Der er en forståelsesmæssig kløft mellem danskerne på den ene side og svenskerne og nordmændene på den anden. Kløften bunder dels i, at dansk opfattes som et utydeligt sprog af vore nordiske broderfolk. Men en langt væsentligere barriere opstår, fordi vi danskere gennem flere hundrede år er blevet opdraget til, at der kun findes én rigtig måde at sige eller skrive ordene på.
LÆS OGSÅ: Har dansk sprog en fremtid?
Sådan vurderer to danske eksperter i talesprogets forandring, Frans Gregersen og Jens Normann Jørgensen, der begge er professorer tilknyttet Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier på Københavns Universitet.
En ny norsk undersøgelse om sprog- og medievaner, hvor analysefirmaet Respons Analyse har ringet op og interviewet cirka 2400 danskere, svenskere og nordmænd, peger på, at danskerne skiller sig ud. Dansk talesprog regnes for sværest at forstå af svenskere og nordmænd, og over halvdelen af danskerne synes, at såvel svensk som norsk er meget svært at forstå. En af de angivne årsager til den sproglige kløft skulle være, at dansk er det sprog, som forandrer sig hurtigst, og at forandringen kommer til udtryk ved, at udtalen bliver stadig mere utydelig.
Hertil siger centerleder Frans Gregersen, at hans center meget gerne vil undersøge, om det er rigtigt, at dansk forandrer sig så hurtigt. Indtil videre er dette nemlig mere en hypotese end en dokumenteret kendsgerning. Især vil en sammenligning af dansk og svensk være interessant, idet Norge skiller sig ud ved at have to ligestillede sprogformer, nynorsk og bokmål.
Dansk er det sprog, som er gået længst i retning af at udviske tryksvage vokaler. Det gør, at det kan være svært at høre, hvornår ordene slutter, og det kan være en af årsagerne til, at nordmænd og svenskere har svært ved at forstå os, siger Frans Gregersen, hvis personlige hypotese er, at dansk er det sprog, som udtalemæssigt forandrer sig mest, mens svensk får tilført flest nye ord.
Hvis dansk udtale er i særlig hurtig forandring, så tyder meget på, at danskerne til gengæld er enige om den. Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier har siden 2005 undersøgt sproget hos skoleelever på 9. klassetrin, og her ser man, at forskellene mellem landsdele svinder ind til nogle variationer i intonationen.
Der er sket en voldsom standardisering i måden, dansk tales på. Stort set alle dialektforskelle er udvisket hos den generation, påpeger Frans Gregersen, som anfører, at den eneste markante bevægelse i retning af sproglig mangfoldighed i Danmark udgår fra de storbymiljøer, hvor en stor del af befolkningen har mindretalsetnisk baggrund og taler dansk som andetsprog, som det kaldes i uddannelsessystemet.
Danskerne har en klar opfattelse af, at deres eget sprog lyder, som det lyder. Det er op til modtageren at forstå det, og hvis det mislykkes, er det ligemeget. Det kunne være gavnligt, hvis danskerne blev skolet mere i retning af at tænke på modtageren, vurderer Frans Gregersen.
Ifølge Jens Normann Jørgensen er Danmark kendetegnet ved, at vi sammen med Litauen og Frankrig hører til de mest intolerante sprogsamfund i Europa. Det vil sige, at vi har én fælles forståelse af, hvordan ordene skal udtales og staves, og at vi nidkært ringeagter og korrekser de sprogbrugere, som afviger bare en smule herfra:
Sproglig intolerance gennemsyrer hele Danmark og det danske uddannelsessystem, hvor vi lærer, at der kun er én måde at gøre det rigtigt på. I det norske uddannelsessystem bruger man en del tid på at præsentere forskellige måder at tale norsk for eleverne. Danskerne bliver ikke tilsvarende uddannet til sproglig variation.
Jens Normann Jørgensen mener, at denne større sproglige tolerance forklarer, hvorfor unge nordmænd er bedst til at forstå de andre nordiske sprog dansk og svensk, selvom det af rent udtalemæssige årsager burde være lettere for en dansker at forstå norsk end omvendt.
Hvis nogen skulle tro, at utydelig udtale og sproglig ensretning er noget, som kendetegner den unge generation i modsætning til den ældre, tager de ifølge Jens Normann Jørgensen fejl. Han peger på, at den sproglige ensretning allerede blev sat i gang, da det københavnske borgerskab og kongen i forening tog magten fra adelen med enevældens indførelse i 1660.
Siden har det eneste, der blev regnet for noget værd i Danmark, været at bo, arbejde, opføre sig og tale som københavnere, forklarer Jens Normann Jørgensen.
Han mener ikke, forståelseskløfterne skal overvindes ved at lære danskerne tydeligere udtale, men derimod ved at lære os at anstrenge os lidt mere, før vi afskriver andres måde at tale på som uforståelig.
Holdningen er, at folk bare har at tale ordentligt. Det betyder, at selv folk som prins Henrik, der taler glimrende dansk, men med accent, bliver mobbet, siger Jens Normann Jørgensen og tilføjer:
I stedet for at lave en pædagogik rettet mod udlændinge, der hedder dansk som andetsprog, burde der være en pædagogik rettet mod os alle, der hedder dansk talt på forskellige måder.