Prøv avisen

Danskerne giver deres formuer til dyrene

Dyrenes Beskyttelse modtog sidste år 30 millioner kroner i arv. Det er dobbelt så mange, som Røde Kors fik

Hunden er efter sigende menneskets bedste ven, men det samme kan tilsyneladende også siges om andre dyr.

Når danskerne donerer deres arv til velgørende organisationer, går pengene nemlig tit til dyrevelfærd.

Fyens.dk skriver, at Dyrenes Beskyttelse i 2010 modtog 30 millioner kroner i arvepenge, og det er dobbelt så mange, som der røg ind på kontoen hos Røde Kors.

Heller ikke organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Børnecancerfonden eller Amnesty kan matche Dyrenes Beskyttelse på dette punkt.

Der er ikke tale om noget tilfældigt fænomen, vurderer Michael Hviid, professor ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde ved Aalborg Universitet.

- Mit bud er, at det ofte er ældre, som har haft et meget nært forhold til dyr, som donerer deres arv, siger Michael Hviid.

Når folk vælger at donere deres arv til velgørende organisationer, skyldes det ofte, at de ikke har børn.

- Vores analyser viser, at vi ofte arver fra mennesker, som ikke har direkte arvinger, forklarer Tina Ingberg, kommunikationschef i Dyrenes Beskyttelse.

Desuden handler det ofte om følelsen af, at ens penge gør gavn.

- Det er meget konkret og umiddelbart for eksempel at donere penge til det lokale dyreinternat. På den måde kan man måske redde nogle dyr fra at blive aflivet, siger Michael Hviid fra Aarhus Universitet.