”Det’ et så møj det blywe te mæ å skryw o jysk. Manne helsne Pej’æ.”
Det, du lige læste, er vestjysk. Og hvis det nedsatte læsehastigheden, er det, fordi vi i Danmark ikke længere er vant til dialekter. Altså rigtige dialekter og ikke bare standarddansk udsat for regional sprogtone.
Faktisk er langt de fleste dialekter væk, og resten – undtagen sønderjysk – gisper efter vejret. Det begræder blandt andre sprog- og navneforsker Peder Gammeltoft, som selv stammer fra Henne i Vestjylland.
Sammen med dialekterne forsvinder nemlig også værdier, kultur, karakter og humor. For ændrer man sit sprog, laver man også om på sig selv.
”Jeg har aldrig følt, at jeg kunne udtrykke mig særligt dybt, når jeg skrev et brev til min mor i stedet for at ringe. For skriftsproget reflekterer slet ikke den måde, vi taler sammen på. Det er der, vi deler alle de udtryk, som bærer værdi, humor og indforståethed i sig,” siger han.
”Men også i daglig tale er vestjysk stort set uddødt. Man taler regionalmål i stedet – det er en slags standarddansk udsat for forskellige grader af jysk, sjællandsk eller fynsk intonation,” siger Peder Gammeltoft.
Det er i øvrigt ham, der har leveret ovenstående sætning på vestjysk – en dialekt, der i dag kun tales af dinosaurer som ham selv, mener han.
Peder Gammeltoft er faglig leder for Språksamlingerne på Universitetet i Bergen, og han hæfter sig ved, at netop Norge har en helt anden tilgang til dialekter. Der er heller ikke noget, der hedder rigsnorsk.
”I norske ordbøger angives udtale ikke, kun på låneord, netop fordi man ikke ønsker at signalere, at en form for udtale er rigtigere end en anden. Man er langt mere lokalt forankret, og der sættes mange flere penge af til sprog heroppe. Jeg kan se, at det giver nordmændene en enorm sikkerhed, at de på det sproglige plan føler stolthed og ikke mindreværd,” siger Peder Gammeltoft, der elsker sin dialekt.
”Men den har altid været ilde hørt. Lærere har lavet grin med den, og vi måtte lægge den af os, når vi begyndte at studere. Men sproget er jo ens identitet, og der går noget tabt, når man bliver nødt til at lægge det om,” siger Peder Gammeltoft.
I 1970’erne, hvor han gik i skole, gik dialekterne fra at være toneangivende til at tabe til standarddansk.
”Børn af tilflyttere fik mere status, fordi de talte ’rigtigt’. Og hvis du ser på mine nevøer og niecer, der er 18-24 år nu, er der kun en af dem, der taler jysk, og det er ham, der har valgt at blive landmand. I landmandslaget er der stadig en tendens til at holde ved det klassisk traditionelle sprog.”
Men der er næppe noget, der kan puste liv i dialekterne igen, og en nylig undersøgelse fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet viste, at også unge langt væk fra København – i Nexø på Bornholm og Hirtshals i Vendsyssel – ikke længere taler dialekt.
”Det går imod ensretning alle vegne. Kun i Sønderjylland bruger de unge klassiske dialekttræk, så børn, forældre og bedsteforældre har et fælles sprog,” siger lektor Malene Monka, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.
”De unge bruger dialektale træk for sjov, eller hvis de skal opnå noget hos deres bedsteforældre, men ellers taler de regionalt”
Lektor Pia Quist, som er sprogforsker ved samme institut, vurderer også, at det undtagen i Sønderjylland er slut med de danske dialekter.
”I Vendsyssel kan man godt holde fester, hvor man bruger vendelbomål, men det er inden for forsamlingshusets fire vægge. I hverdagen er der ikke mange, der taler det,” siger hun og nævner Bornholm, som et sted, hvor dialekten stopper med den nye generation.
”Børnene taler ikke bornholmsk. De kan forstå det og i nogle sammenhænge skifte over i det, når de taler med deres bedsteforældre. Men det er ikke hverdagssproget for unge mennesker,” siger Pia Quist.
Og det, synes hun, er trist.
”Det er ærgerligt, at der ikke er mere rum for den sproglige mangfoldighed. Jeg synes da, at man burde kunne bruge sin dialekt i alle sammenhænge.”
Ville det ikke blive svært at forstå hinanden?
”Vores ører er hurtige til at klappe i, når vi hører nogen, der taler anderledes. Men vi burde sagtens kunne forstå de små forskelle, der er, det kan de jo i Norge. Vi kunne lære meget af nordmændene der,” siger Pia Quist, som synes, at ensretningen af dansk ikke passer sammen med, hvordan vi ellers er som folk.
Til gengæld er der gået mode i at skilte på dialekt i vandkantsdanmark. Men det er ikke et udtryk for en tilbagevenden til lokale sprog.
”Man bruger dialekten i turismen, så man for eksempel på restauranter kan bestille en kage med et dialektnavn. Der er også kommet plakater med dialektord (Æ Westerhaw m.fl., red.), fordi det er kuriøst og sjovt. Men det er sådan noget, vi i forskningen med et fint ord kalder kommodificeret – man har bare ’varegjort’ dialekten”.
Tilbage til sammenligningen med det norske mener Malene Monka, at den største forskel er, at mens man i Norge bruges dialekter i medierne, i undervisningen og i politiske sammenhænge, er det stort set utænkeligt, at tale dialekt i disse sproglige domæner i Danmark.
Processen med at udrydde dialekterne har været i gang i flere hundrede år, godt hjulpet på vej af Bibelen og højskolerne.
Specielt Christian 3.’s bibel fra 1550 indtog hæderspladsen som et af de bedste eksempler på normen for trykt dansk. De trykte bøger viste, hvordan rigtigt dansk skulle se ud.
Også højskolerne bar ved til bålet, især den østjyske højskolebevægelsen med brødrene Bjørnbak. Ligesom undervisningen i 1970’erne og 1980’erne skubbede til læsset, fordi børn med dialekter ofte blev opfattet som ”bondske”.
Der er stadig regionale forskelle på vores måder at tale på i Danmark. Men i stedet for at tale om dialekt, taler dialektforskerne nu om regionale forskelle og regionalsprog.