Danskernes søgevaner afspejler et år med mere hjemmeliv

Søgninger på områdets bedste restauranter er skiftet ud med en jagt på de lækreste bageopskrifter

Google offentliggjorde tidligere på måneden en række lister med de ord og personer, som danskerne har søgt mest på i år sammenlignet med sidste år. De vidner om et år, der i særlig grad har været præget af corona, MeToo og af, at danskerne har været nødt til at tilbringe mere tid derhjemme.
Google offentliggjorde tidligere på måneden en række lister med de ord og personer, som danskerne har søgt mest på i år sammenlignet med sidste år. De vidner om et år, der i særlig grad har været præget af corona, MeToo og af, at danskerne har været nødt til at tilbringe mere tid derhjemme. Foto: Dado Ruvic/Reuters.

Hvis man vil vide, hvad der interesserer danskerne, kan man – ligesom med så meget andet – spørge Google. Den amerikanske søgemaskine fungerer som en slags sladrehank, der kan fortælle, hvad vi er optagede af og bekymrede for: Hvem er det nu lige, hende Lotte Rod fra De Radikale er? Og er en løbende næse mon et tegn på coronavirus?

Google offentliggjorde tidligere på måneden en række lister med de ord og personer, som danskerne har søgt mest på i år sammenlignet med sidste år. De vidner om et år, der i særlig grad har været præget af corona, MeToo og af, at danskerne har været nødt til at tilbringe mere tid derhjemme.

Det er måske ikke så overraskende, at det er coronavirussen, som i særlig grad har optaget befolkningen. Ordet er ikke alene årets højdespringer, også globalt set, men faktisk også det ord, der er søgt allermest på i rå tal, forklarer Jesper Vangkilde, som er Googles kommunikationschef i Danmark.

”Hvert år søges der mest på ordene ’Facebook’, ’Youtube’, og ’Google’, og de ord er altid langt foran alle andre. Men for første gang nogensinde blev de tre overhalet af et nyt ord, nemlig ’coronavirus’. Så det fortæller lidt om, hvor meget virussen har fyldt i vores bevidsthed,” siger Jesper Vangkilde.

Han fortæller, at der aldrig tidligere har været så mange søgninger på forskellige sygdomssymptomer som i år.

Listerne afslører også, at danskerne har været nødt til at lægge store dele af livet om. I top-5 over højdespringerne finder man som nummer to og fire ordene ”Matematikfessor” og ”Grammatip”, der er hjemmesider, hvor skolebørn kan øve henholdsvis matematik og sproglig grammatik. Generelt kan man ifølge Jesper Vangkilde se, at danskerne har tilbragt mere tid derhjemme.

”Hvor danskerne normalt plejer at søge meget efter de bedste restauranter og caféer i nærheden, har de i år søgt meget efter de bedste bageopskrifter. Man kan tydeligt se, at vi har omstillet os til at være meget derhjemme og til en virkelighed, hvor undervisning og mange af vores indkøb foregår digitalt,” siger han.

Også det amerikanske valg vakte danskernes interesse. Ordkombinationen ”USA valg” er placeret som nummer tre blandt højdespringerne.

Ser man på, hvilke personer befolkningen har søgt mest på sammenlignet med 2019, kan man ikke komme uden om, at Danmark i efteråret blev ramt af en MeToo-bølge.

Og at det måske ikke var alle, som var helt fortrolige med, hvem folketingspolitiker Lotte Rod fra De Radikale var, da sagen om hånden på låret begyndte at rulle i partiet.

I hvert fald er hun den mest googlede dansker i år i forhold til sidste år.

Den anden hovedperson i sagen, den nu tidligere partiformand Morten Østergaard, er nummer to. Frank Jensen (S), der også som følge af flere MeToo-sager måtte forlade posten som Københavns overborgmester, ligger nummer fem på listen.

På tredje- og fjerdepladsen finder man henholdsvis Daniel Åxman, som er kæreste med skuespiller og tv-vært Christiane Schaumburg-Müller, og digteren Yahya Hassan, der døde i april.

”Når vi hører en nyhed om en person, så bruger vi det som anledning til at søge mere information om personen. Det kunne vi også se, da Michael Bundesen døde. Der steg søgninger på hans alder og på, hvornår Shu-bi-dua blev dannet,” siger Jesper Vangkilde med henvisning til bandets tidligere forsanger, der døde i november.

Michael Bundesen ligger nummer 10 på listen over de danskere, der er søgt mest på i år sammenlignet med sidste år.

Blandt de udenlandske personer, som danskerne googlede mest i år i forhold til 2019, finder man blandt andet den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans efterfølger, Joe Biden. Også den amerikanske basketballspiller Kobe Bryant, som døde i en helikopterulykke i januar, er med i top-5.