Prøv avisen

Danske partier splittet om ny euroaftale

Folketinget er rygende uenige om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig de 17 eurolandes udbrud fra EU

Folketinget smører ikke hænderne ind i taktfast klapsalve forud for statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) hjemkomst fra EU-topmødet i Bruxelles.

På topmødet er de 17 eurolande blevet enige om at bryde ud af den samlede EU-kreds på 27 lande for én gang for alle at redde euroen gennem en række opstramninger af finanspolitikken.

Da Danmark som bekendt ikke er blandt de 17 eurolande, skal Folketingets partier nu tage stilling til, om Danmark skal tilslutte sig euro-udbrydernes aftale.

Og her peger pilene i mange forskellige retninger:

Liberal alliance mener, at Danmark skal holde sig langt væk fra euroen. Det samme mener Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der desuden kræver en folkeafstemning om spørgsmålet.

Endelig pointerer både Venstre og De Konservative - i næsten på kommaet enslydende vendinger - at regeringen skal holde fingrene fra langt væk Danmarks euroforbehold.

- Vi vil gerne deltage så meget som muligt, men der må ikke fifles med forbeholdene, siger Venstres formand for Folketingets Europaudvalg, Eva Kjer Hansen.

Og fra De Konservative lyder meldingen:

- Vi skal være åbne overfor at få Danmark med i aftalen - eller dele af aftalen - men der må ikke fifles med forbeholdene, understreger De Konservatives EU-ordfører Lene Espersen.

I regeringen holder man igen med at melde en klar holdning ud til den aftale, som i disse timer er ved at blive færdiggjort i Bruxelles.

Hos det mest euro-skeptiske regeringsparti, Socialistisk Folkeparti, mener man, at det vigtigste er at genskabe tilliden til den europæiske valuta:

- Det er klart, at vores synspunkt på euroen - at vi ikke ønsker dansk deltagelse - det er et kendt synspunkt. Men det er ikke det, vi diskuterer her, siger partiformand og udenrigsminister Villy Søvndal.