Danskheden har altid været til forhandling

Historien om et sort og jødisk jazzband, der spillede for fulde huse under besættelsen af Danmark, bryder med den dominerende Matador-fortælling om danskheden, konkluderer ny forskning

 Harlem Kiddies var et noget atypisk jazzband, der opnåede stor popularitet under Anden Verdenskrig. Billedet er taget i 1941 i München, og i en kommentar til billedet har den jødiske forsanger Raquel Rastenni sagt: ”Tænk engang, dér stod vi – tre negere og en jødepige – på scenen i München, medens tyskerne fór rundt i København!”. Fra venstre Jimmy Campbell, Gunnar Bengtson, Jonny Campbell, Kaj Winther Petersen og Kaj Timmermann. –
Harlem Kiddies var et noget atypisk jazzband, der opnåede stor popularitet under Anden Verdenskrig. Billedet er taget i 1941 i München, og i en kommentar til billedet har den jødiske forsanger Raquel Rastenni sagt: ”Tænk engang, dér stod vi – tre negere og en jødepige – på scenen i München, medens tyskerne fór rundt i København!”. Fra venstre Jimmy Campbell, Gunnar Bengtson, Jonny Campbell, Kaj Winther Petersen og Kaj Timmermann. –. Foto: Little Beat Records.

Der var noget, der ikke stemte. Hvad i alverden var det for et billede?

Jazzforsker Anne Dvinge sad og læste op på den danske jazzhistorie i Erik Wiedemans store opslagsværk, da hendes øjne blev indfanget af det mærkværdige syn: På scenen stod sorte og hvide musikere iført hvide bukser, bluser med flæser på arme og bryst og et rødt skærf om livet. Bag dem var opstillet papfigurer af palmer og en tiger. Hun vidste med det samme, at der måtte ligge en ikke bare god, men skelsættende historie bag.

For bandet var pæredansk, havde den jødiske Raquel Rastenni som forsanger, kaldte sig Harlem Kiddies og lignede ikke noget, hun ellers havde set eller hørt. Hvad mærkeligere var: Bandet var kun nævnt i en bisætning i bogen, selvom hun snart fandt ud af, at det havde været et af de mest populære navne under nazisternes besættelse af Danmark en periode, der i øvrigt kaldes guldalderen inden for dansk jazz, og som i historiebøgerne bliver beskrevet som et af de mest synlige udtryk for, hvordan danskheden blev dyrket særlig intensivt under krigen. Men hvad havde sorte og jødiske musikere i et særpræget sceneshow med danskheden at gøre?

LÆS OGSÅ: Opgør med janteloven kan give bagslag

Billedet rejste en masse spørgsmål, og hendes undren endte i et forskningsprojekt, der nu er færdigt. Det belyser en på mange måde central, men for længst glemt del af jazzens historie i Danmark, nemlig at jazzens guldalder ikke var så homogen og etnisk dansk, som den ellers udlægges. I det hele taget var den danskhed, som danskerne fandt sammen om under krigen, slet ikke så entydig, som tv-serien Matador og andre beskrivelser har fortalt, siger hun:

Nazisternes raceideologi satte virkelig de etniske hierarkier i Danmark under pres, og det forrykkede skellene mellem, hvad der var rigtigt dansk, og hvad der ikke var. Derfor er det interessant, hvorfor danskerne vælger at samles om netop tre sorte fyre og en mørklødet, jødisk sangerinde, der spillede på tværs af alle kulturer og konventioner. Deres forestillinger havde ikke med traditionel danskhed at gøre, og alligevel var de en af krigstidens mest populære bands. Blot 10 år forinden var Poul Henningsens danmarksfilm blevet taget af plakaten efter få dage ikke mindst fordi den var akkompagneret af jazz, som bredt blev betragtet som negermusik og noget, der lå langt fra lyshårede, danske piger og kornmarker. Så der var virkelig sket et spring.

Det er der flere forklaringer på, forklarer Anne Dvinge. Under besættelsen blev jazz for mange en eskapisme, hvor man kunne glemme en ofte hårdt prøvet og med tiden også angstfuld hverdag. Men den blev også et symbol på modstanden mod nazisterne, fordi den var skabt af sorte amerikanere, og fordi nazisterne anså det for en degenereret kunstart. Danmark var totalt afskærmet fra kulturelle input udefra, så det var normalt hvide danskere med navne som Jens og Peter, der spillede, men med Harlem Kiddies kunne man være endnu mere trodsig ved at dyrke tre sorte og en jøde, mens nazisterne gik strækmarch udenfor.

Der var dog formentlig også en anden og mere grundlæggende forklaring på bandets succes: Det, vi betragter som særligt dansk, er fuldt af sprækker og har altid været det, mener Anne Dvinge:

Der er registreret sorte mennesker i Danmark så langt tilbage som 900-tallet, og vikingekulturen var fuld af inspiration fra blandt andet Mellemøsten. Hele fortællingen om en særlig nordisk og dansk kultur opstod først for alvor i 1800-tallet, og Harlem Kiddies repræsenterer for mig, at den store verden allerede levede i Danmark længe før krigen, ikke som en fremmed magt, men som en naturlig del af os. Og at danskheden altid har været til forhandling. Vi har altid kigget udad, ladet os inspirere og blandet tingene, men det har vi det med at glemme, og derfor stikker historien om Harlem Kiddies ud.

Det blev blandt andet glemt i 00 ernes mange kanonlister over den danske kulturarv. Her er jazz under besættelsestiden taget med, men beskrives specifikt som danske musikere, der samler danskerne. Og det er noget sludder, siger Anne Dvinge.

I mine øjne er historien om Harlem Kiddies en påmindelse om, at vores kulturarv er meget svær at sætte på en liste, fordi den er fuld af nuancer og påvirkninger udefra, og det skal vi ikke være så bange for. Tværtimod. Vi har som nation ofte travlt med at genfortælle en meget snæver fortælling om, hvad vi er rundet af, og dermed overser vi måske nogle af de mennesker og begivenheder, der også har sat deres spor. Det var tilfældet med Harlem Kiddies, som gled ud af den kollektive bevidsthed igen efter krigen og i dag ikke er nævnt nogen steder overhovedet.

Anne Dvinge