Danske hjemløse klar til VM

Trods misbrug og kriminelle løbebaner er det danske fodboldlandshold for hjemløse nu parat til at gå efter medaljer ved VM i Paris, som åbner i dag. Tilknytningen til landsholdet betyder, at de nogenlunde bliver på dydens smalle sti

Hvis alt flasker sig, kan det danske landshold gå hele vejen ved VM for hjemløse i Paris. –
Hvis alt flasker sig, kan det danske landshold gå hele vejen ved VM for hjemløse i Paris. –. Foto: www.ombold.dk.

En yderst målfarlig venstrebensspiller, der sammenlignes med Zlatan Ibrahimovich. Landsholdets svar på John Faxe Jensen, En allround spiller, der ved, hvor målet står.

De positive adjektiver står i kø, når deltagerne fra Danmark i dette års hjemløse-VM i Paris skal beskrives. Otte mand plus en reserve er klar til at forsvare de danske farver, når startfløjtet i morgen lyder på plænerne ved Eiffeltårnet i den franske hovedstad. Stævnet begynder i dag med åbningsceremoni på Stade de France.

Bag de rosende ord gemmer sig dog en række skæbner, for hvem livet ikke altid har været så let. Holdets svar på den svenske landsholdsspiller Zlatan Ibrahimovich hedder i virkeligheden Claus Marker, er 39 år og har tidligere været viklet ind i misbrug og kriminalitet. Men ikke mere.

Landsholdet giver mig fokus og motivation. Det betyder, at jeg ikke går ud og laver alt muligt dumt med kriminalitet og stoffer. Det er en stor ære for mig at spille på landsholdet, siger han.

41-årige Mikkel Duelund Nielsen, som bliver sammenlignet med John Faxe Jensen, kender også til, at livet ikke arter sig som planlagt.

Jeg mistede min lejlighed for et par år siden på grund af en psykisk sygdom. Jeg betalte ikke mine regninger og endte med at miste mit job som pædagogmedhjælper, fortæller han.

Bag hjemløselandsholdet står den selvejende institution Ombold, der arbejder ud fra antagelsen om, at udøvelsen af holdsport som her gadefodbold i almin­de­lighed bidrager til deltagernes helbred og fysiske velvære. Det styrker deres selvværd og evnen til at fungere i større sociale sammenhænge, fortæller sekretariatschef i Ombold, Ole Kristensen.

Spillerne på landsholdet er allesammen tidligere hjemløse eller hjemløse lige nu. Alle har haft et misbrug, som de nu er kommet ud af. At de kommer på holdet betyder, at de går fra udsat til udvalgt. Det betyder meget mere for dem, end man måske går rundt og tror.

Ifølge ham er hjemløselandsholdet i år særdeles godt, fordi spillerne har et fantastisk indbyrdes forhold.

De holder hinanden oppe og stiver hinanden af. Også den tætte relation, de har til træneren og socialrådgiveren, betyder en masse for dem.

En enkelt spiller har dog måttet forlade truppen igen inden VM, fordi han fik tilbagefald til sit misbrug. Det betyder ikke, at han er ude af truppen for altid.

Vi hedder Ombold, fordi vi giver en ommer. Er tilbagefaldet massivt, så har det den konsekvens, at man ikke kan være med, ganske enkelt fordi man fysisk ikke kan gennemføre en turnering, når man er påvirket. Men man kan altid komme tilbage

Resultatmæssigt er der i år store forventninger til det danske hold.

Der er nogle individualister på holdet, hvor jeg må sige, at jeg sjældent har set en boldbehandling af den karat. Men også sammenholdet er særligt. Uheldet skal virkelig være ude, hvis ikke de får en god placering. Hvis alting flasker sig, tror jeg, de kan gå hele vejen, siger Ole Kristensen.

schelde@k.dk