Hvad hjælper det at have nok så mange bekendte, når man er noget så ensom?
Sådan har Anné Høj Andersen, 78 år, haft det, siden hendes datter, Merete, døde af hjernekræft sidste år, 54 år gammel. For 12 år siden mistede Anné også sin mand, Henry, til samme sygdom.
”I starten havde jeg lyst til bare at tage piller og være død. Jeg havde lyst til at ringe til min datter og tale med hende om det, men det kunne jeg jo ikke mere. Jeg tænkte: 'Hvad skal jeg egentlig være her for?',” siger hun om tiden efter Meretes død, der slog hende helt ud af kurs.
Mor og datter boede i lejligheder, der kun lå 10 minutter fra hinanden i Søborg ved København. De havde masser af lange snakke om livet og samfundet, og når Meretes S-tog på vej til arbejdet som sygeplejerske på Herlev Hospital var forsinket, sendte hun gerne sin mor en sms.
”Hej mor, har du en god dag? Vi ses snart!”
Og det gjorde de som regel, i hvert fald to gange i ugen. Men så begyndte Merete begyndte at få det dårligt. Først troede lægerne, at det var en diskusprolaps, men fandt senere ud af, det var en hjernesvulst. Efter et langt sygdomsforløb døde Anné Høj Andersens datter i april sidste år.
”At tømme sit barns hjem, det er skrækkeligt. Det er slemt med forældre, søskende og ægtefælle, men et barn, det er tusind gange værre,” siger hun.
I månederne efter datterens død gik hun lidt til psykolog.Det hjalp med at sætte tankerne på plads, men ikke på reaktionen fra omgivelserne, som Anné følte undgik hende. Hun havde stået i skobutik på Søborg Hovedgade i mere end 30 år og i øvrigt været aktiv i såvel seniorklub som film- og kunstklub.
”Det var, som om jeg havde pest. Folk, der havde stoppet på gaden før, gik bare videre,” siger hun.
Psykologen nævnte noget om en samtalegruppe hos Kræftens Bekæmpelse for folk, der havde mistet et barn. Anné havde egentlig været i samtalegruppe før, da hendes mand døde, og følte ikke, hun havde brug for en ny gruppe. Men hun tog alligevel afsted. I gruppen var tre andre kvinder, som alle havde mistet børn til kræften. Anné var den ældste, mens gruppens yngste lige havde mistet en datter på 28.
Gruppen holdt i første omgang syv møder, men er siden fortsat med at spise middage hos hinanden og tale sammen.
”Vi tænker noget af det samme og mærker alle, at andre dårligt tør tale med os. Det med at miste minder folk om, at vi kan dø. Nogle vil måske ikke engang bryde sig om at møde mig, for det minder dem om det forfærdelige, der er sket mig,” siger hun.
”Det er rart at mærke, at det ikke er én selv, der er noget galt med. Sådan er det også med kollegerne på en arbejdsplads, for eksempel.”
Sorgen over at miste datteren går ikke bare væk. Ligesom den i øvrigt ikke gjorde det med manden, Henry. Men det er vigtigt at komme ud og tale med andre, mener Anné, så man ikke sidder derhjemme med mørke tanker.
Hun har blandt andet meldt sig til et netværk for indvandrere, som hun vidste, at Merete var aktiv i. Efter at have taget lidt mod til sig tog hun derhen og sagde:
”Nu er Merete her ikke mere. Men kan I bruge mig?”
Det kunne de godt.
Og så går hun og tænker på, om hun skulle tage på en rejse.
”Jeg rejste altid med min datter, både til Spanien, Tyskland og Holland, med tog, bus og fly. 'Jeg har sygeplejerske med, så det går nok, hvis jeg falder', grinede vi. Nogle siger: Man kan da sagtens rejse alene. Det kan da være, jeg skal afsted i det nye år?”