Danskere imod statsstøttet parterapi

Det er ikke statens opgave at betale for parterapi til børnefamilier, mener et flertal af danskere ifølge ny meningsmåling

Mere end 2.000 børnefamilier har de seneste år taget imod et tilbud om parterapi med støtte fra staten. -
Mere end 2.000 børnefamilier har de seneste år taget imod et tilbud om parterapi med støtte fra staten. -. Foto: Arkiv.

Tusinder af danske par har de seneste år fået parterapi, hvor staten har betalt det meste af udgifterne.

Men et flertal mener ikke, at det er statens opgave at sørge for, at børnefamilier får parterapi, skriver Politiken.

En ny meningsmåling fra Megafon viser, at 58 procent siger nej til statslig krisehjælp til børnefamilierne. 24 procent af de 1.474 adspurgte støtter ideen.

90 procent bliver sammen
Projektet med statsstøttet parterapi blev for nylig evalueret, og siden 2005 har 2.247 par med børn modtaget støtte til terapi. Ifølge evalueringen var 90 procent af de par, der ønskede hjælp til at bevare forholdet, stadig sammen et halvt år efter rådgivningen. Familierne betaler et symbolsk beløb på 300 kroner.

Ifølge Megafon-målingen er det især de borgerlige vælgere, som er skeptiske over for den statsstøttede ordning. Men Dansk Folkepartis familieordfører Rene Christensen mener, at ordningen skal føres videre.

Familiepolitisk ordfører for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, mener, at det er problem, at de dårligst stillede familier bliver væk.

- Jeg ved, der er gode erfaringer med parrådgivningen, men er det voksne mennesker, der ikke har andre problemer end det, så har jeg personligt ikke noget imod, at der er en brugerbetaling. Men de, der ikke kan betale, skal have hjælp. For noget tyder på, at det er nødvendigt for, at børnene ikke skal blive gidsler i forældrenes spil, siger hun til Politiken.