Danskerne køber mere kunst – men holder sig til det sikre

Kunstbranchen er i vækst, mener flere iagttagere. Gallerierne solgte usædvanligt mange billeder på kunstmessen Art Herning

40 danske gallerister var i den forløbne weekend til kunstmessen Art Herning, og her var de knap 10.000 besøgende ualmindeligt villige til at trække penge op af lommen.
40 danske gallerister var i den forløbne weekend til kunstmessen Art Herning, og her var de knap 10.000 besøgende ualmindeligt villige til at trække penge op af lommen. Foto: Ole Mortensen/Ritzau Scanpix.

Det går godt i Danmark, økonomisk set. En sikker indikator på det er, at der lige nu købes flere malerier, skulpturer og andet kunst, end det har været tilfældet længe.

”Kunst er det første, danskerne holder op med at købe, når der er økonomisk lavvande, og det sidste, vi begynder at købe, når der igen er økonomisk fremgang,” siger Bruno Dahl, der er indehaver af et Galleri Bruno Dahl i Ebeltoft.

Sammen med 39 andre danske gallerister var han i den forløbne weekend til kunstmessen Art Herning, og her var de knap 10.000 besøgende ualmindeligt villige til at trække penge op af lommen.

”Det har måske været det bedste år nogensinde. Jeg har indtryk af, at der generelt er blevet brugt rigtig mange penge. Jeg har selv haft helt fantastiske handler,” siger Tom Christoffersen, der er indehaver af galleriet af samme navn i København.

Hans kollega Kent Wolfsen fra Galerie Wolfsen i Aalborg havde den samme oplevelse:

”I fredags var det vores bedste fredag nogensinde, vi solgte for dobbelt så meget, som vi solgte for hele sidste år. Der har været utroligt mange mennesker, både professionelle og kunstinteresserede, unge og ældre, der skal ud og opleve, hvad en kunstmesse er for en størrelse,” siger han.

Det er ikke kun på en messe som Art Herning, at den stigende interesse for at købe kunst kan mærkes. Det siger Jens-Peter Brask, der som kurator er i kontakt med både museer, gallerier og private kunstsamlere.

”Det er klart mit indtryk, at der er kommet flere kunstsamlere blandt yngre danskere. Nu køber man ikke bare for at hænge op, men også for at opbygge en regulær samling,” siger han.

Det er dog ikke nødvendigvis udtryk for en større økonomisk risikovillighed, når danskere sender dankortet i retning af gallerierne. Ifølge Christina Wilson, der er programdirektør for kunstmessen Art Week i København, der løber af stablen næste gang i maj, tager vi helst de sikre valg, når vi køber kunst.

”Det er først og fremmest gallerier med i forvejen anerkendte kunstnere, der har fremgang. Før finanskrisen var der en tendens til, at vi gerne ville investere i det vilde og uprøvede. I dag vil de fleste kunstkøbere helst være sikre på, at det, de køber, er i en vis liga. Generelt er vi blevet mere forsigtige og køber mest værker af kendte kunstnere. Desuden går smagen nu mere i retning af figurativ og narrativ kunst i forhold til det mere abstrakte,” siger Christina Wilson.

Magasinet Kunst har i det seneste nummer udvidet med 40 ekstra sider. Det er, ifølge chefredaktør Tina Kristensen, et udtryk for, at interessen for kunst er stigende i Danmark.

”Jeg tror, at de alment kunstinteresserede har fået flere penge mellem hænderne og prioriterer at bruge dem på noget, der har en blivende værdi fremfor rødvin og dyre bøffer. Sidstnævnte er jo efterhånden også ugleset. Når vi udvider vores magasin, afspejler det den kunstinteresse.”