Danske myndigheder hjalp Nazityskland med telefonaflytning

Ifølge en ny ph.d.-afhandling blev danske borgere under Anden Verdenskrig masseovervåget i så høj grad, at selv den tyske besættelsesmagt fik moralske skrupler

På et tidspunkt var de danske myndigheders aflytning så omfattende, at selv tyskerne gav udtryk for, at det havde taget overhånd, fortæller historiker Jacob Vrist Nielsen. Her ses Gestapos hovedkvarter, Dagmarhus. Foto: Winclair Henriksen/Ritzau Scanpix

Det er ofte blevet fortalt, hvordan hele den danske befolkning i oktober 1943 hjalp jøderne med at blive reddet til Sverige. Men i den forbindelse nævnes det sjældent, at danske myndigheder systematisk overvågede alle jøders telefonsamtaler og korrespondance og forsøgte at forhindre dem i at advare hinanden om den tyske jødeaktion.

Indtil nu er det heller ikke så grundigt beskrevet, at der under Anden Verdenskrig, da danske myndigheders overvågning af den danske befolkning toppede, var 190 fuldtidsmedarbejdere beskæftiget med ved 48 aflytningsborde at følge med i de telefonsamtaler, som ikke alene danske jøder, men også kommunister, ledende politikere, pressefolk, modstandsfolk, kongehuset, topforskere som Niels Bohr og ganske almindelige borgere førte.

De mange aflytninger fandt sted på dansk initiativ, men de blev delt med besættelsesmagten og udgør et etisk og demokratisk problem, påpeger historikeren Jacob Vrist Nielsen, som ved Københavns Universitet har forsvaret en ph.d.-afhandling om danske myndigheders teleovervågning i 1916-1945.

”Al kommunikation til og fra udlandet blev overvåget. Desuden havde myndighederne sorte lister med navnene på en lang række personer, de af den ene eller anden grund skulle aflytte. Og hvis ikke der lige var nogen fra listerne at aflytte, gik medarbejderne i gang med såkaldte strækningsaflytninger, hvilket betød, at tilfældige borgeres samtaler blev aflyttet,” siger Jacob Vrist Nielsen og tilføjer:

”På et tidspunkt var de danske myndigheders aflytning så omfattende, at selv tyskerne gav udtryk for, at det havde taget overhånd.”

Det er svært at dokumentere, præcis hvordan de danske myndigheder delte information med tyskerne. Men Jacob Vrist Nielsen peger som eksempel på, at den konservative politiker og senere minister Poul Sørensen i november 1944 blev anholdt af Gestapo. Forud havde han arbejdet for modstandsbevægelsen, men før det havde han været konservativ partisekretær. Da historikeren kan finde dokumentation for, at alle partisekretærer systematisk blev overvåget, er det muligt, at danske myndigheder er blevet ved med at overvåge Poul Sørensen og har afsløret hans modstandsaktiviteter.

Oplysningerne om den danske teleovervågning under krigen vækker stor interesse blandt andre besættelsestidshistorikere, som kender til overvågningen, men ikke omfanget af den.

”Jeg har selv beskæftiget mig med Gunnar Larsen, som i en del af besættelsestiden var trafikminister og havde ansvaret for overvågningen, som han nævner flere gange i sin dagbog for perioden 1941-1943. Men det er enormt interessant, hvis overvågningen var endnu mere omfattende, end jeg troede,” siger Joachim Lund, lektor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København.

Han tilføjer, at det næppe er muligt at finde mere detaljeret frem til, hvilke oplysninger der blev givet videre fra de danske myndigheder til Gestapo, idet stort set alt Gestapos kildemateriale er destrueret.

Ifølge Bo Lidegaard, historiker og forfatter til en række værker om besættelsestiden gælder det så godt som altid, at når man etablerer en hemmelig tjeneste, skaffer den meget mere information, end befolkningen lige regner med.

”Men man skal også vide, at besættelsestiden var en meget speciel tid, hvor lov og ret ikke var gældende. Vi var i den meget særegne situation, at Danmark var underkuet af verdens mest repressive stat, men samtidig som en slags overlevelsesstrategi forsøgte at opretholde en fiktion om, at vi stadig var en suveræn stat,” siger Bo Lidegaard, som er overbevist om, at såvel kong Christian X som alle fremtrædende politikere var klar over, at deres telefonsamtaler blev aflyttet.

Oplysningen om, at de danske myndigheder skulle have forsøgt at bremse kommunikation mellem danske jøder om jødeaktionen i oktober 1943, er Bo Lidegaard ikke bekendt med.

”Men jeg ved, at den advarsel til jøderne, som faktisk udgik fra tysk hold, spredtes med lynets fart ad alle tænkelige kommunikationskanaler. Så hvis der var en bestræbelse på at bremse kommunikationen, var den i særklasse ikke virksom.”

Danmark side 2