Hvorfor har Danmark et forsvarsforbehold?
Efter murens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning to år senere, skulle EU-landene bindes tættere sammen på en række politikområder.
Derfor blev Maastricht-traktaten, som samtidig forvandlede EF til EU, sendt til folkeafstemning i Danmark i 1992. Men opbakningen blandt danskerne rakte ikke.
Det blev et nej tak til mere europæisk samarbejde, godt nok med decimalers flertal.
Syv af Folketingets partier måtte gå til forhandlingsbordet, og ud af det kom de fire forbehold: Danmark skulle stå uden for euroen, unionsborgerskabet, retspolitikken og altså forsvarssamarbejdet.
Det overbeviste 56 procent af vælgerne, som i 1993 stemte for Maastricht-traktaten med forbeholdene, en løsning kendt som Edinburgh-aftalen.
Hvad er argumenterne for at droppe forsvarsforbeholdet?
Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke kan sidde med ved forhandlingsbordet i EU, når der diskuteres sikkerheds- og udenrigspolitik, som vedrører forsvarsområdet.
Det sætter i mange tilfælde en stopper for, at Danmark kan deltage i militære operationer både i Europa og uden for unionens grænser.
Danmark har samtidig fraskrevet sig sin vetoret i EU’s forsvarspolitik, forklarer Christine Nissen, som forsker i international politik og EU ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Skulle EU-landene i lyset af krigen i Ukraine få lyst til at skrue op for det militære samarbejde og den militære tilstedeværelse i Europa, hvilket meget tyder på ifølge Christine Nissen, har Danmark altså ikke noget at skulle have sagt.
EU’s forsvarspolitik er en anelse anderledes end for eksempel retspolitikken. Forhandlingerne på forsvarsområdet er nemlig mellemstatslige.
Hvis danskerne stemmer for at ophæve forsvarsforbeholdet, vil det ikke være det samme som at vinke farvel til selvbestemmelsen. Tværtimod ville Danmark kunne nedstemme et eventuelt forslag om at tage i krig.
På et pressemøde i søndags beskrev statsminister Mette Frederiksen (S) ambitionen om at skrotte forsvarsforbeholdet som en "værdimæssig beslutning".
"Det handler også om at forbedre Danmarks renommé udadtil," siger Christine Nissen og forklarer, at Danmark for mange andre lande ikke er en interessant samarbejdspartner i spørgsmål om udenrigspolitik netop på grund af forsvarsforbeholdet.
Hvad er argumenterne imod at droppe forsvarsforbeholdet?
"Det nationale kompromis" kalder regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier aftalen om at øge forsvarsbudgettet og beslutningen om at sende danskerne til folkeafstemning den 1. juni. I øvrigt præcis samme vending, som man i 1993 brugte om den politiske aftale om EU-forbeholdene.
Men ikke alle partier er hoppet med på vognen.
Fra både Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er anken, at det er uklart, hvordan det europæiske forsvarssamarbejde vil tage sig ud i praksis, og om der på sigt skal oprettes en decideret EU-hær.
Samme kritik lyder fra Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, som ikke mener, at der skal være et alternativ til Nato.
"Tanken om, at EU kan være en eller anden garant for Danmarks frihed og sikkerhed er for mig at se helt håbløs," siger hun til Ritzau.
Meget tyder på, at der vil ske en militær oprustning i EU-regi, vurderer Rasmus Brun Pedersen, lektor og forsker i dansk europapolitik på Aarhus Universitet.
Og en oprustning er ikke gratis. Siger Danmark ja til at droppe forsvarsforbeholdet, vil det formentlig også kræve et større økonomisk bidrag fra dansk side.
På trods af det danske forsvarsforbehold har der ikke været blokeret for dansk militært engagement i forskellige verdensdele.
For selvom Danmark lige nu ikke er en del af forsvarssamarbejdet i EU, har der været flere tilfælde, hvor det alligevel har været muligt at deltage i operationer. Det gjaldt for eksempel, da danske tropper skulle sendes til Sahel-regionen i Afrika for at bekæmpe al-Qaeda og Islamisk Stat side om side med franskmændene.
Og på fransk initiativ blev Danmark uafhængigt af Nato og EU en del af det såkaldte europæiske interventionsinitiativ, EI2, med ni andre europæiske lande i 2018.
En alliance, som ifølge daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skulle "supplere" samarbejdet i Nato og EU.