Danske børnefamilier arbejder næstmest i EU

Størstedelen af forældrene i Danmark arbejder på fuld tid, viser en ny undersøgelse. De mange timer på arbejdspladsen er en nødvendighed for velfærdssamfundet, mener arbejdsmarkedsforsker

Sammen med sin lillebror Alvin nyder Dea sin mor og far, Sine og Christian Jacobsen, de sidste par timer af aftenen, inden de skal sove. Børnene er højeste prioritet i en hverdag, der er tæt pakket med to fuldtidsjob.
Sammen med sin lillebror Alvin nyder Dea sin mor og far, Sine og Christian Jacobsen, de sidste par timer af aftenen, inden de skal sove. Børnene er højeste prioritet i en hverdag, der er tæt pakket med to fuldtidsjob. . Foto: Leif Tuxen.

Klokken er halv seks om aftenen, og Sine Mansurbeg Jacobsen er lige trådt ind ad døren til sin lejlighed på Islands Brygge i København. Datteren Dea på to år møder sin mor i et kram på dørtrinnet, mens ægtefællen Christian Jacobsen står i baggrunden med deres et-årige søn Alvin på armen. Begge forældre arbejder 37 timer om ugen og er efter sigende en meget typisk dansk familie.

En ny undersøgelse foretaget af centrum-venstre tænketanken Cevea fastslår, at i 67 procent af danske børnefamilier arbejder både mor og far 80-100 procent af en fuldtidsstilling. Det gør Danmark til det land i EU, hvor børnefamilierne arbejder næstmest. Kun overgået af de svenske forældre.

Arbejdsmarkedsforsker Lisbeth Pedersen fra SFI - Det nationale Forskningscenter for Velfærd - mener, at årsagen til den høje arbejdsintensitet er, at både mænd og kvinder er tilknyttet arbejdsmarkedet i dag.

Ligeledes har man organiseret arbejdet anderledes, så en del af det arbejde, der tidligere lå i hjemmet, i dag er flyttet ud i offentlige institutioner.

Lisbeth Pedersen påpeger, at den høje arbejdsintensitet, som undersøgelsen fra Cevea er et udtryk for, også er en nødvendighed for det danske velfærdssamfund.

”En betingelse for vores velfærdssamfund er, at både mænd og kvinder lægger en del arbejdstimer. Hvis vi begynder at trække os ud af arbejdsmarkedet, skal vi også lave nogle andre prioriteringer omkring vores velfærdssamfund, for så kan vi ikke opretholde det serviceniveau, som vi gerne vil have i vores børnehaver, vores skoler og på vores hospitaler,” siger Lisbeth Pedersen.

Hos familien Jacobsen i København er der kun få timer til, at børnene skal puttes. Ligesom mange andre familier føler Sine og Christian Jacobsen, at der er for få timer i døgnet til at nå de ting, de gerne vil.

Begge drømmer om, at Sine Mansurbeg Jacobsen kan gå på deltid, når hun er færdig med uddannelsen om tre år og ikke længere er bundet af en fuldtidskontrakt. Men forleden meddelte regeringen, at det næppe bliver lettere at komme på deltid.

Ifølge Venstres socialordfører, Jan E. Jørgensen, vil flere på deltid nemlig gøre det svært at imødekomme de demografiske udfordringer, som samfundet står overfor.

”Venstre har ikke nogen som helst planer om at gøre det vanskeligere at gå på deltid, men vi har en praktisk udfordring i, at vi får færre og færre arbejdsdygtige hænder. Det gør, at vi ikke kan komme med tiltag, der gør det lettere at gå på deltid, men det er op til familiernes frihed at bestemme det,” siger socialordfører Jan E. Jørgensen.

”Det må være den enkelte families beslutning, om de prioriterer tid højere end penge,” tilføjer han.

Karen Lumholdt, direktør for den idépolitiske tænketank Cura, mener derimod, at deltid på længere sigt vil gavne samfundet. Hun udtrykker bekymring på de mindste borgeres vegne over deres mange timer i daginstitutionerne.

”Det er ikke for børnenes skyld, at vi putter børnene i vuggestue. Det er for de voksnes skyld, det er for arbejdsmarkedets skyld, og det er for ligestillingens skyld. Det er, som om børns trivsel bliver ofret på det store produktivitets- og kapitalismealter,” siger Karen Lumholt.