Prøv avisen

Danskere vil være danske - svenskere vil være bedst

Grisehandler Oluf Larsen fra Korsbæk, i Buster Larsens skikkelse, har for mange svenskere stået som indbegrebet af dansk gemytlighed. Foto: Svend Aage Mortensen, DR og .

Historiske rødder og sproglige underforståetheder spiller en større rolle for danskerne end for svenskerne, som helst ser fremad og mener, hvad de siger. Fælles for de to befolkninger er dog, at de elsker at tegne fjendebilleder af hinanden

I 1980'erne og 1990'erne var den danske tv-serie "Matador" vældig populær i Sverige. Serien inkarnerede svenskernes opfattelse af danskerne som et hyggeligt og gemytligt folkefærd og Danmark som et dejligt, lille land, som man ikke beundrede, men meget gerne ville besøge. Grisehandler Oluf Larsen var måske den figur, der tydeligst dækkede svenskernes billede af danskerne.

Men i tiden efter det danske regeringsskifte i 2001 og omkring Muhammedkrisen skiftede opfattelsen markant. De hyggelige danskere blev i svenskernes øjne nationalistiske, selvoptagede og selvgode. Selv grisehandler Larsen blev pludselig en tvivlsom figur. Og det blev problematiseret, at der slet ikke optræder indvandrere i "Matador".

Det fortæller Hanne Sanders, lektor i historie og leder af Center for Danmarksstudier ved Lunds Universitet. Hun er født i Danmark, men har boet og arbejdet i Sverige siden 1987 og har forsket i, hvordan de to broderfolks syn på hinanden har forandret sig.

"Billedet af det hyggelige Danmark er ikke længere fremherskende. I 2005 undersøgte jeg, hvordan danskerne blev fremstillet i Sydsvenska Dagbladet, og kunne se en skarp opdeling i, hvad der var typisk dansk og typisk svensk. I 2009 undersøgte jeg det igen og kunne se, at fronterne var blødet lidt op, men svenskerne ser stadig Danmark som et skræmmebillede," fortæller Hanne Sanders.

Hun har skrevet bogen "Nyfiken på Danmark - klokere på Sverige" (Nysgerrig på Danmark - klogere på Sverige), som netop trækker de dansk-svenske forskelle frem. En af de helt centrale formulerer hun således: I Danmark er man dansk, i Sverige er man bedst.

"I Danmark går man meget op i sine rødder, sine historiske traditioner og sin klassiske, borgerlige dannelse. I Sverige anses bagagen fra forrige århundrede ikke for så vigtig. Her ser man fremad mod at skabe et solidarisk samfund, og man tænker udadrettet. Målet er ikke at bevare en 'svenskhed', men at gøre alle mennesker gode efter svensk model," forklarer hun.

Men selvom svenskernes internationale udsyn er større, er de ifølge mange iagttagere et reserveret folkefærd, som ikke uden videre taler privat med eller lufter personlige holdninger over for fremmede.

"Danskerne oplever svenskerne som lukkede, fordi de ikke så hurtigt når frem til et grin eller til at sige deres mening i offentlig eller halvoffentlig sammenhæng. De er mere bange for, hvad de får sagt," siger Hanne Sanders, som selv gennem 23 år på svenske arbejdspladser har oplevet mange situationer, hvor hun tænkte: 'Hvorfor siger de ikke noget'?

Det har Karl Olov Arnstberg, professor i etnologi ved Stockholm Universitet og forfatter til bogen "Typiskt svensk", et bud på.

"Sprogforskere plejer at hæfte sig ved, at der hos svenskerne er bemærkelsesværdigt stor sammenhæng mellem ord og handling. Vi har ikke udviklet samme retoriske overbygning som for eksempel fransk eller italiensk," forklarer professoren og giver et eksempel:

"Hvis en svensker siger: 'Jeg bliver så vred på min kone, at jeg kunne skære ørerne af hende', synes naboerne, at det er på høje tid at ringe til politiet."

