naser Khader.

Kritikken undrer Gorm Rye Olsen, professor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet. Han er enig i, at den danske udenrigspolitiske linje i høj grad er præget af embedsværkets ønske om at pleje det gode danske forhold til USA.

Men han afviser, at hans egen udlægning af atomaftalen som en sejr skulle have sammenhæng med, hvad embedsmændene mener.

”Det kan selvfølgelig ikke undgås, at vi, der beskæftiger os med udenrigspolitik, mødes og udveksler vurderinger. Men det betyder ikke, at vi ukritisk overtager hinandens synspunkter. Jeg kan forstå, at Naser Khader ønsker en mere værdiorienteret debat i stil med den amerikanske. Men hertil vil jeg sige, at vi danske forskere ikke er sat i verden for at provokere i debatten, men for at gøre os klogere gennem tilstræbt objektivitet,” siger han.

Mere opbakning får Naser Khader til sit synspunkt fra Martin Møller Boje Rasmussen. Han har ved CBS Handelshøjskolen i København skrevet ph.d.-afhandling om tænketanke og er i dag forsknings- og udviklingschef i tænketanken Mandag Morgen.

”Vi har i Danmark en stærk konsensuskultur, hvor magt og beslutningskompetence er koncentreret ét sted, nemlig hos embedsmændene i ministerierne. Det vil være gavnligt, hvis deres magt ikke var så stor, at der bliver lukket af for den forudgående debat, inden der træffes beslutning,” siger han og tilføjer:

”Selvfølgelig er der behov for den tilstræbt objektive viden fra universiteterne, men der er også brug for instanser, som kan forbinde vidensfeltet med det politiske felt, og som kan være med til, at der er mere pluralisme, inden vi når frem til konsensus,” siger han.

Det sidste skal forstås på den måde, at han gerne ser flere tænketanke til at påvirke den førte politik, men hellere efter tysk forbillede end amerikansk.

I Tyskland er der tradition for, at uafhængige institutioner får offentlige penge til at levere analyser om politik eller økonomi.

Men målet er stadig, at der kan opnås enighed om den førte politik. I modsætning hertil står de amerikanske tænketanke ofte så langt fra hinanden, at det er blevet betegnet som ”parallelle virkeligheder”.

Martin Møller Boje Rasmussen ser ingen gevinst i at have tænketanke, hvis verdensopfattelser er så forskellige, at de nærmest pr. definition vil være uenige om alt:

”I USA har man et stærk markedsorienteret videnssystem, som groft sagt betyder, at man kan få underbygget en hvilken som helst påstand med viden, blot man betaler for det.”