Formodet samtykke til organdonation vinder udbredelse i Europa – men ikke i Danmark

Island tilsluttede sig for nylig den lange række europæiske lande, som har gjort det obligatorisk for alle borgere at donere deres organer, medmindre de selv aktivt siger fra. Men selvom de danske donationsrater er lave, er et flertal af danskerne, flere danske politikere og Det Etiske Råd imod, at Danmark følger trop

Herhjemme skal man fortsat aktivt skrive sig op i Donorregisteret, og selvom undersøgelser viser, at mange danskere forholder sig positivt til organdonation, har kun omkring 22 procent gjort det på nuværende tidspunkt. Det giver os en af de laveste donorrater i Europa, og det betød, at 32 danske patienter døde sidste år, mens de stod på venteliste til en organtransplantation.
Herhjemme skal man fortsat aktivt skrive sig op i Donorregisteret, og selvom undersøgelser viser, at mange danskere forholder sig positivt til organdonation, har kun omkring 22 procent gjort det på nuværende tidspunkt. Det giver os en af de laveste donorrater i Europa, og det betød, at 32 danske patienter døde sidste år, mens de stod på venteliste til en organtransplantation. Foto: Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix.

I næsten halvdelen af de europæiske lande formoder myndighederne nu, at borgerne gerne vil donere deres organer til medborgere, der har brug for dem – medmindre man aktivt siger fra. Og i sidste måned besluttede Island at følge trop fra 2019.

Men selvom mange af de lande, som har indført det såkaldte ”formodet samtykke” er nordeuropæiske, gælder det ikke Danmark.

Herhjemme skal man fortsat aktivt skrive sig op i Donorregisteret, og selvom undersøgelser viser, at mange danskere forholder sig positive til organdonation, har kun omkring 22 procent gjort det på nuværende tidspunkt. Det giver os en af de laveste donorrater i Europa, og det betød, at 32 danske patienter døde sidste år, mens de stod på venteliste til en organtransplantation.

Derfor har vi ikke råd til at lade være med at følge Islands eksempel, mener Lasse Heidelbach, der er stifter og sekretariatschef i patientforeningen ”Organdonation – Ja tak”, der har oprettet et borgerforslag, som opfordrer til, at den nuværende ordning, der kaldes ”informeret samtykke” erstattes af det ”formodede samtykke”.

Lidt flere end 22.000 danskere har skrevet under.

”Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at folk skal dø, når der nu findes en løsning. Der må jo være noget om, at det virker, når så mange lande gør det. Det er paradoksalt, at der ikke er flere, der tager stilling. Jeg går ud fra, at de fleste gerne vil have et organ, hvis de en dag selv står i en situation, hvor de har brug for det. Og er det ikke dobbeltmoralsk, hvis man så ikke selv er villig til at give sine organer videre?”, siger Lasse Heidelbach, der dog understreger, at enhver alligevel bør have ret til at sige nej, og at der skal oplysningskampagner til for at ”kickstarte en bedre debat”.

Ordningen har været diskuteret af danske politikere flere gange. Blandt andet for et år siden, hvor regeringen på opfordring fra et flertal i Det Etiske Råd valgte ikke at indføre den.

Og formand Gorm Greisen lader ikke sin beslutning påvirke af tendensen i Europa.

”Min holdning er fortsat, at det ikke er en god idé, selvom det er glædeligt, når et sygt, ungt menneske får nye lunger. Formodet samtykke er en bevidst udnyttelse af folks tendens til at gøre det, som det letteste. Men det er det her et for stort eksistentielt spørgsmål til. Det kræver personlige overvejelser, og jeg synes, det er sigende, at så mange ikke tager stilling, selvom de også giver udtryk for, at de gerne vil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at modviljen stikker dybere,” siger han.

Også Klaus Lindgaard Høyer, der er antropolog og professor på Københavns Universitet, mener, man skal være varsom med at indføre ordningen.

Sammen med en gruppe andre forskere står han bag en undersøgelse fra 2016, der viser, at kun 30 procent af befolkningen bakker op om formodet samtykke, også selvom mere end 90 procent tilkendegav at være positive over for organdonation generelt.

”Når vi interviewede dem, hørte vi, at selv nogle af dem, der var allermest positive over for organdonation, var imod formodet samtykke. Det provokerer mange, at staten får ret til at råde over kroppens dele. Andre lægger vægt på, at organdonation skal være en gave. At tage et aktivt valg om at give sine organer til et andet menneske kan være en måde at få døden til at give mening på. Samtidig viser andre forskningsprojekter, at patienter, som har brug for organer, ofte har det bedst med at tage imod dem, hvis de er helt sikre på, at de er afgivet frivilligt. Hvis man er i tvivl, kan man jo komme til at føle sig som en grib, der går rundt med en anden families tragedie meget tæt inde på livet. Derfor skal man være forsigtig med at indføre formodet samtykke i Danmark, før tilslutningen er større. Det handler ikke bare om et tal på donation, der skal øges, men om, at det skal give mening i folks liv,” siger Klaus Lindegaard Høyer, der heller ikke ser videnskabelig evidens for, at ordningen i sig selv har effekt.

Fra begge sider af den politiske midte er der også fortsat modstand mod ordningen.

”Det er for drastisk. Kroppen er vores egen, ikke statens. Organdonation kan redde masser af liv, og det ville være godt, hvis flere meldte sig. Men det må være op til den enkelte,” siger May-Britt Kattrup, sundhedsordfører i Liberal Alliance.

Også Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, er skeptisk.

”Heldigvis bliver vores vilje til at donere organer større i disse år, og det skal vi påskønne og opmuntre, men jeg synes, at Det Etiske Råd har argumenteret godt for deres sag, som jeg er enig i.”