Karl Olov Arnstberg tilføjer, at netop denne svenske tendens til at forstå ordene bogstaveligt er med til at lægge låg på den offentlige debat om indvandrere.

Mange danske kilder forklarer den danske vægt på stammen og nationen med, at vi i 1864 nær var gået under som nation, mens Sverige har klaret sig bedre. En af dem er Lars Hovbakke Sørensen, ph.d. i nordisk politik og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

"Den danske selvopfattelse har siden 1864 været, at vi er en lille nation, der bør holde sig ude af den store verden, som kan være en trussel for os," siger han.

Det tætteste, man i svensk militærhistorie kommer en pendant til Dybbøl, er slaget ved Poltava i 1709, hvor svenskerne under Karl XII tabte til Peter den Stores russiske hær. Men mens danskerne tabte langt inde på eget territorium, var det langt fra hjemlandet på et overmodigt felttog, svenskerne led nederlag.

"Svenskerne står efter 1700-tallet ikke som de militære sejrherrer, men som dem, der holdt sig neutrale og kunne mægle," forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Men hvis den svenske nationale identitet mere er formet af overskud og overmod end militær magt, så spiller de militære nederlag på dansk side en vigtig rolle. Alene af den grund, at nederlagene i løbet af 1800-tallet førte til, at Danmark mistede de store norsk- og tysktalende dele af befolkningen i den danske helstat. Det påpeger historikeren Rasmus Glenthøj, som netop har skrevet en ph.d.-afhandling om udviklingen af en dansk national identitet i årene 1807-30.

"Den danske nationale identitet bygges op i løbet af 1800-tallet som en bevægelse, der kommer nedefra. Idéen er, at det ægte nationale findes nede blandt jævne folk. I Sverige forholder det sig anderledes. Her kommer forestillingen om det nationale ovenfra, fra eliten," forklarer Rasmus Glenthøj.

Samlet set kan man sige, at fra svenskerne belejrer København og erobrer Skåne, Halland og Blekinge i 1600-tallet, og frem til Danmark bliver europamestre i fodbold på svensk grund i 1992, er forholdet mellem broderfolkene så skævt, at lillebror Danmark anstrenger sig enormt for at få en enkelt sejr over arvefjenden. Storebror Sverige ænser derimod dårligt nok rivaliseringen.

"Da jeg på et tidspunkt studerede på Lunds Universitet, forsøgte jeg at lave sjov med mine svenske medstuderende ved at tale om arvefjenden. De forstod ikke, hvad jeg talte om. De troede, at arvefjenden var russerne," fortæller Rasmus Glenthøj.

Hanne Sanders bemærker, at brugen af flaget er et af de forhold, som bekræfter svenskerne i, at danskerne er selvgode og nationale – et begreb, som svenskerne opfatter lige så negativt som nationalistisk.

"Når der er store sportskampe, eller når kronprinsesse Victoria gifter sig, bliver der flaget med det svenske flag. Men svenskerne flager ikke privat på samme hysteriske måde som danskerne, der sætter flag i hække og lagkagen til fødselsdage," beretter hun.

Ifølge Hanne Sanders har der altid været en vis rivalisering, som blandt andet bunder i, at de to lande set i et europæisk perspektiv er forbløffende ens. Men i de senere år er rivaliseringen taget til. Blandt andet med udgivelsen sidste år af journalisten Lena Sundstöms bog "Verdens lykkeligste folk", som tegner et yderst negativt billede af den danske debat. Og den aktuelle danske kritik af den svenske valgkamp er blot seneste kapitel:

"Dybest set ligner de to demokratier hinanden meget. Men for nogle danskere er det lidt lækkert at få lejlighed til at sige, at Sverige er et demokratisk u-land. Danskerne er nok stadig lidt småsure på svenskerne siden dengang, da de var bedst til alt og vandt alle fodboldkampene."

christina.agger@k.dk

mikkelsen@k.dk

1970'ernes store tennisstjerne Björn Borg er til gengæld symbol på, at svenskerne i perioden 1945-1992 var de bedste til stort set alt Foto: vend Aage Mortensen, DR og .