Da den franske præsident François Hollande kort efter gårsdagens angreb i Nice henvendte sig til nationen, tøvede han ikke med at kalde angrebet for terror, og han understregede, at hele Frankrig er truet af islamistisk terror.
Dagen derpå er der stadig mange ubekendte, men alligevel har en række forhold, der peger i retning af motivet bag angrebet, altså fået fremtrædende personer til at karakterisere angrebet som islamistisk terror. Det får flere fremtrædende muslimer i det danske miljø til at fordømme gerningen. En af dem er Fatih Alev, som er imam ved Dansk Islamisk Center.
”Vi ved endnu ikke med sikkerhed, om der er tale om en muslimsk gerningsmand eller ej, men uanset om det er tilfældet eller ej, er det en forfærdelig handling, som jeg selvfølgelig tager afstand fra.”
Det samme giver Sherin Khankan, religionssociolog og talskvinde for Mariam Moskéen, Danmarks første moské med kvindelige imamer, som åbnede i København tidligere på året, udtryk for.
”Det er en tragedie, og vi tager klart afstand fra de afskyelige handlinger, ligesom vi gør med alle terroraktioner uanset, hvordan de legitimeres.”
Selvom det endnu er usikkert, hvad motivet har været, og den sædvanlige hovedmistænkte, Islamisk Stat, endnu ikke har meldt noget officielt ud om en eventuel involvering, peger en del forhold i deres retning.
Det gælder både sporene fra tidligere angreb mod civile på fransk jord, den formodede gerningsmands identitet og måden, angrebet blev udført på. Flere angreb har rystet Frankrig, herunder de to angreb sidste år på henholdsvis satiremagasinet Charlie Hebdo og spillestedet Bataclan, som stadig er indprentet i den franske bevidsthed.
Derudover er den formodede gerningsmand ifølge franske medier den 31-årige Mohamed Lahouaiej Bouhlel, som stammer fra det overvejende muslimske Tunesien. Og endelig peger brugen af et køretøj som våben ifølge eksperter i retning af islamistisk terror. I en manual fra 2010 har den sunni-muslimske terrororganisation al-Qaeda netop beskrevet brug af køretøjer mod menneskemængder som et muligt våben.
Hvis det viser sig at være islamistisk terror, advarer Fatih Alev imidlertid mod at stille islam til indtægt for gerningen. Han kalder det problematisk, når man afkræver muslimer at tage afstand fra terrorangreb.
”Hvis gerningsmanden er muslim, repræsenterer han ikke islam. Det er i sig selv en tragedie, at vi som muslimer kollektivt gøres ansvarlige for den slags gerninger. Jeg har forståelse for, at nogle organisationer vælger at vise deres sympati, og muslimske lærde, som opfattes som repræsentanter, har et ansvar for at tage afstand. Men når man forventer, at muslimer hver og en skal tage afstand, ligger der en implicit en anklage om, at hvis man ikke tager afstand, så billiger man det, og det er dybt problematisk.”
Samme toner lyder fra Sherin Khankan, som udtrykker bekymring over, hvordan muslimer i kølvandet på tragedier fremstilles som en kollektiv masse.
”Religion begår ikke terror, det gør mennesker. Det er farligt, hvis man begynder at se muslimer og Vesten som to modsætninger. Muslimer har bidraget til den vestlige civilisation, og gerningsmanden repræsenterer ikke mig som muslim mere end Anders Behring Breivik repræsenterer en hvid mand fra Vesten.”