Aldrig er så mange blevet skilt som nu, og skilsmisse er i dag så almindeligt, at hver tredje barn i løbet af sin barndom oplever, at mor og far går fra hinanden.
I de kommende uger vil Kristeligt Dagblad sætte fokus på de brudte familier og konsekvenserne af de mange skilsmisser.
Det danske skilsmissetal har ligget højt siden 1970'erne og hænger nøje sammen med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og velfærdsstatens opståen. Det er således også tydeligt, at lande, der for 20 år siden havde relativt få skilsmisser, nærmer sig det danske niveau i takt med velfærdsstigningen i de pågældende stater.
- Tendensen i Sydeuropa er den samme, som den var i Danmark for 30 år siden. Færre bliver gift, kvinderne får færre børn, og skilsmissetallet stiger. De er bare lidt bagefter os, siger Karin Elwert fra Danmarks Statistik.
Tidligere var Storbritannien i front, når det gjaldt skilsmisser, men nu er det Belgien, der har flest skilsmisser efterfulgt af Danmark.
- I 1950'erne havde Storbritannien den mest udbyggede velfærdsstat og også flest skilsmisser. Nu har Skandinavien de mest fintmaskede velfærdsordninger og dermed høje skilsmissetal, siger historieprofessor Uffe Østergaard, der er uddannet i henholdsvis Danmark og Belgien.
Han mener, at den store stigning i skilsmissetallet i blandt andet Belgien og andre af de katolske lande skyldes et opsparet behov. Disse samfund er under forandring, og det er blevet nemmere og mere socialt acceptabelt at lade sig skille. Forskellen mellem katolske og protestantiske lande mindskes.
- Skilsmisser er et urbaniseringsfænomen og et resultat af moderniseringen. Velfærdsstaten gør, at det ikke kræver en familie at klare sig, og samtidig er der en stigende individualisering, siger Uffe Østergaard, der også peger på, at vi lever længere i dag.
- Før i tiden døde man, før der var behov for en skilsmisse, men i dag, hvor vi bliver 80 år, kan vi nå tre ægteskaber, og sidste skilsmisse tages, når vi går på pension.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
Læs mere i Kristeligt Dagblad