Danske udvandrere viser vejen for vellykket integration

Ved ikke at bosætte sig i etniske enklaver lykkedes det for danske immigranter i USA og deres efterkommere at blive integreret i det amerikanske samfund. Det er konklusionen i ny forskning, som får manden bag til at kritisere vores nuværende integrationspolitik og ønske, at ghettoerne fjernes, og flygtninge og indvandrere spredes. Andre forskere peger derimod på netop ghettoen som et godt udgangspunkt for integration

I et omfattende forskningsprojekt har man undersøgt, hvordan det gik for de hundredetusinder af skandinavere, der udrejste fra Norge, Sverige og Danmark i 1800-tallet for at søge lykken i Amerika.
I et omfattende forskningsprojekt har man undersøgt, hvordan det gik for de hundredetusinder af skandinavere, der udrejste fra Norge, Sverige og Danmark i 1800-tallet for at søge lykken i Amerika. . Foto: Martin Thomas/ritzau.

Etniske kolonier modarbejder integration.

Så kort kan man formulere en af de væsentlige konklusioner i den nye doktorafhandling ”Fra skandinavisk immigrant til amerikaner” af museumschef og adjungeret professor ved Syddansk Universitet, Torben Grøngaard Jeppesen.

I et omfattende forskningsprojekt har han undersøgt, hvordan det gik for de hundredetusinder af skandinavere, der udrejste fra Norge, Sverige og Danmark i 1800-tallet for at søge lykken i Amerika. Og han har blandt andet fundet ud af, at danskerne er den gruppe, der har klaret sig bedst – både i forhold til erhverv, indkomst og uddannelse.

”Jeg har undersøgt forholdene for de skandinaviske immigranter helt frem til i dag, hvor vi nu taler om 5. generation. Og det er tydeligt, at mens nordmænd og svenskere bosatte sig i etniske kolonier med deres landsmænd, så fik det afgørende positiv betydning for integrationen, at danskerne derimod bosatte sig der, hvor de kunne få den bedste jord eller det bedste arbejde. Ude blandt andre nationaliteter,” siger Torben Grøngaard Jeppesen.

Han peger samtidig på, at det ofte var med kirken og præsten som samlingspunkt, at nordmændene og svenskerne bosatte sig i etniske kolonier, eller ”ghettoer”, som museumschefen også betegner de små enklaver.

”Mens kun otte procent af de udvandrede danskere blev medlemmer af en dansk kirke, så er tallet blandt nordmænd 50 procent. Kirken er selvfølgelig ikke i sig selv negativ, men du møder jo kun folk fra dit eget oprindelsessted i menigheden og lærer derfor heller ikke nødvendigvis det nye sprog. Det gælder for eksempel for de norske kvinder, hvor 20 procent aldrig lærte det amerikanske sprog. Derimod viser min forskning, at integrationen forbedres, hver gang man bryder med et etnisk element. Og det gælder altså både kirken, de sociale kontakter og miljøet i det hele taget,” forklarer Torben Grøngaard Jeppesen.

Han mener derfor, at vi bør se på vores nuværende integrationspolitik som forfejlet. For ved at samle folk med samme etnicitet i særlige boligområder, skader vi ifølge Torben Grøngaard Jeppesen lige præcis det, vi egentlig gerne vil opnå: integration og dermed sammenhængskraft.

”Vi har troet på, at man skulle samle folk og blandt andet satset på modersmålsundervisning. Men som nation har vi dermed begået en kæmpe brøler. Og i stedet for at tale om tage endnu flere etniske hensyn, som for eksempel at skabe rene etniske klasser i gymnasiet, så må vi lave en fordelingspolitik, så vi får spredt og fordelt de folk, der kommer hertil med anden etnisk baggrund. For deres egen og de kommende generationers lykkes skyld, men også af hensyn til vores samfund, der ellers risikerer at miste noget af den grundlæggende sociale tillid, som skaber sammenhængskraft i vores samfund.”

Men Torben Grøngaard Jeppesen har ikke ret i, at ghettoer og etniske kolonier i sig selv er problemet. Det siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Anna Piil Damm, der i flere år har forsket i flygtninge og indvandreres mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Og her viser det sig faktisk, at netop ghettoerne kan være et godt sted at starte, fortæller hun:

”Det kan være en fordel for integrationen, at flygtninge og indvandrere bor tæt sammen til at begynde med. Dels kan man tale om nogle ’etniske goder’ som for eksempel muligheden for at praktisere sin egen religion, få fat på de velkendte fødevarer og dermed opleve en tryghed ved noget velkendt i det nye og fremmede. Men min forskning viser også, at ghettoerne kan hjælpe en ud på arbejdsmarkedet. En betydelig andel af ikke-vestlige indvandrere får nemlig et arbejde gennem netværk med andre ikke-vestlige indvandrere. Kontakten med danskere ser derimod ikke ud til at have betydning for integrationen på det danske arbejdsmarked. I hvert fald ikke de første seks år efter man har fået asyl.”

Anna Piil Damm kan med sine undersøgelser også påvise, at det ikke er antallet af indvandrere og flygtninge der bor et sted, som er afgørende for integrationen på arbejdsmarkedet.

”Det er derimod andelen af ikke-vestlige indvandrere, der har et arbejde, som har betydning for, om de nytilkomne også kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi ikke nødvendigvis se det som et problem, at folk med samme etniske baggrund bosætter sig sammen, ” siger Anna Piil Damm, der dog tilføjer, at vores integrationspolitik har vist sig at være for kortsigtet.

”Det viser sig desværre, at der er meget stor forskel på antallet af danskere og flygtnige eller indvandrere, der fortsat er i arbejde efter seks år. Det er selvfølgelig godt og rigtigt at få de nye tilflyttere hurtigt ud på arbejdsmarkedet, men hvis de skal kunne fortsætte tilknytningen, så er vi nødt til at satse på kompetencegivende uddannelse også. Ellers risikerer de at miste jobbene. Og det går ud over integrationen.”