Friheden ved at køre i hundeslæde på den tilfrosne Diskobugt hører til en af den 25-årige Steve Sandgreens bedste barndomsoplevelser. Han voksede op i byen Qasigiannguit (tidligere Christianshåb red.) i Nordgrønland i en kultur, der var meget anderledes end den, der hersker i Grønlands største by Nuuk.
Steve Sandgreen har orlov fra historiestudier ved Grønlands Universitet og er formand for de 200 medlemmer i Siumut Ungdom – ungdomsafdelingen i Grønlands socialdemokratiske parti. Han er ikke i tvivl om, at Grønland bør løsrives fra Danmark. Men han er ikke parat til at ofre velfærd for selvstændighed.
”Vi har en helt anden kultur og et helt andet sprog end i Danmark. Danmark ville heller ikke være tilfreds med at være en selvstyrende del af England. For mig som grønlænder giver det ikke mening, at for eksempel vores politi skal styres 3000 kilometer fra vores eget land.”
Han mener, at danske politikere har undervurderet, hvor ondt kolonitiden har har gjort på mange grønlændere:
”Der er et billede af, at Danmark var den gode kolonimagt, men kolonitiden forhindrede Grønlands udvikling,” siger Steve Sandgreen.
Steve Sandgreen forestiller sig et selvstændigt Grønland, der tjener penge på fiskeri, turisme og mineraludvinding. Og så tror han, at Grønland i løbet af de kommende år vil få et væsentligt højere uddannelsesniveau.
Men hvis Grønland bliver selvstændigt, hvem skal betale for de uddannelser, som grønlændere i dag kan få gratis i Danmark?
”Vi kommer til at tjene mere end i dag, og Grønland kan i fremtiden selv betale for uddannelser i både Danmark, USA og Canada,” lyder svaret.