Prøv avisen

Danske husholdningers gæld er størst

Danskerne skylder mange penge væk. - Foto: Steffen Ortmann

Danmark er det sted på kloden, hvor husholdningerne har den største gæld. Det viser ny analyse fra den amerikanske centralbank

Danske husholdninger er verdens mest gældsatte, og udgør to gange den disponible årlige indkomst efter skat. Det er betydelig mere end i Irland, Portugal og Spanien, der ofte udråbes til at være mest gældsatte. Det skriver Berlingske Tidende med baggrund i en analyse fra den amerikanske centralbank, FED.

De danske husholdningers gæld er også større end i lande som Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Storbritannien, Holland og USA, som vi normalt sammenligner os med.

Analysen viser også, at Danmark er et af de lande, hvor gælden er vokset mest fra 1997 til 2007, mens boligmarkederne boomede og alle talte om friværdi og lånefest. Kun i Holland og i Irland voksede de private husholdningers gæld i samme periode med større hastighed.

Samtidig med at danskernes gæld er steget eksplosivt i forhold til vores indkomster, så er vores formuer også vokset. De fleste familier har på samme tid både aktiver og passiver. Formuerne er ophobet i friværdi i boliger, indskud i banker samt opsparing i værdipapirer.

Blandt årsagerne til den store danske gæld nævnes blandt andet vores unikke realkreditsystem, som gør det forholdsvis let at låne store summer mod pant i fast ejendom, men også de høje danske skatter, der udhuler vores disponible indkomst.