Prøv avisen

Danske soldater ivrige efter at blive udsendt

Risikoen for at miste livet eller blive livsvarigt skadet afholder på ingen måde nye danske soldater fra at søge om udsendelse. Flere nyuddannede søger, mens der bliver færre pladser. Foto: Niels Ole Qvist.

Risikoen for at miste livet eller blive livsvarigt skadet afholder på ingen måde nye danske soldater fra at søge om udsendelse. Flere nyuddannede søger, mens der bliver færre pladser

42 danske soldater er omkommet i Afghanistan. I Irak døde syv. Tusindvis er vendt hjem med fysiske eller psykiske skader. Eller begge dele.

LÆS OGSÅ: En soldat der har gjort sin pligt

Den menneskelige risiko ved en militær udsendelse er til at føle på, men det afholder ikke nye danske soldater fra at søge om at blive sendt ud. Tværtimod. De seneste fire år er antallet af nye soldater, der ønsker at komme på mission, steget, mens antallet af pladser er faldet, fordi Danmark neddrosler sit udenlandske militære engagement.

For at blive udsendt første gang skal en soldat efter endt værnepligt optages på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse, HRU, som varer otte måneder. I 2008 søgte 1099 personer ind, mens 1181 søgte ind sidste år. De samme år er antallet af førstegangsudsendte soldater faldet fra 574 til 147.

Hverken risikoen eller den forringede mulighed for at komme af sted afholder altså soldaterne fra at ville udsendes, særligt til Afghanistan. Det er der flere årsager til, forklarer Vibeke Schmidt, chefpsykolog i Forsvaret.

Der er et helt klart hierarki over ønskerne om udsendelse, og særligt de unge søger ind på HRU, fordi de populært sagt vil ud og gøre en forskel. Lidt længere nede i hierarkiet kommer selve oplevelsen, og så spiller det særlige kammeratskab ind, hvor man er sammen på liv og død. Endelig tiltaler det mennesket som sådan at føle, at man har været en del af noget større.

Tanken om at være en del af noget større gør sig gældende for udsendelser til Afghanistan, Balkan og tidligere Irak. Men i det ideal ligger også en pligtfølelse, mener både hærprovst Thomas Beck og feltpræst Jørgen Christian Madsen. Sidstnævnte er i dag sognepræst i København, men har tidligere været i Irak og Afghanistan.

Der er en stor pligtfølelse blandt soldaterne, også de unge. Flosklen at gøre en forskel er næsten ikke til at holde ud, men det er det, det handler om. De vil yde deres, og sådan er det i mange af livets forhold. Hvis man brænder for sagen, er man villig til at kaste sig ind i den trods risikoen, siger Jørgen Christian Madsen.

Risikoen ved en udsendelse er alle soldater bevidste om, mener chefpsykolog Vibeke Schmidt. For hvis soldaterne ikke selv er det, skal familien nok gøre dem opmærksomme på det. Og faremomentet kan ligefrem være en drivkraft.

Det kan give et ekstra element at være sammen på en måde, så man kan modstå risikoen og holde hovedet koldt. Menneskeligt er der noget særligt ved at kunne tænke klart og handle, selvom man er udsat, siger hun.

Soldaternes motivation for at lade sig udsende ændrer sig dog undervejs på en mission, fremfører Stéphanie Vincent Lyk-Jensen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

I den netop udkomne SFI-rapport Soldater før og efter udsendelse har 450 danske soldater angivet deres motivationsovervejelser, og svaret er tankevækkende.

Inden udsendelse vejer idealistiske grunde som at opbygge et demokrati og at gøre en forskel tungt, mens det mere personlige som at få en oplevelse ikke er så vigtigt. Men når soldaterne kommer hjem, vejer det personlige tungere. Hvorfor de føler sådan er svært at svare på, og det hører med, at for dem, som havde været i Afghanistan, fyldte idealismen stadig meget, mens en gruppe fra en mission i Libanon var mere optaget af oplevelsen og de gode penge.