Prøv avisen

Danske politikere drømte om mere krig efter 1864

"I dag er det formentlig de færreste, der ved, hvor tæt landet dansede på afgrunden i årene efter nederlaget i 1864," siger bogaktuelle Tom Buk-Swienty. På billedet ses en buste af Kong Christian IX foran Dybbøl mølle ved Sønderborg i Sønderjylland. Foto: A E Andersen Denmark

Det er et underbelyst stykke danmarkshistorie, at vi i 1870 var uhyggelig tæt på en katastrofal krig, der kunne have truet nationens eksistens, mener historikere

I 1870 anløb et fransk krigsskib Københavns Havn og blev modtaget med folkelig jubel.

Om bord var en fransk chefforhandler, der var taget til Danmark for at sikre sig danske soldater i krigen mod Prøjsen. Og langt op i den daværende danske regering var man klar til at gå i krig mod prøjserne for at vinde Slesvig eller en del af landsdelen tilbage selv efter det store nederlag i 1864.

LÆS OGSÅ: At rejse sig er at leve

Netop disse planer om dansk-fransk alliance er dog en stærkt underbelyst del af den danske historie, mener forfatteren Tom Buk-Swienty, der skriver om episoden i første bind af sin bog om Kaptajn Dinesen, der udkom i går:

I dag er det formentlig de færreste, der ved, hvor tæt landet dansede på afgrunden i årene efter nederlaget i 1864. Mange tror, at danske politikere havde droppet al lyst til mere krig. Men allerede i 1866 undersøgte den danske regering i al hemmelighed, om Bismarck ville give en del af Slesvig tilbage, hvis Danmark hjalp prøjserne i deres krig mod Østrig. Og da Frankrig tilbød Danmark et alliancepartnerskab i den fransk-tyske krig, så mange danske toppolitikere det som en mulighed for at vinde en del af det tabte tilbage. Men hvis Danmark var gået med i den krig, kunne det have været helt slut med Danmark som selvstændigt land, siger Tom Buk-Swienty, der tidligere har skrevet om nederlaget i 1864 i bøgerne Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.

LÆS OGSÅ: Krig tager liv og giver mening

Han bakkes op af historikeren Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet, der selv arbejder på en kommende bog om den periode:

Det er helt rigtigt, at den del af danmarkshistorien er underbelyst. Der er jo en tendens til at glemme de katastrofer, der ikke blev til noget. Men Danmark var uhyggelig tæt på en ny krig dengang, og det kunne have truet landets eksistens, vurderer Rasmus Glenthøj og tilføjer:

I dag er det nemt at sige, at man selvfølgelig ikke skulle have deltaget i krigen. Men dengang var politikerne under et stort folkeligt pres for at alliere sig med Frankrig. Man sad helt bogstaveligt ved forhandlingsbordet med franskmændene. Og selv den tidligere konseilspræsident Carl Christian Hall pressede på for at skrive under på aftalen.

Den danske regering var dog splittet. Kongen, der dengang stadig havde noget at sige politisk, var imod flere krigseventyr, og Udenrigsministeriets direktør Vedel, som i det skjulte styrede sin vægelsindede minister, var så skeptisk over for idéen om dansk deltagelse i krigen, at han foreslog at stille krav om franske sejre, før der kunne blive tale om en krigsaftale, forklarer Glenthøj.

Mange anså dengang Frankrig for Europas stærkeste militærmagt, men Vedel gennemskuede som den første, at Frankrig stod på lerfødder som militærmagt. Forhandlingerne trak derfor ud, mens den danske regering modtog meldinger om det ene franske nederlag på slagmarken efter det andet. Det fik også justitsminister Krieger til at vende sig imod tanken om en alliance med Frankrig. Og til sidst trak de danske politikere sig helt ud af aftalen. Men det var uhyggelig tæt på, fastslår Rasmus Glenthøj.

Tom Buk-Swienty mener oven i købet, at historien skal skrives om i den folkelige bevidsthed:

Det var ikke 1864, der endegyldigt knækkede den danske selvforståelse som afgørende militærmagt. Først efter det franske nederlag mod prøjserne resignerede de danske politikere for alvor. Herfra valgte man en mere defensiv udenrigspolitik, der holdt helt op til Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Og siden har Danmark jo kastet sig ud i flere nye krige, siger han.