På en iskold februar formiddag i Brøndby Strand på Københavns Vestegn er Aslan på 29 år ved at betjene dagens kunder i Dyrup Farvecenter. Han er født i Danmark, opvokset i Brøndby Strand og indehaver af farvehandlen, hvor han har arbejdet i ni år. Han opfatter sig selv som dansk.
”Begge mine forældre kommer fra Tyrkiet, men jeg føler mig mere dansk end tyrkisk,” siger han og forklarer, at han ikke ved, hvad han skal gøre yderligere for at blive betragtet som dansk.
”Jeg føler selv, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg har en farvebutik, hvor jeg arbejder mere end 37 timer om ugen, og er far til tre børn i en familie, hvor vi taler dansk ved middagsbordet,” siger han.
”Nogle politikere ser mig som en udlænding, fordi de synes, at en rigtig dansker er lys i huden. Jeg ser en dansker som en, der har dansk pas, opfører sig pænt, respekterer sine medmennesker, går på arbejde, betaler skat og lærer sproget.”
Han erkender, at der bor mange med anden etnisk baggrund end dansk i området, men han har aldrig set det som et problem at vokse op i Brøndby Strand. Og selvom han ikke mener, man bør skelne imellem danskere og ikke-danskere på bagrund af hudfarve eller religion, omtaler han alligevel flere gange de venner, han er vokset op med som ”udenlandske”. På spørgsmålet om, hvorfor han gør det, svarer han: ”Det er jo det, vi bliver kaldt. Så det er jeg vel nok bare blevet vant til at sige selv.”
Torsdag i sidste uge vedtog et flertal i Folketinget et omdiskuteret forslag, fremsat af regeringen og Dansk Folkeparti (DF). Forslaget blev vedtaget med 55 stemmer mod 54. Baggrunden for forslaget var et spørgsmål fra Martin Henriksen (DF). Han ville vide, hvad udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ville gøre ved, at ”danskerne” nu var kommet i mindretal i den københavnske forstad Brøndby Strand.
I formuleringen stod blandt andet, at ”Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 procent (…) Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”
Forslaget har siden i fredags vakt en del kritik. Især formuleringen om ”danskere” som en modsætning til ”efterkommere fra ikkevestlige lande” har fået flere til at spørge, om man ikke kan være dansk, hvis man har en ikke-vestlig baggrund.
Blandt andet fik det i fredags Brøndby Kommunes borgmester, Kent Max Magelund (S), til tasterne: ” Her går grænsen!” skrev borgmesteren og fortsatte:
”Lad mig sige klart og tydeligt: Her i Brøndby har danskerne mange farver, mange religioner og familier med rødder i mange lande. Men vi elsker Danmark, og vi vil ikke finde os i, at Folketingets flertal frarøver nogen af os retten til at være danskere!”
Den aktuelle debat har også skabt intern debat i Venstre, efter at indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen (V) påpegede, at formuleringen i udtalelsen var ”kvajet”.
Den kritik blev så efterfølgende undsagt af integrationsordfører Marcus Knuth (V), som påpegede, at Jan E. Jørgensen ikke talte på folketingsgruppens vegne, og at Venstre stadig stod ved vedtagelsens formulering.
I sidste uge udsendte FN’s specialrapportør for religions- og trosfrihed en ny rapport, som advarede den danske regering om, at ”danskhedsdebatten” kan være skadelig. I stedet anbefalede FN’s specialrapportør, at regeringen skaber en mere ”inkluderende forståelse af dansk identitet”, skrev dagbladet Information fredag.
Tilbage i Brøndby Strand. Mellem dåser af flåede tomater og syltede agurker i bydelens lokale Netto står 28-årige Pinar og forsøger at holde styr på sine to livlige niecer. Som dansk statsborger med tyrkiske rødder forstår hun ikke, hvorfor hun er mindre dansk end de af hendes medborgere, der har rødder i vestlige lande.
”Det gør mig ikke mindre dansk, at jeg har en anden religion eller en tyrkisk baggrund,” siger Pinar og peger rundt på hylderne i konser-vesafdelingen. ”Danskhed er da netop også at spise det samme mad fra supermarkedet og at arbejde for og betale til det samfund, som jeg er vokset op i.”
Pinar pendler hver dag til København, hvor hun er sekretær for Advokatsamfundet. Og som en borger, der bidrager til det danske samfund, synes Pinar ikke, at hun skiller sig ud fra andre danskere, selvom hun som majoriteten af Brøndby Strands beboere har ikke-vestlige rødder.
”Jeg synes ikke, at det har været sværere at være og føle mig dansk, bare fordi jeg er vokset op i Brøndby Strand. Men det giver mig da en tryghed, at vores egen borgmester støtter op om, at mennesker med forskellige baggrunde sagtens kan leve sammen, uden at det påvirker, hvor dansk den enkelte føler sig,” siger Pinar.
På det lokale pizzeria i bycenteret ikke langt fra Netto er Mustafa (36 år) ved at ælte dej til den næste pizza. Han kom til Danmark som 11-årig i 1991 og er i dag dansk statsborger, men han føler sig ikke dansk. I stedet føler han sig som en ”andenrangsborger.”
”Jeg ved ikke, hvad jeg er. Jeg føler mig hverken som en dansker eller en tyrker. For selvom Danmark er mit hjem, bliver jeg her set som en tyrker, og når jeg rejser på ferie til Tyrkiet, bliver jeg set som en dansker,” siger Mustafa.
At han til enhver tid ville vælge Danmark som hjemland frem for Tyrkiet, er Mustafa slet ikke i tvivl om. Men dansker kommer han aldrig til at føle sig, fortæller han.
Flere kilder har ønsket kun at medvirke med deres fornavne, men deres fulde navne er redaktionen bekendt.