Danske styrker bliver i Kosovo lige så længe som spændingerne

I 22 år har Danmark bidraget med styrker til en Nato-ledet mission i Kosovo.

Og der vil formentlig være danske soldater til stede i Kosovo "et godt stykke ind i fremtiden".

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S), der fredag besøgte de omkring 40 danske soldater, som hjælper med at bevare freden i området.

- Som jeg ser det, så kommer vi til at være i Kosovo, så længe der er de markante spændinger, som vi ser i dag. Det kan der ikke sættes en slutdato på.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at den danske tilstedeværelse sammen med det øvrige Nato-bidrag - som nu er den største Nato-mission, der er - er ret væsentligt. At det er den største Nato-mission, understreger behovet for en tilstedeværelse. Det skal vi selvfølgelig bidrage til fra dansk side, siger hun.

Den 12. juni 1999 kørte de første Nato-soldater ind i det borgerkrigshærgede Kosovo, som dengang var en serbisk provins.

Danmark var med fra begyndelsen, og siden har flere end 10.000 danske soldater gjort tjeneste som del af Nato-missionen.

Nato greb ind i konflikten, fordi den serbiske regering forsøgte at nedkæmpe et kosovoalbansk oprør, hvor over en million mennesker blev drevet på flugt.

Og siden har danske soldater været med til at skabe fred og stabilitet i området.

Kosovo udråbte sig selv som en uafhængig stat i 2008. Indtil da var Kosovo en del af Serbien. Hovedparten af befolkningen er kosovoalbanere.

I dag er kerneopgaven at bevare freden i det tidligere konfliktramte område. Og det er en vigtig opgave, understreger forsvarsministeren.

- Jeg har været i Kosovo for at besøge vores danske bidrag, som er med til at løfte den vigtige opgave, der fortsat er for at holde de spændinger, der er i regionen, nede. Og det er helt afgørende.

- Både for at der ikke er nye konflikter, der bryder ud, og for at stabiliteten bliver opretholdt. Men det har også stor betydning i forhold til den øvrige del af Europa, i forhold til at der ikke er konflikter i den del af vores lokalområde, siger Trine Bramsen.

Hun fortæller om besøget, at det var en stor fornøjelse at opleve, at de danske soldater "får ros og anerkendelse fra alle sider" - herunder også fra lokalbefolkningen.

/ritzau/