Drømmen om den store gevinst kombineret med den digitale udvikling sætter sig nu tydelige spor i danskernes spillelyst.
Ikke mindst det voksende antal onlinekasinoer oplever en markant vækst i omsætningen. I 2012 omsatte danske onlinekasinoer for 15,7 milliarder kroner. I 2018, som er det seneste år, hvor den samlede omsætning er opgjort, var tallet oppe på 53,7 milliarder kroner. Det svarer til, at hver danske husstand bruger 19.825 kroner på onlinespil om året.
Der er altså tale om mere end en tredobling af omsætningen hos onlinekasinoer på bare seks år. Det viser tal fra Spillemyndigheden, en styrelse under Skatteministeriet, som skal sikre et ordentligt og reguleret spilmarked i Danmark.
En del af omsætningen betales tilbage i form af gevinster, og i det lys er det ikke overraskende, at mange danskere bliver revet med af de mange onlinespil. De er nemlig designet sådan, at de udløser det vigtige signalstof dopamin i hjernens belønnings-system.
Det forklarer Thomas Marcussen, klinikleder og psykolog på forskningsklinikken for ludomani på Aarhus Universitet.
”Onlinekasinoer er i gang hele tiden, og de har en heftig stimuli, der fortæller spilleren, at det er lige ved og næsten, at de vinder. Det blinker, klirrer og går ufatteligt hurtigt. Et spil tager to sekunder, og så kan du spille igen. Hvis det går langsommere, så gider folk ikke spille, da det bliver uinteressant. Interessen fastholdes ikke af selve spillet, men af dopaminudskillelsen, der sker, hver gang man spiller.”
I 2012 blev der i Danmark gennemført en liberalisering af markedet for pengespil, og ifølge Center for Ludomani findes der i dag 45 forskellige onlinekasinoer i Danmark.
Center for Ludomani arbejder med forebyggelse og behandling af ludomani, og centerleder Michael Bay Jørsel mener, at populariteten skyldes, at spillene er nemt tilgængelige. Det kræver bare, at man finder mobilen frem:
”Vi går alle rundt med en smartphone i lommen, og hvis du vil gamble, kan du gøre det når som helst og hvor som helst. Du behøver ikke engang at bevæge dig uden for din dør for at spille,” siger han og tilføjer, at over to tredjedele af de personer, der henvender sig på Center for Ludomani, er afhængige af at spille på onlinekasino, og at 53 procent af alle henvendelser er fra unge mellem 18 og 30 år.
Det er ikke selve spillene, der er problemet, men den afhængighed, som nogle spillere bliver fanget i, mener Michael Bay Jørsel.
”De fleste henvender sig, fordi gælden er blevet så stor, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Det er mennesker, der er helt derude, hvor alle broer er brændt. Det gældende mønster er, at man fortsætter spillet, fordi man tror, man kan vinde pengene igen, og når det ikke sker, bliver man tung af skyld og skam og frygter at blive opdaget. Har man én gang oplevet at vinde, tror man, at det sker igen,” siger han.
Center for Ludomani oplyser, at i 2012 var der 400 reklamer for spil i døgnet. I midten af 2019 løb der 1200 reklamer over danskernes forskellige skærme i døgnet.
Og netop de mange reklamer for spil om penge er det helt store problem, mener man hos interesseorganisationen Alliancen mod Spilafhængighed. Organisationens mærkesag er netop at forbyde reklamer for hasardspil som for eksempel onlinekasino:
”Det massive omfang af reklamer for spil normaliserer gambling i samfundet og forsøger at gøre det normalt at spille om penge. Reklamerne får flere til at spille, og det er helt simpelt: Jo flere personer, der gambler på produkter designet til at skabe afhængighed, desto flere risikerer at blive afhængige af dem,” siger formand Sune Røper.
Hos Spillemyndigheden, som skal sikre et ordentligt spilmarked, er man både opmærksom på markedet for spil og at beskytte spillerne:
”Vi kan konstatere, at der er et større udbud af onlinekasinoer i Danmark. En naturlig følge af det er, at omsætningen stiger. Og ligesom andre forretninger i Danmark tjener også onlinespil som grundlag i statskassen,” siger Linda Lomborg, kontorchef i Spillemyndigheden.
Hvad med den afhængighed, som spillene kan medføre? Den koster vel også penge for staten?
”Ja, men ligesom med så mange andre ting er der et iboende kompleks, når man taler om spil. Det, der skal tjene som underholdning, og som også gør det for langt de fleste, er et problem for de få. Vores myndighed skal sikre balance og regulere markedet, men det er også en højt prioriteret opgave at beskytte spillerne ved at tage hånd om de udfordringer, der kan være forbundet med spil.”
Løfter I opgaven godt nok?
”Ja, vi forvalter den lovgivning, som politikerne har udstukket, til fulde.”