Prøv avisen

Danske gymnasie-elever stemmer på rød blok

Gymnasieeleverne er røde. Omvendt er de mere tilbøjelig til at skifte blok end deres forældre ifølge ekspert

Landets gymnasieelever er røde, viser en ny undersøgelse, som Aalborg Universitet står bag. Hvis gymnasieeleverne kunne bestemme valgets udfald, ville 63 procent af stemmerne gå til rød blok, mens blå blok ville løbe med 36 procent.

Stemmerne i rød blok er fordelt næsten lige. Førstepladsen går til De Radikale, der sniger sig op på en førsteplads med 18 procent af stemmerne. Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten scorer 15 procent.

Samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen mener, at De Radikale rummer det, som en moderne ung vælger ofte efterspørger.

- Staten skal ikke blande sig i erhvervslivet, og det er i orden, at folk er forskellige, siger han og forklarer, at unge vælgere ofte har et liberalistisk syn på fordelingspolitikken.

- Men når det drejer sig om værdipolitikken, vil de gøre meget for ulandene, miljøet og andre gode sager. Her kombinerer de så nogle venstreorienterede synspunkter.

Undersøgelsens viser desuden, at de unge vælgere ofte ligger tæt op ad deres forældres politiske overbevisning.

Gymnasieelever med forældre, der begge stemmer rødt, stemmer i 93 procent af tilfældene også selv rødt. I blå blok gælder samme tendens for 80 procent stemmer til højre for midten, hvis begge forældre gør det.

- De har i den grad lært, at de skal træffe deres valg selvstændigt, men det handler også om det værdiunivers, de er vokset op inden for, siger Johannes Andersen.

Dog føler han sig overbevist om, at de nye vælgere vil have lettere ved at springe mellem blokkene, end deres forældre har haft.

- Vi bliver mindre og mindre bundet til blokkene. Moderne vælgere sammensætter i stigende grad deres holdning ud fra blandinger, siger han.

Undersøgelsens tal er endnu ikke korrigerede, og nogle grupper kan derfor være overrepræsenterede.