Prøv avisen

Danske ghetto-problemer følger international tendens

Regeringens ghetto-udspil, som blev præsenteret i Mjølnerparken i København (billedet), er den sjette ghettoplan i Danmark siden 1994, men ghettoproblemerne er ikke blevet mindre. Dermed følger Danmark i sporene på lande som Frankrig, Belgien og Sverige, der ligeledes uden større succes har forsøgt at tage livtag med de notorisk sejlivede ghettoer. Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Regeringen har netop præsenteret den sjette ghettoplan siden 1994. Nu satses der på endelig at opløse ghettoerne, men udenlandske erfaringer viser, at de såkaldte udsatte boligområder er overordentlig sejlivede

Folk vil spærre øjnene op. Sådan lød det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) inden gårsdagens præsentation af regeringens nye ghettoplan ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”. Og dét med god grund.

For regeringen går langt for at komme ghettoerne til livs i sin nye plan. Blandt andet lægger den op til skærpede strafzoner, total afvikling af udvalgte ghettoområder med nedrivning af bygninger, at straffe kontanthjælpsmodtagere, der flytter til en ghetto, og i yderste konsekvens lukke skoler, der ikke lever op til faglige krav.

Udspillet er den sjette ghettoplan i Danmark siden 1994, men ghettoproblemerne er ikke blevet mindre. Dermed følger Danmark i sporene på lande som Frankrig, Belgien og Sverige, der ligeledes uden større succes har forsøgt at tage livtag med de notorisk sejlivede ghettoer, siger Peter Nannestad, professor emeritus i statskundskab på Aarhus Universitet.

”I de lande, hvor man har forsøgt at gøre noget, er der mig bekendt umiddelbart intet, som kan betegnes som en succes. Jeg tænker især på Frankrig og Belgien. Det er jo et spørgsmål om integration. Og der er ikke noget land, der har en opskrift på, hvordan man får integrationen til at lykkes,” siger Peter Nannestad og uddyber:

”Ghettoer er overordentlig sejlivede. Det er ufattelig svært. Ønsket om at bo sammen med folk, man deler kultur med, er naturligt og på sin vis meget rationelt, så man er virkelig oppe imod noget stort,” mener han.

Det billede genkender Claus Bech-Danielsen, professor på Aalborg Universitet og medforfatter til bogen ”Fra ghetto til blandet by – Danske og internationale erfaringer med omdannelse af udsatte boligområder” fra 2017. I det konkrete udspil, regeringen netop har fremlagt, ser han udfordringer i tiltagene for at undgå, at folk flytter ind i ghettoerne, samt forslaget om helt at afvikle udvalgte ghettoer.

”Et eksempel fra vores bog er fra San Francisco. Her har man sprængt bygninger og bygget tætte, lave bebyggelser i stedet, så der kun var halvt så mange lejere, der kunne komme tilbage. Dermed er man kommet store dele af kriminaliteten til livs i den indre by. Men de omkringliggende områder, Oakland, Richmond og de andre kvarterer, er pludselig mere belastede. Det er et godt billede på, at man kan komme til at eksportere problemerne til andre steder,” siger Claus Bech-Danielsen.

Peter Nannestad kender kun til ét eksempel på en succesrig decideret ghetto-opløsning.

”Og så skal vi et par hundrede år tilbage. Selve begrebet ghetto kommer jo fra det jødiske område i Venedig i Italien, hvor jøder havde lov til at bo. Dengang skulle jøder bo i nogle særlige områder. Jødernes emancipation betød, at det blev ophævet, og så forsvandt ghettoerne. Men jøderne boede der ikke frivilligt. Forskellen er, at folk i dag netop gerne vil bo i ghettoerne frivilligt,” siger han.

Det står ikke så slemt til i Danmark som i eksempelvis Frankrig og Belgien, påpeger Claus Bech-Danielsen. Vi er langt foran udenlandske ghettoer, der fremstår ”mere utrygge og langt mere nedslidt” end herhjemme. Derfor har vi stadig muligheden for at tage problemerne i opløbet, forklarer han.

”Det giver os nogle muligheder i forhold til udlandet, for vi ved, at jo mere grelt det står til i de her områder, før man sætter ind, jo sværere er det. Det er derfor nødvendigt fysisk at gå radikalt til værks i de områder, der er mest udsat. Man kan ikke gøre det med lidt overflademaling. Det er gennemgribende forandringer, der skal til, og de forandringer er ikke nødvendigvis de samme det ene og andet sted, om du er i udkanten af byen eller centralt,” siger han.

Aydin Soei er sociolog og forfatter til flere bøger om integration og befolkningen i udsatte områder, og hans erfaringer har vist ham, at der især skal satses uddannelsesmæssigt.

”Danmark og Sverige er de lande i Skandinavien, vi kan sætte i kategori med eksempelvis Frankrig i forhold til unge mænd, der tiltrækkes af bandekriminalitet eller bliver syrienkrigere. Blandt andet, fordi vi også er de nordiske lande, der har det mest opdelte boligmarked og folkeskole. Det er med til at begrænse social mobilitet i udsatte boligområder. Derfor taber vi rigtig mange drenge og unge mænd på gulvet. Det er den helt store elefant i lokalet,” siger Aydin Soei.