Danskere i udlandet kan få coronavaccine i Danmark

Danskere bosat i udlandet er i mange tilfælde ikke omfattet af Danmarks coronavaccineprogram. Det ændres nu.

Fra mandag kan det blive nemmere for danskere, der bor i udlandet, at få adgang til en vaccine mod coronavirus i Danmark.

Her bliver der nemlig åbnet for, at udlandsdanskere, som er sygeforsikret i Danmark, kan bestille tid til vaccination efter vaccinekalenderen.

Også danskere, der bor i et land uden for EU, Storbritannien og Schweiz, kan få lov til at få en coronavaccine i Danmark.

Det kan ske, hvis man opholder sig på dansk grund i minimum 30 dage. Formålet med opholdet må ikke være, at man skal vaccineres.

Det oplyser flere regioner og Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Som udgangspunkt har udlandsdanskere ellers ikke ret til sygesikring i Danmark. De fleste vil i stedet være sikret i deres nye bopælsland, hvor de derfor kan blive tilbudt en coronavaccine.

Men for de omkring 10.000 danskere, der ikke har den mulighed, er det gode nyheder, siger Anne Marie Dalgaard, der er generalsekretær i foreningen Danes Worldwide.

- I Danes Worldwide er vi rigtig glade for, at der endelig begynder at komme fokus på vores medborgere i udlandet, og at de har mulighed for at blive vaccineret mod corona.

- Corona er en utrolig smitsom sygdom. Den er alvorlig, og vi er i en pandemi, så vi er rigtig glade for, at Danmark også tager ansvar, siger hun.

Indtil nu har det ikke været muligt for danske borgere uden for EU at få tilbudt en vaccine i Danmark.

Det har blandt andet skabt problemer for danskere, der bor i flere afrikanske lande, hvor der ikke er en vaccineplan, eller i Japan, hvor man en periode kun ville vaccinere statsborgerne.

Andre steder har det ifølge Anne Marie Dalgaard skabt bekymring, at de i bopælslandet får tilbudt en vaccine, som ikke er godkendt i EU, fordi det kan begrænse deres rejsemuligheder i EU.

Derfor mener hun også, at den bedste løsning havde været at kalde "en spade for en spade" og tilbyde vaccinen til alle uden betingelser for opholdet. Om nødvendigt mod betaling.

- Danske statsborgere, der bor i udlandet, er en kæmpe ressource for det officielle Danmark. Mange af dem er beskæftigede i danske virksomheder i udlandet eller for danske interesser i internationale organisationer.

- Man vil rigtig gerne hjælpe sit fødeland som dansker i udlandet. Man er loyal over for fødelandet. Så lad os ikke være smålige her, siger Anne Marie Dalgaard.

Danes Worldwide vurderer, at der bor omkring 250.000 danskere i udlandet.

/ritzau/