Det er ingen nyhed, at nogle forældre vælger at forsyne deres børn med en hel stribe navne. Tænk bare på medlemmerne af kongefamilien. Eller på den spanske kunstner, som kom til verden i 1881 og blev døbt Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Ruiz y Picasso.
Men i dag ser Picasso-effekten ud til at brede sig. Ifølge Danmarks Statistik får 97 procent af alle nyfødte danske børn et navn, som i fuld længde er enestående for netop dette barn, og antallet af mellemnavne og bindestregs-navne stiger og stiger.
”Jo yngre danskere er, jo mere unikke er deres navne. Og en del af forklaringen på dét er, at mange børn får en kombination af de navne, som stammer fra henholdsvis deres far og deres mor,” forklarer Dorthe Larsen, afdelingsleder i Danmarks Statistik.
At moderens efternavn er mere i spil i dag end for 40 år siden er en direkte følge af, at de to køns efternavne i navneloven af 1982 blev ligestillet, så begge køn ved ægteskab kan vælge den andens efternavn. Ligestillingen er dog ikke slået mere igennem, end at kvinder skifter efternavn tre gange så ofte som mænd. I 2017 skiftede 30.390 kvinder og 10.700 mænd efternavn, oplyser Dorthe Larsen.
Birgit Eggert, navneforsker og lektor ved Københavns Universitet, påpeger, at mange faktorer kan spille ind, når par finder sammen om at få børn og skal finde ud af, hvad de selv og børnene skal hedde. Men hun vurderer, at der er en bevægelse væk fra såvel den gamle vane med, at det skal være mandens efternavn, som væk fra, at begges efternavne skal med i kønsligestillingens navn.
”Vaner kan tage lang tid at ændre på. Nogle mænd er stadig bange for, at andre tror, de er under tøflen, hvis de tager konens efternavn, eller hvis det er dét, der går videre til børnene. Men mit indtryk er, at interessen stadig mere går i retning af at finde et navn, som er godt, unikt og velklingende, end hvilken side af familien det lige kommer fra,” siger Birgit Eggert.
Hun påpeger, at den seneste navnelov fra 2005 har udvidet valgmulighederne betydeligt. Et par kan frit vælge mellem alle de efternavne, som et eller flere medlemmer af de to familier inden for fire-fem generationer har båret. Hver person har formelt kun ét efternavn – som eventuelt kan være to navne med bindestreg imellem – men mellem fornavn og efternavn kan der indskydes et nærmest ubegrænset antal mellemnavne, herunder efternavne fra de to slægter.
”Jeg har indtryk af, at mange par sætter sig sammen og ser på, hvilke efternavne der er til rådighed, og ud fra det træffer en beslutning om ’hvad passer til vores lille familie?’,” forklarer Birgit Eggert.
Men i mange familier sker det altså, at en stor del af det tagselvbord af navne, forældrene sidder med, går videre til barnet, som ikke sjældent får tre eller fire mellemnavne.
En gammel engelsk remse siger, at bruden ved et bryllup skal bære noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt. Om det navn, som gives videre, kan man tilsvarende sige, at det ofte skal rumme noget slægtstraditions-videreførende, noget unikt, noget kønsligestillende og noget velklingende. Måske også noget, der klinger internationalt. Det er mange krav og kræver tit mange navne, påpeger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker i firmaet Future Navigator.
”Når folk i dag får stadig længere navne, og når der bliver købt efternavne-bindestreger til den store guldmedalje, handler det om storytelling. Navnet skal fortælle om, hvem vi er, men også hvor vi kommer fra. For nogle er det særligt vigtigt, at bedstemors eller oldemors navn kommer med videre i slægten, men det er ikke et valg, der træffes pr. automatik, det er mere emotionelt,” forklarer hun.
Liselotte Lyngsø tilføjer dog, at det er muligt, at antallet af navne er ved at nå sit maksimum på grund af behovet for så enkelt som muligt at kunne afkode, hvem den enkelte er. I nogle computersystemer kan det for eksempel give problemer, hvis et navn består af flere tegn, end der er afsat til formålet. Picasso ville have svært ved at få udskrevet en flybillet med sit fulde navn på.
Også Birgit Eggert vurderer, at der er en grænse for, hvor mange enheder den enkelte kan benytte i jagten på det perfekte navn.
”Det kan jo ikke hjælpe noget, hvis det ender med, at alle får 100 navne. Hovedformålet med et navn er, at det skal være individuelt udpegende. Vi skal kunne vide, hvem det er, vi taler om. Unikke navne er en fordel, men når navne bliver meget specielle i stavemåder og antal mellemnavne, bliver det for kompliceret,” siger hun.