Danmark har et stærkt pensionssystem. Det er eksperter og de fleste politikere enige om. Aftalerne om arbejdsmarkedspensioner, omfattende privat pensionsopsparing og velfærdsaftalen fra 2006 har sikret solide pensioner for fremtidens ældre.
En af priserne for det har dog været, at pensionsalderen skal sættes op i samme takt som den gennemsnitlige levealder. Netop den sammenkædning har vist sig at være politisk sprængfarlig, fordi levealderen stiger hurtigere end forventet. I praksis vil folkepensionsalderen allerede inden for et par årtier runde 70 år og yderligere vil den stige til 76 år i år 2100.
Nu har Pensionskommissionen fremlagt en meget detaljeret rapport om, hvordan man kunne justere fremtidens pensionssystem, så det ikke går helt så stærkt, og så systemet bliver lidt mere enkelt. Uden at den økonomiske holdbarhed sættes over styr.
Det sidste vil dog ske alligevel, fremgår det, hvis politikerne vælger den mest vidtgående løsning, som både Dansk Folkeparti og Enhedslisten har talt for: At låse pensionsalderen fast, når den når de 70 år.
Det interessante er, at rapporten også viser, at det danske pensionssystem skiller sig markant ud fra stort set alle andre systemer i den rige del af verden. Af de 21 OECD-lande har Danmark den klart største pensionsformue målt på bruttonationalproduktet. Norge har ganske vist sine oliefonde, men de er ikke bundet op på pension.
I dag har omkring hver fjerde folkepensionist stadig kun folkepensionen, lidt ATP-penge og måske individuel pension at leve for. Men i 1995 gjaldt det omkring halvdelen af alle ældre, og i 2075 forventes det kun at være lidt over hver tiende, der må klare sig for så få midler. En meget stor del af fremtidens pensionister bliver velhavende. De kan se frem til at få næsten det samme i pension, som de fik, da de var i arbejde. For dem med de laveste indkomster er der endda udsigt til, at de får det samme eller lidt mere ind på kontoen efter pensioneringen.
Fem andre lande har i dag ligesom Danmark en såkaldt indeksering af pensionsalderen. Det vil sige, at de vil lade pensionsalderen stige, når levealderen stiger. Til forskel fra Danmark har Estland, Finland, Holland, Portugal og Sverige imidlertid ikke en fuld indeksering. De lader pensionsalderen stige langsommere end den forventede levealder. I praksis er det det samme, Pensionskommissionen nu foreslår.
Også på et andet væsentligt punkt adskiller det danske system sig fra de øvrige landes, nemlig når det gælder de offentlige pensioners størrelse. Herhjemme stiger pensioner i takt med lønningerne, mens man i Finland, Holland og Sverige nøjes med at lade dem følge priserne. I disse måneder ville mange pensionister nok foretrække det sidste, fordi priserne stiger så voldsomt, men i det lange løb stiger lønninger mere end priser. Over nogle årtier bliver det til mange penge ekstra til danske pensionister i forhold til andre.
Et fordelingspolitisk spørgsmål, der derfor kunne melde sig for politikerne, er: Hvorfor skal mange pensionister i fremtiden have næsten samme beløb til rådighed, som da de var i arbejde? Burde man i højere grad lade fremtidens pensionister betale selv, hvis de vil forlade arbejdsmarkedet tidligere end den officielle pensionsalder?
Så vidt går pensionskommissionens forslag ikke, men nu bliver det op til regeringen og de borgerlige forligspartier at udmønte de ideer, den har lagt frem om at bløde op på pensionsalderens stigning og gøre systemet lidt enklere. Det er dog svært at forestille sig, at det vil ske inden næste valg. Og selvom der på papiret er masser af penge at hente hos fremtidens velhavende pensionister, hvis man vil finansiere en lavere pensionsalder, er det tvivlsomt, om politikerne vil vælge samme vej som vores nabolande. Uanset at det ikke vil ramme ældre her og nu, vil det let blive tolket som et angreb på de ældre, der som gruppe betragtes som svag, skønt en stor og stigende andel vil have en meget solid økonomi. Den lægger man sig nødigt ud med politisk.
Dette er en politisk analyse.