Vil man finde et land, hvor borgerne ”i almindelighed” stoler på, at politikerne gør det bedste for samfundet, er Danmark et godt sted at begynde. Siden coronakrisens første dage er tilliden til politikere nærmest skudt op gennem stratosfæren herhjemme, men allerede ved folketingsvalget i 2019 var der små tegn på, at udviklingen var vendt efter et ellers historisk dybt lavpunkt op til valget 2015.
Det sidste fremgår af en ny bog om 2019-valget, ”Klimavalget”, som udkommer i dag, og som er forfattet af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet, og professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet.
Kristeligt Dagblad har fået mulighed for på forhånd at læse et kapitel om tillid til politikere, og det viser, at tilliden har det sværest hos mennesker, der i en eller anden forstand er blevet marginaliseret. Det kan være økonomisk med lave indkomster, uddannelsesmæssigt, geografisk eller holdningsmæssigt. Mens det går noget nemmere for de veluddannede og de vellønnede.
”Tilliden til politikerne er højest blandt de vælgere, der har flest ressourcer, og som i størst grad får deres vilje i den forstand, at samfundet indrettes, som de gerne vil have det,” forklarer Rune Stubager om undersøgelsens hovedkonklusion.
Vælgernes tillid til politikerne har bevæget sig op og ned i de knap 30 år, man har målt den i Det Danske Valgprojekt, men skellet mellem de forskellige indkomstgrupper er vokset undervejs.
”De seneste 10-15 år er gabet i tilliden vokset. Tilliden hos dem med lavere indkomster er faldet mere end hos dem med højere indkomster,” siger Rune Stubager.
I forhold til uddannelsers betydning har nogle forskere tidligere slået til lyd for, at jo højere uddannelse mennesker fik, desto større ville deres mistillid også blive. Rationalet bag tesen, der især har nydt fremme i USA, er, at højt uddannede personer skulle have højere forventninger til politikerne og bedre kunne gennemskue, når de forventninger ikke blev indfriet.
De danske forskere har dog slet ikke kunnet få øje på den sammenhæng i deres forskning. Tværtimod tyder det på, at tilliden vokser, jo højere uddannelsesniveauet er.
Set over de seneste 30-40 år er danskerne i gennemsnit blevet meget rigere, og langt flere har taget en lang videregående uddannelse. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor den politiske tillid så ikke tilsvarende er steget støt gennem hele perioden. Den er i stedet gået op og ned i bølger.
Valget i 2015 blev karakteriseret ved Dansk Folkepartis jordskredssejr, og dengang kom valgforskerne frem til, at det var et ”oprør fra udkanten”, og vælgernes tillid til politikerne slog bundrekord, siden man begyndte at måle på det i 1994.
Toppunktet blev nået i 2005 og 2007, da helt op til 70 procent af vælgerne svarede, at de havde ”ret stor” eller ”meget stor tillid til danske politikere i almindelighed”. Det svar gav under halvdelen af vælgerne – 47 procent – i 2015. Rune Stubager anfører dog, at tillidsniveauet stadig er højere i Danmark end i mange andre vestlige demokratiske lande uanset op- og nedture undervejs.
Ud over indkomster og uddannelse er borgernes geografiske placering og deres politiske holdninger afgørende for, hvor stor tillid de har. Holdningen til EU er fortsat den store markør for, om man har tillid til politikere eller ej. Det samme gælder såkaldt ”landlig bevidsthed”, som også er grobund for mindre tillid til politikerne. Andre emner som indvandring og tidlig pension (den såkaldte Arne-pension) har en mindre betydning, fremgår det.
Trygfonden har flere gange det seneste år under coronakrisen målt befolkningens tillid til både politikere, embedsmænd og offentlige institutioner, og målingerne har generelt ligget tårnhøjt. I den første undersøgelse for godt et år siden gav borgerne for eksempel statsminister Mette Frederiksen (S) karakteren 8,9 på en skala fra 0 til 10. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøms, troværdighed blev vurderet til 9,1 på den samme skala, og Folketinget og Folketingets partier til 8,3.
Forskningschef Anders Hede fra Trygfonden siger i dag, at den første måling overvurderede borgernes tillid lidt på grund af en såkaldt huseffekt hos det institut, Megafon, som foretog målingen. Alle meningsmålingsbureauer har den slags skævheder indbygget i deres spørgepaneler, men hovedtendensen holder – at der under coronakrisen har været en meget stor tillid til både statsministeren, politikerne og de offentlige institutioner.
Den er dog skrumpet lidt, så man nu måler tal lidt over 6 for de forskellige grupper, men det er stadig et meget højt niveau. I sommeren 2019 lå det for eksempel på 4,8 for politikerne.
Anders Hede fremhæver to forhold, som har været afgørende for befolkningens meget store tillid det seneste år.
Det ene er, at vælgerne meget hurtigt har fået svar på, at de forskellige corona-restriktioner, som regeringen og Folketinget har indført, har virket. Det har de daglige smittetal fortalt anderledes hurtigt, end man eksempelvis ville kunne måle det på en arbejdsmarkedsreform.
Det andet væsentlige forhold er, at borgerne står tættere sammen i en krise- eller krigstid, og det øger næsten automatisk tilliden. Hvor længe de høje tillidsniveauer vil holde, har både Anders Hede og Rune Stubager imidlertid svært ved at svare på.
Men hvorfor er det egentlig så vigtigt at have høj tillid til politikere? Er det ikke tværtimod et demokratisk sundhedstegn med en vis skepsis over for magthaverne blandt vælgerne?
Det kan der være en pointe i, mener Anders Hede.
”Vi har en tilbøjelighed til at blive meget salvelsesfulde om det med politisk tillid, men man kan også få for meget af det gode,” siger han.
”Hvis folk siger, at ’jeg har tillid til politikerne om alt mellem himmel og jord’, er det jo ikke meningen med demokratiet. Der skal være en vis konstruktiv holden øje med, hvordan det går. Og en vis skepsis over for, hvordan politikken virker. Også i nyere politik har vi eksempler på, at man gennemfører reformer, som enten ikke virker som forventet, eller som er uendeligt lang tid om at virke. Folkeskolereformen er et godt eksempel på det,” siger han.
Det er imidlertid meget svært at sige, hvor skillelinjen mellem sund skepsis og en demokratiødelæggende mistillid går. Det er Anders Hede og Rune Stubager også enige om.