Hvis bare vi talte, som vi synger, var dansk nemt nok, siger ekspert i børns sprogtilegnelse Torkil Østerbye – og bryder ud i sang: ”Der bor en ba-ger i Nør-re-ga-de …”.
”Men det gør vi ikke,” fortsætter han og gentager verselinjen, som man ville udtale den, hvis man blev spurgt om vej til den nærmeste bager: ”Dabooenbaaå i Nøøørgaaø”.
Kristeligt Dagblad har bedt Torkil Østerbye, der er lektor og ph.d. ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse, VIA University College, om at forholde sig til en videnskabelig artikel på forsker-platformen The Conversation, publiceret af to andre danske sprogforskere, professor Morten H. Christiansen fra Cornell University i USA og adjunkt og ph.d. i kognitionsvidenskab fra Aarhus Universitet, Fabio Trecca.
Og han er enig: Danske børn er bagud fra start, når det gælder om at tilegne sig deres modersmål.
”Dansk udtale er svær at afkode. Forestil dig lille Ida, som kommer gående med sin forældre, og far siger: ’Se, der kan man få røget ørred’. De sidste to ord er stor set én lang vokal, og problemet for Ida er her, at hun ikke kan høre, hvornår det ene ord holder op og det næste begynder – eller hvor mange ord, der overhovedet er tale om,” siger Torkil Østerbye.
Af artiklen i The Conversation fremgår det blandt andet, at sammenlignet med norske børn kender danske børn 30 procent færre ord, når de er 15 måneder gamle. Desuden er de længere tid om at mestre datid på samme plan som de små nordmænd.
Sådanne forskningsresultater har Morten H. Christiansen og Fabio Trecca tidligere publiceret, men et samlet overblik manglede, og det har de to forskere nu forsøgt at levere med denne nylige artikel, forklarer Fabio Trecca i telefonen fra fødelandet Italien, hvor han netop nu er på ferie.
”Danske børn ligger på sidstepladsen på listen over de 13 sprog, vi har sammenlignet med,” siger han og peger på de mange forskellige vokallyde i dansk som en del af udfordringen.
Dem har vi 40 af – på dansk laver man mange konsonanter om til vokallyde i talesproget, mens engelsk blot har 13-15 vokallyde, lidt afhængig af dialekten.
”Først i treårsalderen indhenter danske børn de norske og svenske. Og når vi ser på grammatikken, er de forsinket helt op til otteårsalden med hensyn til datid, primært fordi man på dansk snupper endelserne på svagt bøjede verber, når man taler. Helt generelt sker der en sneboldseffekt af forsinkelser, fordi der hersker en generel forvirring om, hvad der er hvad,” siger Fabio Trecca, som også nævner, at danskerne ”sluger” omkring en fjerdel af alle stavelser.
For at undersøge, om mange vokallyde sætter farten ned, når man skal lære sit modersmål, satte forskerteamet et antal to-årige foran en skærm, som viste to billeder ad gangen – for eksempel af en bil og en abe – og målte børnenes reaktion.
Når de to-årige hørte den konsonantrige sætning ”Find bilen!”, kiggede de ret hurtigt på billedet af bilen, mens de i forbindelse med den vokalfyldte sætning ”Her er aben!” – der lyder som ”heer-ahben!” var et halvt sekund længere om at flytte blikket til billedet af aben.
Men som voksen er der også fordele ved at have haft en lidt bøvlet – eller avanceret, om man vil – indlæringsproces, siger Fabio Trecca:
”Danskere er mere end andre afhængige af konteksten, når de skal forstå hinanden, fordi sproget er så uklart, som det er. Derfor kan jeg godt forestille mig, at de er gode til at aflæse hele samtalesituationen, til at sætte sig i andres sted og udvise empati. For når man er vant til at drage informationer fra konteksten, må man generelt blive bedre til at forstå andre mennesker,” siger han.
”I vores eksperimenter kan vi i hvert fald se, at fordi konteksten betyder så meget, forstår danskerne også hinanden forholdsvis godt i støj, altså i en situation, hvor der er mange mennesker samlet til en fest for eksempel. Som dansker er man simpelthen mere ’robust’, når talesignalet udfordres, fordi man i forvejen er vant til at læse situationen. Vi har også en idé om, at danskere, der bliver ældre og måske taber lidt hørelse, er bedre til at forstå hinanden end nordmænd og svenskere, som forlader sig mere på det tydeligt udtalte ord,” siger Fabio Trecca.
Torkil Østerbye har flere konkrete eksempler på vokaludfordringer i det danske sprog. For eksempel i sætningerne ”er en dyrskueuge uudholdelig?”, ”her er harer” eller som hørt i dyrehandlen: ”Er det en ara, Anders?”
”Det er helt acceptable danske sætninger, men når man udtaler dem, får man et utroligt langt vokalstykke, som gør det umuligt for et barn at vide, hvor og hvornår det her stopper,” siger han.
Men på et punkt er danske spædbørn måske meget hurtigere end de fleste, fortæller Tokil Østerbye, som har forsket i småbørns evne til identificere ikke-danske lyde. Blandt andet ved at bringe sproget hindi i spil. Hindi tales i de fleste nordlige og centrale indiske delstater.
”På hindi har man et d som i Dennis, men der er også et, hvor man krøller tungen tilbage i munden, et retroflekst d. Og det skal danske børn ikke bruge til noget som helst. I engelske undersøgelser har vi set, at babyer på mellem 6 og 12 måneder zoomer ind på de lyde, der er relevante for deres sprog rundt omkring i verden.”
”Men ifølge de undersøgelser, jeg har foretaget, ser den sortering ud til at ske tidligere for danske babyer. Måske fordi de har så travlt med at få de her vokallyde på plads. Det er faktisk ret ressourcekrævende,” siger Torkil Østerbye.
Endnu en pudsig følge af vokallyds-rigdommen er, at danskere ifølge forskeren er usædvanligt gode til opfange den mindste slinger i valsen fra udlændinge, der taler dansk.
”Ofte hører vi det umiddelbart, hvis vores 40 vokallyde ikke sidder lige i skabet. Dansk er et af de mest vokalrige sprog i verden,” siger han og giver på falderebet tre eksempler på ord, som skrives på en måde og udtales på en anden:
”Bogstavet j i ’at fejre’ bliver til et i. I ordet ’kogle’ forsvinder g’et. Og datidsformen af ’at bade’ er et næsten endeløst ord: ’badede’”.