I Holstebro Kommune traf byrådet sidste år den opsigtsvækkende beslutning at slå fem skoledistrikter sammen inde i byen og fastsætte det mål for alle fem skoler, at de højst må have 18 procent og mindst fem procent tosprogede elever i hver klasse.
”Det kunne lade sig gøre, fordi der er tale om fem byskoler, der ikke er så langt imellem. Vi foretager spredningen, inden børnene begynder i 0. klasse, så der er ingen, der får besked om, at de skal flytte skole på grund af deres etnicitet,” siger viceborgmester og børne-og uddannelsesudvalgsformand Torben Gudiksen (R).
Han tilføjer, at tosprogethed kun er et blandt flere kriterier, der sorteres efter mellem de fem skoler. Social baggrund er lige så væsentligt. Begrundede man spredningen alene med etnicitet, ville det være på kant med loven, men som en del af en samlet pædagogisk strategi er det helt i orden.
”Det har vist sig, at spredningen førte til, at 14 elever i Holstebro ikke fik deres førsteprioritet, og heraf var de syv tosprogede. Vi havde også ventet en del vrede reaktioner, men vi har ikke fået en eneste,” fortæller han.
I Odense Kommune har skolerådmand Susanne Crawley Larsen (R) ikke just den samme succeshistorie at fortælle.
”Vi har skoler, hvor børn klarer sig markant dårligere fagligt end andre steder. Skoler, hvor de eneste voksne, der går på arbejde, er de lærere, som børnene møder. Det er et problem, som vi kunne løse ved at fordele eleverne anderledes, men det har der desværre ikke været politisk mod til at gennemføre i kommunen,” siger hun.
Susanne Crawley Larsen tilføjer, at dette formentlig hænger sammen med, at de forældre – og vælgere – hvis børn går på de ”hvide” skoler, ikke har lyst til at blive blandet sammen med elever fra de skoler, hvor tosprogethed og svag social hjemmebaggrund er udbredt.
De to kommuner er eksempler på, at kommunerne griber fordelingen af tosprogede elever meget forskelligt an. Men som kortgrafikken her på siden viser, er skoler med høje koncentrationer spredt godt ud over danmarkskortet. De ligger ikke kun i Vollsmose i Odense, Gellerup i Aarhus og Tingbjerg i København.
Dette er baggrunden for , at Det Radikale Venstre nu har opfordret til en fælles national indsats for at udjævne koncentrationerne. I øvrigt en tanke, som både Socialdemokraterne og SF begge tidligere har støttet, hvorimod det frie skolevalg typisk har vejet tungest i den borgerlige blok.
Ude i kommunerne er meget forsøgt. København har arbejdet med at gøre skolerne til særlige magnetskoler, som skulle blive attraktive gennem satsning på for eksempel idræt. I Aarhus har man også stræbt mod at sprede elever, blandt andet ved at lukke nogle af de mest ”indvandrertunge” skoler. Og i Albertslund har man i flere årtier arbejdet med at sprede elever ud fra pædagogiske begrundelser om, at skoler skal dele de sproglige udfordringer.
Men det radikale initiativ er alligevel meget mere direkte, end der før har været tradition for, påpeger Andreas Rasch-Christensen, udviklings- og forskningschef ved professionshøjskolen VIA University College.
”Den politiske berøringsangst var stor i starten, men nu har den fortaget sig. Når der nu tegner sig et udtalt behov for et nationalt tiltag, hænger det sammen med, at man lokalt har prøvet lidt af hvert uden for alvor at kunne rykke ved skævhederne, og uden at kunne hindre, at danske forældre flytter deres børn. Det gør de ikke nødvendigvis på grund af faglige problemer, men alene frygten for dem,” forklarer han.
Og ifølge Andreas Rasch-Christensen er problemstillingen vanskelig, fordi der er en overhængende risiko for, at man ved at tale mere ”åbent” om, at høje koncentrationer af tosprogede er et problem, ikke løser problemet, men blot gør det større.
”Udfordringen er, hvordan man tager hånd om problemet uden at stigmatisere alle tosprogede som én samlet gruppe. Det er afgørende, at man kan debattere emnet, men huske at få alle nuancer med,” siger han.