Prøv avisen

Danske forskere vil redde dyr og planter

Klimadagsorden overskygger, at Jordens dyr og planter uddør i rekordtempo, mener forskere

Naturens mangfoldighed af planter, dyr og økosystemer er så kraftigt på retur over hele kloden, at det overgår truslen fra klimaforandringerne. Sådan lyder i hvert fald konklusionen fra de forskere ved Københavns Universitet, som i denne uge har samlet over 100 eksperter fra EU-landene til en workshop.

Forskerne har forberedt, at der på et møde i Panama City i april ventes nedsat et nyt naturpanel i FN-regi. Det såkaldte biodiversitetspanel skal være et sidestykke til FN's Klimapanel, der i over 20 år har rådgivet verdens regeringer om klimaets udvikling.

- Forskningsverdenen, politikere og myndigheder må arbejde tæt sammen fremover, hvis vi skal løse denne krise, som truer kloden mere end noget andet, siger en af initiativtagerne, professor i makroøkologi Carsten Rahbek fra Københavns Universitet.

Når planter, dyr og økosystemer forsvinder, kommer vores velstand og fremtid under stort pres, mener Carsten Rahbek.

Danmark kan som EU-formand spille en vigtig rolle på mødet i Panama. Miljøminister Ida Auken (SF) har allerede givet Danmarks og EU's fulde støtte til panelet og opfordret eksperterne til at give politikerne hurtige og konkrete anbefalinger.

- Der er simpelthen ikke tid til at bruge årevis på at udvikle det helt perfekte system, for vi mister alt for mange dyre- og plantearter hvert år, sagde Auken i en peptalk til forskerne.

FN's Klimapanel har med analyser og prognoser fået millioner af mennesker og virksomheder til at ændre adfærd. Men verden har ikke samme lydhørhed, når det gælder truslen mod dyr, planter og økosystemer, påpeger Carsten Rahbek.

- Der er brug for, at vi får opstillet fremtidige scenarier, som folk kan forstå, samtidig med at vi samler de bedste forskere inden for feltet, siger han.