Du er vist sulten, hvad?.
Trine Broe kigger på sin fire måneder gamle datter Karens utilfredse ansigt. Svaret kommer i form af en skinger pylren og nogle urolige ryk, og den 30-årige mor begynder at bakse med sin trøje. For en stund må caffe latten og den næsten spiste brownie på cafébordet vente, for nu er det datteren, der skal have mad. Diskret bliver der løftet op i nogle tøjlag, og Karen bliver stille. 24-årige June Richter, der sidder overfor, giver sig kort efter også til at amme sin datter, Ebba.
LÆS OGSÅ: Bare bryster er også bare bryster
De to veninder sidder på Hos Sofies Forældre, der er en af de få caféer i Aarhus, der har småbørnsmødre som kernekunder. Om formiddagen er der fyldt med mødre og mødregrupper, og amning er ganske naturligt.
Den seneste tid er Trine Broe og June Richter dog blevet mere opmærksomme på, at deres amning under cafébesøg ikke er så naturligt og acceptabelt, som de selv synes. Ligebehandlingsnævnets afgørelse i maj, om at stormagasinet Illum måtte bortvise en ammende kvinde fra sin café, diskuterede de som noget af det første, da de mødtes denne formiddag.
Hvis folk virkelig har det svært med ammende mødre, så fred være med, at der er caféer, der tilbyder et frirum for dem. Men jeg håber ikke, det bliver en tendens, som flere cafeer følger, og jeg synes, det er uforståeligt, at det at amme kan provokere, siger Trine Broe.
June Richter supplerer:
Jeg forsøger altid at være diskret og er ikke ude på at støde nogen. Men jeg synes, det er voldsomt med dem, der direkte væmmes. For hvorfor bliver man forarget over noget så naturligt som amning, når man ikke har et problem med, at der er så mange reklamer i dag med bare bryster?.
Med sit sidste spørgsmål henviser June Richter til de helt eller halvt nøgne kroppe, der ofte ses i alkoholreklamer samt til reklamerne med bare bryster, der kan ses på bybusserne i Aarhus og København.
LÆS OGSÅ: Kvinder demonstrerer for ret til at amme offentligt
I de samme to byer lød der i denne uge en anden kritik over nøgenhed. Det drejede sig om pårørerende til begravede på Københavns Assistens Kirkegård samt Vestre og Nordre Kirkegård i Aarhus, der følte sig krænket over, at mange kvinder solbadede letpåklædte, klos op ad gravene. Flere har i løbet af ugen meldt sig i debatten om både amningen og kirkegårdssolbaderne, og der er kommet forskellige bud på, hvorvidt blufærdigheden er blevet for stor en del af den danske kultur, eller om den omvendt helt er blevet glemt.
Og svaret er ikke sort og hvidt, siger lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, Anette Grønning. Ifølge hende er de nævnte eksempler udtryk for, at blufærdigheden er til revision.
Det er eksempler på, at vi gentænker vores måde at være blufærdige på. I samfundet ser vi, at flere viser sig frem på sociale medier, og i reality-programmer har unge mennesker sex for åben skærm. Men samtidig er der færre topløse på stranden end tidligere, og en af de store debatter i dag er, at flere ønsker forhæng i svømmehallens omklædningsrum, samt at elever ikke vil bade sammen efter idræt. Det er altså nogle andre ting, der forarger os og overskrider vores intimgrænse.
Endnu et eksempel på dette har Anette Grønning fra sit studie af gravide kvinders grænser på de sociale medier.
Der er kommet en forholdsvis ny trend med, at gravide kvinder viser deres scanningsbilleder frem på de sociale medier som Facebook. Derved krydser man nogle nye grænser, for man viser pludseligt noget så privat som sit inderste frem. Man har altså bevæget sig langt væk fra 1880erne opfattelse af, at deltagelse i selskabslivet var utænkeligt som gravid, og at en gravid kvinde helst skulle holde sig skjult, så snart graviditeten blev synlig.
Ifølge projektleder for Sex og Samfund, Morten Emmerik Wøldike, er nogle af de nye intimgrænser opstået som en reaktion på tidligere grænsers tilblivelse eller forsvinden.
Vi ser flere eksempler på unge, der ikke vil bade sammen efter idræt i skolen, fordi de er blufærdige omkring deres krop. Vi ser eksempler på, at kvinder går mindre topløse end tidligere. Disse tendenser kan ses som en reaktion på den gennemgående seksualisering, vi ser i medier og populærkultur og i folks selvfremstilling i de sociale medier. Ammedebatten afspejler også en reaktion på seksualiseringen, siger han og tilføjer, at de mange forskellige opfattelser af blufærdighed i dag skyldes en mangel på et fælles seksuelt moralkodeks.
Hvor vi tidligere fulgte nogle mere faste normer og forestillinger om seksualitet og køn, lever vi i dag i mulighedernes tid uden mange sociale restriktioner og forbud i forhold til køn og seksualitet. Det betyder, at der ikke er enighed om, hvornår personlige grænser er overskredet, hvad der er offentlig og privat og hvad der er seksuelt eller bare kropsligt. Det er hele tiden til forhandling og skaber naturligvis sammenstød, når der ikke er et fælles kompas som vi alle følger.
Spørgsmålet er så, om revurderingen af blufærdigheden fører til mere eller mindre frigørelse i samfundet.
Forfatter og antropolog Dennis Nørmark tror mest på det sidste. Han ser en tendens til et opgør med blottelseskulturen.
Vi har fundet frem til et mere naturligt leje efter 1970ernes frigørelse fra de tidligere årtiers kropsforskrækkede og indelukkede kultur. Vi er ikke tilbage i tiden før 1970erne, men er samtidig gået væk fra tiden med sengekantsfilm, nøgenhed og bryster overalt, og knapper os i stedet mere til, siger han og tilføjer, at der samtidig er opstået en mere upersonlig tilgang til hinanden i samfundet. For eksempel hører man flere høflighedsfraser end tidligere.
Og det er et sundhedstegn, mener antropologen.
Det er et opgør med, at det hele har været for løst og for blottet. Et samfund skal have sine tabuer og sine normer for, hvordan man opfører sig i det offentlige rum. Der skal være plads til, at vi alle kan være der uden nogen føler sig krænket. For at det kan lade sig gøre, må der være regler, så vi kan skelne mellem det private og det offentlige. Vi kan kalde det formalisering eller et forsøg på at regulere adfærdsformerne.
På cafeen i Aarhus har de to veninder samme bud på fremtiden som Dennis Nørmark. Der kommer ikke mindre blufærdighed, hvilket begge kvinder syntes, at de har kunnet mærke på bare de tre år, der er gået, siden de sidste havde et lille barn, der skulle ammes.
Jeg følte mig mere velkommen i det offentlige rum, end jeg vil gøre nu, siger June Richter, som er bekymret for, om nogle vil fravælge amningen af netop den grund.
For den her sag bør handle om, hvad der er det bedste for børnene.