Glas blev hævet og store ord udtalt i weekenden, da det stod klart, at et af danmarkshistoriens stærkeste nationale symboler fremover kan kaldes kulturarv for hele verden. Det cirka 1500 år gamle forsvarsanlæg Dannevirke, der løber tværs over Jylland ved Slesvig, er således nu en del af UNESCO’s prestigefyldte liste, der blandt andet rummer Versailles i Frankrig, Venedig i Italien og Tower of London.
Det er en fælles tysk-dansk ansøgning, der har banet vejen for udnævnelsen. Fra dansk side er det det danske mindretals kulturelle hovedorganisation Sydslesvigsk Forening, som står bag. Herfra kalder generalsekretær Jens A. Christiansen den nye status for ”en kæmpe mulighed for området”. For det er velkendt, at med en udnævnelse følger normalt øget opmærksomhed, turisme og midler.
Dermed kan især danskernes bevidsthed om Dannevirkes betydning for fortællingen om Danmark samt forholdet til tyskerne og resten af verden blive endnu stærkere, siger han. Og de mange tusinde arkæologiske fund i området, der stadig venter på at blive gravet op, kan blive det.
Men der er samtidig tale om en stærkt symbolladet udnævnelse. For selvom den selvfølgelig først og fremmest bygger på faglige vurderinger af Dannevirkes kulturhistoriske betydning, har hele den fantastiske grænselandsfortælling, som anlægget er en del af, også spillet ind, mener Jens A. Christiansen.
”Dannevirke er gået fra at være et skel til at bygge bro. Det er på mange måder et sindbillede på, hvordan Danmark og Tyskland har bevæget sig fra at være de argeste modstander til i dag at være tæt forbundne – endda uden at opgive national identitet. Tyskerne anerkender, at Dannevirke er et helt centralt nationalt symbol for danskerne samtidig med, at det er en vigtig del af Slesvig Holstens historie, og det er ret unikt, når man tænker på de konflikter, der har været imellem os gennem 150 år. Og dermed en mulig inspirationskilde andre steder i verden,” siger Jens A. Christiansen.
Vikingelandsbyen Hedeby ved Slesvig er også ny på listen. Modsat Dannevirke er den dog under tysk administration, men de to fortidsminder er del af samme ansøgning, hvilket også er udtryk for, at samarbejdet mellem tyske og danske museer, arkæologer og andre fagfolk aldrig har været tættere og bedre end nu. Skal man være lidt højstemt, kan man endda se UNESCOs udnævnelse som et præludium til den snarlige fejring af 100-året for Genforeningen og folkeafstemningerne i 1920, der blandt andet havde den konsekvens, at der opstod et dansk mindretal syd for den nye dansk-tyske grænse, mener generalsekretæren:
”Dannevirke er ikke bare en mur, men en dansk nationalmyte og danmarkshistoriens vugge. Det var den mur, der var med til at forme os som folk, og derfor er den også en central del af selvforståelsen hos det danske mindretal i Slesvig. Når Dannevirke nu får denne fornemme placering, er det med til at styrke mindretallets forankring i fortællingen om Danmark, og den identitetsmæssige og følelsesmæssige side af det er faktisk ret vigtig for os.”
Professor Steen Bro Frandsen fra Syddansk Universitet har i mange år arbejdet med grænseregionsforskning. Også han ser vigtige perspektiver i UNESCOs udnævnelse. For den tætte kontakt mellem Danmark og Tyskland gennem historien er nærmest skrevet ud af fortællingen om Danmark, siger han. Men nu bliver det understreget, hvor tæt den danske historie har været forbundet ikke bare med Tyskland og hele Østersø-området, men også rejsende og handlende fra resten af Europa og helt fra Mellemøsten, der kom til Hedeby og gjorde deres mange forskellige politiske, økonomiske og kulturelle indflydelser gældende i den slesvigske region.
”Når monumenterne bliver verdenskulturarv, er det netop fordi, de ikke kun er specifikt danske eller tyske. De er del af en langt større fortælling, som er særligt vigtig i disse stadig mere grænseorienterede tider. Og de repræsenterer samtidig et stærkt samarbejde på tværs af grænser og uden konflikt eller nogen form for reelt fjendskab mellem Danmark og Tyskland. Jeg kan godt forestille mig, at med den øgede opmærksomhed på Dannevirke og Hedeby, der nu vil komme, så vil historien om, hvilken virkelighed Danmark blev skabt på, flytte sig i en mere udadvendt retning,” siger han.
Det enestående jagtområde Aasivissuit – Nipisat, der ligger mellem byerne Kangerlussuaq og Sisimiut i det vestlige Grønland, blev også optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Rigsfællesskabet råder dermed over 10 af de i alt 1073 steder på listen.