Prøv avisen

Forsker: Vi må gøre op med tanken om, at kræft altid dræber

”Bare ordet kræft udløser simpelthen noget ekstra, selvom nogle kræftformer er relativt ufarlige, mens andre er meget alvorlige. Vi har brug for en mere nøgtern tilgang til området,” siger sundhedsøkonom Jakob Kjellberg. Modelfoto.

Kræftpatienter lever i angst og tror ofte, de skal dø, selv når der er gode chancer for helbredelse, viser forskning. Der er behov for et opgør med kræft som en ”ikonisk” sygdom

Da kvinderne havde fået deres diagnose, begyndte flere at skrive testamente. De fik styr på deres livsforsikringer, planlagde deres begravelse og spekulerede over, hvordan deres børn og mænd skulle klare sig, når de selv gik bort.

De 20 kvinder i ph.d.- studerende Anne Sidenius’ forskning havde kræft i livmoderen, men flere troede først, at de var ramt af livmoderhalskræft, og det er en pointe i sig selv. For mens overlevelsen for livmoderkræft er på 83 procent efter fem år, er livmoderhalskræft mere dødelig med en overlevelse på 68 procent efter fem år ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse. Men kvinderne hørte mest af alt bare ordet ”kræft” – og så løb angsten af med dem. 

”Kræft bliver for mange sidestillet med en dødsdom. Kræft bliver et ikon, i stedet for at man skelner mellem de store forskelle, der er på kræftsygdomme. Vi er i samfundet stadig generelt overraskende upræcise i den måde, vi grupperer flere end 200 forskellige kræftformer under samme angstindgydende banner: ’kræft’,” siger antropolog Anne Sidenius om den bærende idé i en endnu ikke publiceret artikel som led i hendes ph.d. ved Syddansk Universitet, der er færdig om godt et år.

Find Kristeligt Dagblads tema om kræft her  

Den form for sygdomsopfattelse uden øje for forskelle er problematisk, mener hun:

”Studie efter studie har vist, at stort set alle kræftpatienter oplever meget betydelige psykosociale konsekvenser i forbindelse med deres sygdom. De lider af angst og bekymring og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og det er en ærgerlig konsekvens, når der faktisk er sket enorme fremskridt på feltet.”

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra forsknings- og analyseinstituttet KORA genkender pointen om kræftens ikoniske status, og han peger på, at den upræcise samlebetegnelse også har konsekvenser for fordelingen af midler:

”Bare ordet kræft udløser simpelthen noget ekstra, selvom nogle kræftformer er relativt ufarlige, mens andre er meget alvorlige. Vi har brug for en mere nøgtern tilgang til området,” siger han.

Anne Sidenius fulgte kvinderne i sin forskning fra diagnose til et godt stykke tid efter, de blev erklæret raske. Og mens de fleste godt kan skelne mellem forskellige typer af neurologiske sygdomme som alzheimer, parkinson og sklerose, gør det samme sig i vid udstrækning ikke gældende for kræftsygdommene.

”Lægmand tager generelt ikke notits af forskelle i genetik, celletyper, udviklingsstadier og mange andre elementer, der har betydning for behandling og prognoser ved den enkelte kræftsygdom. Når vi ikke skelner, tænker vi automatisk: ’Vi skal dø’, og det gjorde disse kvinder,” siger Anne Sidenius.

Diagnosens kraft var så stærk, at kvinderne ikke kunne lægge angsten fra sig, uanset at lægerne omhyggeligt forklarede om den gode prognose og direkte italesatte livmoderkræft som en ”god kræftform”.

”De gik måske lettede fra konsultationen, men deres adfærd og handlinger viste, at det fyldte meget alligevel. Jeg har for eksempel siddet med til en konsultation, hvor sygeplejersken gav basale og praktiske informationer om den forestående operation, men kvinden kunne ikke tage det ind, fordi hun blev ved med at tænke tanker som: ’Har det spredt sig? Skal jeg også have fjernet lymfeknuder? Kommer det tilbage?’,” siger Anne Sidenius, som også fandt, at der skulle meget lidt til at genaktivere kvindernes frygt, selv efter de var erklæret raske – smerter, blødning efter operationen eller bare hoste kunne være nok.

Hun ser gerne et opgør med ikoniseringen:

”Kræft har en særstatus, fordi det er så udbredt en lidelse, men jeg ville ønske, at der var flere gode historier, og at vi begyndte at tale om kræftsygdomme i flertal fremfor kræften i ental. Vi må gøre op med, at man dør af kræft, for det gør man ikke altid,” siger hun.

Anette Fischer Pedersen er lektor ved Aarhus Universitets center for forskning i cancerdiagnostik i praksis. Hun er medforfatter på et studie, hvor forskerne fandt, at mere end hver fjerde dansker direkte forbandt en kræftdiagnose med en dødsdom. Tendensen var mest udtalt blandt personer med lav indkomst og uddannelse i forhold til personer med høj indkomst og uddannelse.

”Det er en vigtig pointe, fordi vi ved, at mennesker med lav indkomst og ringe uddannelse i ringere grad overlever en kræftsygdom. Og har man den holdning, at kræft alligevel er en dødsdom, har vi mistanke om, at man er mindre villig til at gå til læge med eventuelle symptomer,” siger Anette Fischer Pedersen.