Danske børn er verdens femte-heldigste kartofler

The Economists liste over verdens bedste steder at blive født placerer Danmark på en femteplads. I bund ligger lande med lav sikkerhed, dårligt vejr og stor arbejdsløshed

Det er ingen sag at være dansk baby. Danmark er nemlig verdens femte bedste sted at blive født ifølge en ny liste
Det er ingen sag at være dansk baby. Danmark er nemlig verdens femte bedste sted at blive født ifølge en ny liste. Foto: .

Hvis babyer selv kunne vælge, hvor i verden, de vil fødes, ville Danmark sandsynligvis drukne i voksi-poser og barnevogne.

Danmark ligger nemlig i top-fem på en ny liste, magasinet The Economists undersøgelsesenhed EIU har lavet over de bedste lande at blive født i.

De absolutte vindere i livets lotteri findes i Schweiz, der ligger nummer ét, efterfulgt af Australien, Norge, Sverige og Danmark. I bund ligger lande som Bangladesh, Pakistan og Ukraine og det allerværste sted at blive født i 2013 er ifølge The Economist det afrikanske land Nigeria.

Se listen her

Rigdom spiller en stor rolle for et lands placering på listen, men også 10 andre faktorer som klima, tillid til offentlige institutioner samt folks egen opfattelse af lykke har haft noget at sige, da vismændene lavede listen.

Arbejdsløshed er en anden faktor, som ifølge listen burde få storken til at vende om. Selvom der er varmt og dejligt det meste af året i Spanien, Frankrig og Grækenland, har den økonomiske krise sat sine spor i euro-zonen: Ingen af landene når op i top tyve og overgås af lande som Sydkorea, Taiwan og Forenede Arabiske Emirater.

Den første liste over de bedste lande at blive født i blev lavet i 1988. Her udnævnte magasinet The World USA som nummer ét. Men finanskrisen og tidligere generationers overforbrug har ifølge The Economist sat De Forenede Nationer tilbage på en 16. plads.

Når listen dengang så meget anderledes ud, skyldes det ifølge EIU også en statistisk spidsfindighed. The World medtog dengang en særlig faktor, som ikke er helt uvæsentlig, når babyerne bliver lidt ældre: nemlig gabe-indekset, der angiver hvor kedeligt det er at vokse op i et land.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, om Schweiz på trods af gode oste, smuk natur og stor sikkerhed i så fald ville være dykket på listen?

Sammenlign den nye og gamle liste her, og find ud af om du er enig i vismændenes vurdering.