Det er et voksende fænomen i USA og Canada, det har medvind på den anden side af Øresund i Sverige, men den identitetspolitiske krænkelsesbølge har endnu ikke for alvor ramt Danmark.
Det står klart efter en række sager vedrørende diskrimination og krænkelser på flere højere uddannelsesinstitutioner, som er blevet mødt af en massiv modreaktion i den brede befolkning.
Ud over at Kristeligt Dagblad i denne uge kunne beskrive, hvordan en underviser fik en undskyldning, da hun følte sig krænket over, at der var blevet sunget ”Den danske sang er en ung blond pige” til et møde på CBS, Handelshøjskolen i København, har Københavns Universitet tidligere aflyst en udklædningsfest med indianertema på baggrund af tre klager ud af en årgang på 750 studerende, mens en gruppe på 10 studerende har anklaget en lektor på samme universitet for diskriminerende ytringer.
Modstanden er blandt andet kommet i form af afsyngning af ”Den danske sang er en ung blond pige” ved forskellige arrangementer. Og på de sociale medier har tusinder kommenteret sagen og blandt andet ment, at CBS bør ”stoppe sig selv”, mens Københavns Universitet bliver kritiseret for at indskrænke ytrings- og forskningsfriheden.
Samtidig viser en meningsmåling fra Danmarks Radio, at 94 procent af i skrivende stund 71.279 respondenter ikke finder den gamle højskolesang stødende.
Ytrings-, tanke- og handlefrihed har i det hele taget været – og er stadig – kerneværdier i Danmark, ligesom vores humor, ironi og sarkasme, mener Michael Böss, samfundsforsker og lektor emeritus på Aarhus Universitet. Derfor reagerer mange også stærkt i sager om mindre krænkelser, siger han.
”Reaktionerne tyder på, at det forekommer os fremmed og på mange måder outreret, at folk ikke viser den store forståelse. Men det findes altså i bestemte miljøer, særligt i de akademiske miljøer,” siger Michael Böss og tilføjer, at der er stor afstand mellem de akademiske kredse og den ”almindelige” danske befolkning:
”Det er helt givet, også i andre spørgsmål. For eksempel opfattelsen af, om det er vigtigt at have en national identitet og omtale danskerne som ét folk og én nation. Bevæger man sig uden for de kredse, findes de holdninger ikke, så på den måde lever de på universiteterne i en lidt isoleret verden,” siger han.
Flere historiske begivenheder har været med til at forme det danske frisind. Ungdomsoprøret i 1968 var afgørende, frigivelse af pornografien i 1973 ligeså, og i mange andre nationer havde man formentlig undladt at trykke Muhammed-tegningerne.
I Sverige hæfter kulturredaktør på avisen Aftonbladet Åsa Linderborg sig ved den enorme forskel på sindelaget i Sverige og Danmark.
”Hos os ville reaktionerne have været lige så kraftige, men rettet den modsatte vej. Her ville langt de fleste sige, at selvfølgelig skal vi ikke synge sådan en sang. Det er meget dansk, at I reagerer, som I gør. I er også et mere homogent land end Sverige. Mens Sverige ser sig selv som en humanitær stormagt, har I en stærkere idé om at være et land,” siger kulturredaktøren, der er aktuel med bogen ”Det populistiske manifest”, der netop handler om reaktionerne på den såkaldte identitetspolitik.
Hun nævner, at over 20 procent af dem, der bor i Sverige, har rødder i et andet land.
”Vi har lige haft en lignende sag, hvor skoler og børnehaver har afskaffet Lucia-optog, fordi det er en kristen tradition, og vi ikke længere alle er kristne i Sverige. Det har overhovedet ikke givet reaktioner. Der er ingen, der stiller sig op og siger, at det er vigtigt at forsvare denne gamle svenske tradition,” siger hun og uddyber.
”De, der står på den gode side, kæmper meget stærkt for menneskerettigheder, multikultur og identitetspolitik, og det gør, at det ikke er spor rart at stå på den anden side. Hvis jeg for eksempel sagde, at jeg gik ind for Lucia-optog, ville jeg blive betragtet som umoderne, konservativ, bagstræberisk – og måske som en, der stemte på Sverigedemokraterne.”
Åsa Linderborg er mestendels enig med den svenske linje, men undrer sig samtidig især over dobbeltmoralen i den svenske debat.
”Når de samme antiracister, som har fået en kirkeklokke stoppet på Södermalm her i Stockholm, fordi den larmer, også er dem, der går ind for, at man må kalde til bøn fra en minaret, bliver det for mig inkonsekvent. Hvis vi går med på kald fra minareter, og det har jeg ikke noget imod, må vi også kunne gå ind for Lucia-optog. Men sådan fungerer det ikke.”
Thomas Block Ravn er museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus, hvor man blandt andet udstiller pornoblade og bogen ”Lille Sorte Sambo” i museets historiske boghandel. Han oplever ikke en krænkelsesparathed hos den almene dansker og mener, at blandt andet museerne har en vigtig rolle i at sikre en åben dialog i en tid, hvor krænkelsessager dukker op på landets højere uddannelsesinstitutioner.
”I al almindelighed er folk ret afslappede. Det er mest i pressen og blandt det diskuterende folk, at man går op i sådan noget,” siger Thomas Bloch Ravn og uddyber:
”Vi har eksempelvis en bogcentral, som var sådan nogle, hvor man solgte brugte bøger og blade. Noget af det økonomiske grundlag var pornografien, og den var så bag et forhæng. Det har vi også, og da vi lavede det, gjorde vi os nogle tanker. Hvad ville folk sige til det? Men vi blev enige om, at det da er en del af virkeligheden. Selvfølgelig skal det med, for vi skal være historisk korrekte, ikke politisk korrekte,” siger han.
Men vil danskernes resistens mod krænkelse blive svækket i fremtiden? Det er muligt, mener Michael Böss, men han tror dog, at vi som et land med højt til loftet undgår at ende i det, han kalder ”amerikanske og canadiske tilstande”.
”Det håber jeg – og det tror jeg også på. Men vi kan dog se, at vi er blevet mentalt amerikaniserede igennem mange år, og det er ved at krybe ind over også disse spørgsmål,” siger han.