Står det til tidligere landsstyreformand Hans Enoksen fra det grønlandske parti Naleraq, skal der kun være plads til grønlændere, når der skal udpeges bestyrelsesmedlemmer til selvstyrets virksomheder.
Grønland går til valg på tirsdag, og Hans Enoksens udspil er blevet diskuteret ivrigt under valgkampen.
Forslaget fra den grønlandske politiker, der angiveligt taler udmærket dansk, men er kendt for kun at ville tale grønlandsk, vil udelukke tilrejsende danskere fra vigtige poster og er samtidig et hint til dansktalende grønlændere om, at de ikke er helt velkomne i samfundet. Det mener den 32-årige Tillie Martinussen, der er kandidat for det nye parti Samarbejdspartiet.
Hun tilhører de mindst 10 procent af den grønlandske befolkning, der er dansksprogede og kun taler begrænset grønlandsk. Det svarer til omkring 6000 mennesker, og langt de fleste bor i hovedstaden Nuuk med 17.000 indbyggere.
Tillie Martinussen ser Hans Enoksens forslag under valgkampen som et eksempel på den skjulte diskrimination, som mange dansktalende grønlændere føler sig udsat for. De dansktalende betragtes ikke som rigtige grønlændere, selvom de i mange tilfælde er født og opvokset i Grønland og føler sig som grønlændere.
”Som dansktalende i Grønland har vi ikke samme muligheder for at deltage i samfundet som de grønlandsktalende. Et andet eksempel er valgkampen, hvor tolkningen af valgmøderne har fungeret så dårligt, at det har været svært for de dansktalende at følge med,” siger Tillie Martinussen, der påpeger, at Grønland ifølge Menneskerettighedskonventionen har pligt til at sikre, at den dansktalende minoritet kan deltage i samfundet på lige fod med de grønlandsktalende.
”I mit parti mener vi, det er hyklerisk, når politikere fra både Siumut og flere andre partier siger, at de vil afskaffe dansk som første fremmedsprog, for mange af politikerne og deres børn taler selv to eller tre sprog. Sprog er magt, og det at fjerne det dobbeltsprogede samfund er at give magten til en meget lille elite, for det efterlader en meget stor del af befolkningen med kun et sprog, nemlig grønlandsk. Det afskærer mange unge fra at tage en videregående uddannelse,” siger Tillie Martinussen, hvis parti i modsætning til alle andre partier i den grønlandske valgkamp går ind for, at Grønland fortsat skal tilhøre Rigsfællesskabet.
”Vi har haft selvstyre siden 2009, og vi kan hjemtage godt 30 sagsområder fra Danmark, men vi har ikke gjort det. Flere partier siger, at de gerne vil samarbejde med Rusland, Kina og USA, men vi kan jo se, hvor dårligt oprindelige folk i disse lande har det, og Grønland med kun knap 60.000 indbyggere kan ikke stå alene,” lyder det fra Tillie Martinussen.
Hun understreger samtidig, at debatten om selvstændighed ikke er det primære spørgsmål i valgkampen. For almindelige grønlændere er nogle af de væsentligste spørgsmål bolignød, arbejdsløshed, udsatte børn og den meget dyre transport, der gør det næsten umuligt for mange at rejse uden for deres by eller bygd.
Dansk-grønlænderen Nauja Lynge, der bor i Danmark og er forfatter til en ny selvbiografisk bog ”En grønlandsdanskers bekendelser”, mener, at både de godt 16.000 grønlændere, der bor i Danmark, og de dansktalende grønlændere i Grønland bliver sat udenfor i debatten om vejen til selvstændighed.
”Hverken det grønlandske mindretal i Danmark eller det dansktalende mindretal i Grønland er tænkt ind i den grønlandske frihedskamp. I Danmark bor mindst en fjerdedel af alle grønlændere, og antallet af grønlændere i Danmark vokser. I Grønland har vi set, at jo mere selvstændighed, landet har fået, jo mindre tages der hensyn til de dansktalende,” siger Nauja Lynge, der ser en tendens til, at både grønlændere i Danmark og danskere i Grønland er begyndt at hæve stemmen, fordi de vil tages hensyn til som mindretal.
Samfundsforsker Birger Poppel fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, har selv boet mere end 30 år i Grønland og har klaret sig som dansktalende med begrænsede grønlandskkundskaber, selvom det har betydet afsavn i forhold til at deltage i det sociale og politiske liv.
”Problemet er størst for de grønlændere, der er født og opvokset i Grønland, men ikke taler grønlandsk. De kan føle sig ramt på deres identitet, og sproget kan være en af forklaringerne på, at nogle grønlandske studerende vælger at blive i Danmark,” siger Birger Poppel.
Han henviser til, at selvom partier som Naraleraq og den tidligere grønlandske udenrigsminister Vittus Qujaukitsoqs nye selvstændighedssøgende parti kommer med mange kritiske udfald mod den danske indflydelse, har andre politikere som Sara Olsvig fra det venstreorienterede IA gjort det klart, at Grønland har brug for alle, uanset sproglig og etnisk baggrund.
Afdelingsleder Ebbe Volquardsen fra institut for kultur, sprog og historie ved Grønlands Universitet peger på, at sprogdebatten dukker op igen og igen i grønlandsk politik.
”Dansk-grønlandsk historie er så betændt, at det er svært at overbevise folk om, at dansk er et fremmedsprog, som er værd at investere tid i. At nedprioritere dansk til fordel for det i en grønlandsk sammenhæng ubelastede engelsk kunne være en løsning. Problemet er bare, at det alligevel ofte viser sig at være mest praktisk at kunne dansk, blandt andet fordi der er gratis uddannelsesmuligheder i Danmark,” siger Ebbe Volquardsen.
Han forklarer, at der er en del gensidige drillerier mellem grønlandsktalende og dansktalende.