Danske landsholdsfans oplever aggressiv stemning på stadion

Der er ifølge flere blevet skabt en stemning på stadion under landskampe, som man kender fra klubkampe.

Storskærmsarrangementer uden for Parken i København er blevet aflyst på grund af uroligheder. Men inde på selve stadion er der også en aggressiv stemning, beretter blandt andet tidligere formand for De Danske Roligans.
Storskærmsarrangementer uden for Parken i København er blevet aflyst på grund af uroligheder. Men inde på selve stadion er der også en aggressiv stemning, beretter blandt andet tidligere formand for De Danske Roligans. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix.

Det er ikke kun uden for stadion, at fans af det danske landshold har skabt uroligheder med kast med øldåser og flasker.

Flere kan berette om, at fankulturen også inde på stadion har ændret sig til den mere aggressive side den seneste tid.

Det fortæller Claus Amondsen. Han er medlem af Dansk Boldspil Unions (DBU) fanråd og tidligere formand for organisationen De Danske Roligans.

Amondsen peger på, at tilskuere har oplevet at blive forvist fra de unummererede pladser på stemningstribunerne, hvor der er "en stemning af, at man skal passe på med at træde folk over tæerne".

Derudover fortæller han, at der bliver kastet med ølkrus, og det er ikke usædvanligt, at folk ender i diskussioner på tribunerne.

- Fankulturen er markant ændret, og den er blevet mere aggressiv. Jeg synes, at der er kommet en del mere klubattitude, som man kender fra nogle af de københavnske klubber med brutale fraktioner, siger han.

Også formanden for De Danske Fodboldfans, Christian Rothmann, beretter, at fankulturen har ændret sig, men ikke nødvendigvis til det værre.

Han oplever, at der er brugt lang tid fra DBU's side på at skabe opbakning til landsholdet, men anerkender samtidig, at der er en bagside af den tiltagende opbakning.

- Det ærgrer mig selvfølgelig, at der er friktioner, men det er forventeligt med den udvikling, vi har oplevet med landsholdet, hvor man har ønsket en mere passioneret følgeskare og fået en stemningstribune, siger Christian Rothmann.

Ifølge Claus Amondsen kan en løsning på at undgå aggressiv stemning på tribunerne under landsholdskampe være mere overvågning.

- Det kan være, at der skal installeres kameraer, så der kan findes frem til dem, der kaster med øl, så de kan få en straf, siger han.

Claus Amondsen tilføjer, at en mulig straf kunne være karantæne eller bøder.

Hos DBU fortæller kommunikationschef Jakob Høyer, at der allerede er kameraer, og at der bliver holdt øje med for eksempel ølkast på stadion.

- Vores vagter melder, at der stadig er problemer med ølkast, men at det er aftagende og ikke nær så voldsomt, som det man har oplevet i Fælledparken, hvor der er blevet kastet med fyldte øldåser, siger Jakob Høyer.

Han fortæller også, at DBU er bevidste om at informere fans om før kampene, at der er høj musik og folk, der råber i megafoner, på fantribunen for at undgå, at børnefamilier køber billetter til tribunerne.

- Vi har hørt om enkelte oplevelser, hvor nogle syntes, at det var meget voldsomt. Det skal jeg selvfølgelig beklage over for dem, der har haft det sådan, men overordnet set er der stor tilfredshed, siger Jakob Høyer.

/ritzau/