Danske hjemløse smides på gaden til vinter

Den 1. januar mister Natcaféen for hjemløse i København sin bevilling, fordi Dansk Folkeparti ikke vil tilbyde husly til udenlandske hjemløse. Det betyder, at både danske og udenlandske hjemløse ryger ud. Endnu en gang er udenlandske hjemløse overladt til nødherberger

Københavns Kommune har netop afsat 57 millioner kroner til at renovere et herberg til danske hjemløse. Hvorfor ikke kanalisere lidt af de penge over til udenlandske hjemløse?
Københavns Kommune har netop afsat 57 millioner kroner til at renovere et herberg til danske hjemløse. Hvorfor ikke kanalisere lidt af de penge over til udenlandske hjemløse?. Foto: colourbox.com.

Danske hjemløse og psykisk syge personer går en hård vinter i møde.

I sommer kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at Natcaféen på Nørrebro, som siden 1995 har tilbudt nattely til hovedstadens hjemløse, mister sin bevilling fra den 1. januar. I 17 år har Kirkens Korshærs natcafé været finansieret af satspuljen, men i år har Dansk Folkeparti blokeret for støtten, fordi Natcaféen også byder udenlandske hjemløse inden for i varmen. Men når værestedet må dreje nøglen om, må også danske hjemløse og psykisk syge se sig om efter alternativer, fortæller Hanne Pedersen, leder af Natcaféen.

LÆS OGSÅ: Regering skuffer sociale organisationer

Jamen, der kommer jo også masser af danskere hos os. Mange danske hjemløse føler en tilknytning til os, og jeg er ked af, at vi altid bliver fremstillet som et sted for udlændinge, for vi afspejler den befolkningssammensætning, der er i samfundets svageste gruppe. Psykisk syge danskere, som færdes i nattetimerne, kommer til en kop kaffe, en snak og en hjælpende hånd med kontakt til myndighederne, og de kommer, fordi vi ikke registrerer folk.

Men den praksis duer ikke, mener Martin Henriksen, integrationsordfører i Dansk Folkeparti.

Satspuljemidlerne er ikke tiltænkt mennesker, som befinder sig ulovligt i Danmark. Vi ønsker ikke at fjerne noget fra de danske hjemløse, men det er Kirkens Korshærs ansvar at sørge for, at der kun kommer danskere hos dem.

Skæbnen for Natcaféen er dog ikke endegyldigt afgjort. Kirkens Korshær håber, at efterårets finanslovsforhandlinger for første gang nogensinde vil kaste en fast bevilling til Natcaféen af sig. Hvis ikke det sker, vil der være et overnatningstilbud mindre til hovedstadens hjemløse.

De danske hjemløse kan søge mod andre herberger, men de udenlandske er overladt til de nødherberger, som flere kirker sidste år organiserede. Med hjælp fra sociale organisationer etablerede Kristuskirken på Nørrebro og Bavnehøj Kirke på Vesterbro overnatningslokaler til udenlandske hjemløse. Begge steder var i månedsvis fuldt belagt hver nat, og igen i år vil kirkerne forsøge at oprette nødherberger, oplyser de til Kristeligt Dagblad.

Til nødherbergerne kan de sociale organisationer søge penge i Socialministeriets nødovernatningspulje. Sidste år fik knap 10 organisationer bevilget penge, og der er fortsat omkring 1,7 millioner kroner tilbage i puljen. I et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad kommenterer socialminister Karen Hækkerup (S) dilemmaet om udenlandske hjemløse i Danmark.

Udenlandske hjemløse uden lovligt ophold er en udfordring, men det er min grundholdning, at mennesker uden lovligt ophold ikke skal opholde sig i Danmark. Når det er sagt, er det selvfølgelig vores ansvar som velfærdssamfund at tilbyde dem tag over hovedet i de koldeste vintermåneder, og det er det, vi gør med vores nødovernatningspulje. Men grundlæggende mener jeg, at der brug for at finde mere langsigtede og holdbare løsninger i EU-regi, skriver hun.

EU-løsninger var netop det store håb for de sociale organisationer forud for Danmarks EU-formandskab i første halvdel af 2012. Men udenlandske hjemløse var ikke på programmet én eneste gang i løbet af de seks måneder. Det ærgrede organisationerne, og det ærgrer Mikkel Warming (EL), socialborgmester i Københavns Kommune.

Der er ingen tvivl om, at der burde gøres en langt stærkere indsats for de udenlandske hjemløse i det her land. Vi har behov for en national og en europæisk indsats, og problemet burde uden tvivl være taget op, da Danmark var formand for EU, siger han.

Københavns Kommune har netop afsat 57 millioner kroner til at renovere et herberg til danske hjemløse. Hvorfor ikke kanalisere lidt af de penge over til udenlandske hjemløse?

Fordi vi ikke må hjælpe udenlandske hjemløse uden lovligt ophold på vores herberger. Det har regeringen og Folketinget bestemt. Jeg mener, det er en statslig opgave, som blandt andet består i at motivere de afviste hjemløse til at tage hjem. Det gør man ikke ved at lade folk ligge i en kirke.