Danskerne holder ferie med børn, buffet, badevinger og bedsteforældre

Danskerne er ekstra glade for at tage bedsteforældrene med på ferie i år. Det kan skyldes et afsavn efter flere år med coronaisolation, siger familieekspert

Vi oplever i høj grad, at familierne tager bedsteforældrene med på ferie i år, lyder det fra Nordens største rejsearrangør.
Vi oplever i høj grad, at familierne tager bedsteforældrene med på ferie i år, lyder det fra Nordens største rejsearrangør. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix.

Sommeren er for de fleste danskere lig med ferie, afslapning og ofte også familietid. Nogle pakker kufferten og drager mod sydlige himmelstrøg, mens andre slapper af hjemme, tager i sommerhus, på familiekursus på højskole eller på ø-lejr. Listen af familiære sommerferieaktiviteter er næsten uudtømmelig. Men hvad hvis ferien ikke bare kommer til at bestå af far, mor, børn og badevinger, men også af bedsteforældre?

Tidligere i år udpegede Pej-gruppen, der er Nordeuropas største trend-, konsulent- og forlagsvirksomhed, de såkaldte "3G-rejser", altså rejser med tre generationer som en af de allerstørste ferietrends i år. Mange familier vil nemlig opleve et stort behov for at tilbringe kvalitetstid med hinanden efter coronapandemiens adskillelse, lød begrundelsen.

Hos TUI Nordic, der er Nordens største rejsearrangør mærker man tendensen. Antallet af bookinger med seks personer eller flere er i år steget med 17 procent sammenlignet med 2019, der er den seneste sæson før coronapandemien. Grundet GDPR-regler er det ikke muligt at sige præcist, hvor mange af disse grupper, der reelt er familier med bedsteforældre, men kommunikationschef Mikkel Hansen vurderer, at det gælder langt hovedparten.

"Vi oplever i høj grad, at familierne tager bedsteforældrene med på ferie i år. Det er meldingen fra medarbejderne ude på destinationerne, og vi mærker en stor interesse for vores koncepthoteller, hvor der netop er underholdning for hele familien," lyder det fra Mikkel Hansen i TUI.

Det er ikke en helt ny tendens at holde ferie i flere generationer, for det seneste årti har det for eksempel i stigende grad været populært at invitere den nærmeste familie med på såkaldte "sølv- eller guldbryllupsrejser", hvor penge, der ellers ville være brugt på en stor fest, bruges på en familieferie.

Det er dog noget nyt, at særligt mange prioriterer at holde ferie og rejse sammen i sommerferien, og det kan netop skyldes en eftervirkning af coronapandemiens nedlukninger og isolation, vurderer foredragsholder og familieekspert Charlotte Højlund.

"De seneste år har man set hinanden meget mindre på tværs af generationer, end man plejede at gøre. De ældre og de yngre har været isolerede fra hinanden, og det kan have medført et afsavn til at være sammen som familie," siger hun.

Familieeksperten peger på, at mange i både de ældre og yngre generationer har fået øjnene op for vigtigheden af de nære relationer efter coronapandemien.

"Jeg tror mange voksne oplever, at der pludselig er ting, man prioriterer at gøre med og for sine forældre, selvom det ikke nødvendigvis passer godt ind i en travl hverdag. Det samme gælder for den ældre generation, som godt er klar over, at de trods alt har en begrænset tid tilbage sammen med børn og børnebørn," lyder det fra Charlotte Højlund, som peger på ferien som en lejlighed til at styrke båndene i familien.

"Ferien sammen er en oplagt mulighed for at nærme sig hinanden, lære af hinanden og opnå en større tolerance generationerne imellem," understreger hun.