Danske muslimer fordømmer terrorplaner

Folkekirkens officielle dialogarbejde, Folkekirke og Religionsmøde, gav i går sin fulde opbakning til danske muslimers kraftige afstandtagen fra vold og terror

Imam Naveed Baig. -
Imam Naveed Baig. - . Foto: Leif Tuxen.

Muslimer i Danmark får opbakning fra folkekirkens officielle dialogarbejde til kraftig fordømmelse af planlagte terroraktioner mod danske mål. Organisationen Folkekirke og Religionsmøde støtter muslimerne i det fælles mål at værne om det danske samfund. Også fra Det Mellemkirkelige Råd udtales støtte til danske muslimer.

I Muslimernes Fællesråd er man både chokerede og rystede over, at to personer tilsyneladende har planlagt terror mod Danmark.

– Danmarks sikkerhed ligger os lige så tungt på sinde som hos enhver anden borger. Et angreb mod et hvilket som helst mål er det samme som et angreb på hele samfundet og dets borgere, og derfor er vi naturligvis lettede over, at et forestående terrorangreb synes afværget. En handling af den karakter vil være i direkte strid med islams grundprincipper og kerneværdier. Enhver terrorhandling er og bliver uforenelig med islam, lyder det fra Muslimers Fællesråd i en pressemeddelelse.

I Islamisk Trossamfund glæder talsmand Imran Shah sig over, at angrebet blev afværget.

– Det er godt, at man har fanget nogen, der har planlagt ondt mod menneskeheden. Det viser, at den nuværende lovgivning fungerer, og at der ikke er behov for en stramning af loven. Men samtidig skal man huske at være tro mod retsstatens principper, når det gælder den udøvende, dømmende og lovgivende magt siger Imran Shah, som ikke tror, at terrorplanerne vil skade danske muslimers ry.

– Den almindelige dansker ved efterhånden, at islam for de allerflestes vedkommende handler om barmhjertighed til menneskeheden. Allerede nu ved både danskere og muslimer, at det ikke er det islam handler om, siger han.

Samme holdning har hospitals-imam Naveed Baig.

– De planlagte terroraktioner skal fordømmes på det kraftigste. Heldigvis er vi i Danmark gode til at skelne mellem god og ond religiøsitet. Vi ved, at der eksisterer få mennesker derude, der ønsker at gøre os ondt. Og at de er ligeglade med om de dræber civile muslimer, jøder eller Jyllands-Postens medarbejdere, siger Naveed Baig.

Folkekirkens dialogarbejde, Folkekirke og Religionsmøde, havde lejlighed til at drøfte situationen i går på et forretningsudvalgsmøde. Herfra er der udsendt en pressemeddelelse, som hilser Muslimernes Fællesråds initiativ velkomment:

– I den kritiske situation maner vi til besindighed, så det store flertal af vore muslimske medborgere, som er lige så chokerede og rystede over terrortruslen som andre danskere, ikke udsættes for mistænkeliggørelse, lyder det fra Folkekirke og Religionsmøde, som desuden udtrykker bestyrtelse over det planlagte terrorangreb.

Formand for dialogarbejdet, Leif Vestergaard, ønsker at fortsætte den dialog, der allerede er etableret med en lang række muslimske ledere.

– Vi har nu mødtes en gang om året i fire år, og jeg fornemmer klart, at kontakten mellem os bliver bedre og bedre for hver gang, og derfor vil vi fortsætte med den dialog, siger Leif Vestergaard.

Paul Verner Skærved, formand for Det Mellemkirkelige Råd, understreger, at han er utilpas og frastødt over terrortruslen. Men han advarer imod, at man i den aktuelle situation lader vandene fryse til mellem den kristne og den muslimske dialog i Danmark.

– Jeg stillede mig gerne bag en fælles udtalelse fra kristne og muslimer i Danmark, som kunne understrege og udbygge det positive forhold. Opstår der fjendskab gennem yderligere konfrontation og pusten til ilden, vil konsekvenserne være beklagelige for begge parter, som i øvrigt har et udmærket forhold til hinanden i forvejen, siger Paul Verner Skærved.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Naveed Baig, 34-årig hospitalsimam og projektleder ved Rigshospitalet og Herlev Hospital. --
Naveed Baig, 34-årig hospitalsimam og projektleder ved Rigshospitalet og Herlev Hospital. -- Foto: Foto: Leif Tuxen.