Rettelse: Kristeligt Dagblad har anonymiseret navngivne døgninstitutioner.
Bøgerne på bogreolen i Davids stue handler næsten alle om psykologi. For som anbragt i 15 år har han psykologien tæt inde på livet.
”Jeg føler, at vi har været eksperimentbørn af socialpsykologien,” siger 32-årige David, som ikke ønsker sit efternavn i avisen.
I dag studerer han psykologi på Københavns Universitet, hvor han har fordybet sig i psykologiske strømninger, der kendetegner størstedelen af hans anbringelse i 1990’erne.
Allerede som et-årig i 1987 blev han anbragt for en periode, da hans mor havde svært ved at tage sig af ham, og hans far havde forladt familien, fordi han ikke ønskede at være far. Selvom David har svært ved at huske, hvilke steder han var anbragt i sine første år, fortæller dokumenterne fra hans anbringelse, at han blev anbragt på Glostrup Observationshjem. Derefter fulgte endnu to spædbørnehjem, ligesom han også var i aflastningsfamilier i de perioder, han boede hos sin mor i Slagelse. Men i 1994, da David var otte år, blev han tvangsanbragt på Ringsted Børn og Unge Center.
”Min mor kunne ikke forstå sig selv som en, der ikke kunne håndtere forældreopgaven. Men jeg kom ofte ikke i skole, og over halvdelen af tiden var hun fuld. Det er sådan et voksenord af bruge ’utryg’, men det var ikke godt,” siger David.
På Ringsted Børn og Unge Center vurderede man, at David godt kunne indhente den manglende skolegang med ekstra undervisning, og derfor startede han på en folkeskole i Ringsted. Han synes selv, at det gik rigtig godt, men halvandet år efter, da han var 10 år, blev han flyttet til en ny døgninstitutionen, hvor han skulle gå i den interne skole.
”Det var nok en af de største kriser for mig i min anbringelse, for hvorfor skulle jeg hives ud af skolen i Ringsted? Jeg kunne ellers godt gå der, mens jeg boede på døgninstitutionen, men det var rationalet dengang,” siger David.
Selvom nutidige refleksioner og minder flyder sammen i ét, husker David tiden på døgninstitutionen som rigtig svær. Hverdagen var struktureret, men han var ikke glad.
”Det var svært at skulle tænke mig selv i en institutions optik som et barn, der var skadet eller havde problemer. Sådan så jeg ikke mig selv.”
Særligt de ugentlige møder var han ked af, hvor børnene skulle sige, hvilke problemer de ville arbejde på, inden de eksempelvis skulle ud og spille fodbold.
”Jeg synes, at det var så nedværdigende og gemte mig i skabet. For jeg var meget i opposition til at skulle italesætte problemer, som jeg ikke var enig i, at jeg havde.”
David begyndte tidligt at sætte spørgsmålstegn ved de normer, der var på døgninstitutionen. Der var mange skiftende voksne, og ofte holdt personalet en afstand, der ikke indbød til en tæt relation.
”Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvad kærlighed egentlig betyder.”
Når hans mor kom på besøg hver fjortende dag, sad de på hans værelse og talte, eller gik på kro og spiste stegt flæsk med persillesovs, fortæller han grinende. Moderen talte ofte i sammensværgelser og syntes, at folk var onde mod hende. I Davids papirer fra døgninstitutionen står der, at han havde en ”loyalitetskonflikt” imellem sin mor og personalet, men selv fortæller han, at han godt kunne forholde sig distanceret til hendes påstande.
”Egentlig kunne jeg tidligt se, at min mor ikke kunne strukturere en hverdag, men jeg blev ikke tilbudt bedre alternativer. Jeg fik ikke at vide, at de (anbringelsesstedet, red.) ville facilitere et godt og trygt hjem for mig og sørge for at tage sig godt af mig i mine ungdomsår. Derfor kunne jeg ikke fornærme min mor ved at sige, at jeg ikke ville bo hos hende, for jeg havde ikke andre muligheder.”
Hverdagen på døgninstitutionen var kaos og fyldt med brandslukning, oplevede David. Børnene blev ofte fastholdt, og selvom han blev ældre, blev han ved at sidde med de samme fagbøger.
”Der var en skolelærer, som var tydeligt presset over den opgave, hun var blevet stillet. En dag skulle jeg sidde og læse højt af en bog, mens hun lå og fastholdt et barn ved siden af. Jeg blev ved at læse op, men kiggede på et tidspunkt skeptisk på hende. For hvor skørt det end lyder, så blev det hverdag.”
Men han husker stadig et ritual som højdepunktet. Sammen med en pædagog legede de, at resterne af aftensmaden skulle gives til en ”rottweiler”, der egentlig var skraldespanden med klaplåg, men når pædagogen begyndte at gø som en hund, var grinet højt hos David.
”Han var det tætteste på en autentisk relation, fordi jeg havde en følelse af, at han var mere over for mig, som han måske ville være over for sine egne børn.”
David oplevede, at børnene blev talt til som behandlingsobjekter, og i dag ser han kritisk på den miljøterapi, som var behandlingsformen på døgninstitutionen. Og han husker, at de pædagoger, der udviste for meget nærhed, blev fyret.
”Jeg føler, at min barndom har været brugt på at legitimere nogle faglige projekter, og at det ikke altid har været min interesse, der har præget anbringelsen. Det oplevedes som om, at døgninstitutionen var så optaget af at henholde sig til metoden og dermed gik væk fra de almene normer, som vi alle intuitivt vil give til mennesker eller til børn.”
Som 14-årig bliver David flyttet til et nyoprettet opholdssted i Vestsjælland. Men også her oplevede han en dårlig kultur blandt de voksne og unge, hvor han blandt andet blev kaldt for ”dum”. I det hele taget var der et sprog præget af frygt, hvor pædagogerne ikke kunne håndtere de unge, mener han.
”Vi var på et tidspunkt på vandretur i Sverige, hvor der hver nat var en, som var nødt til at sove på et liggeunderlag på klinkegulvet, fordi de havde fået bestilt en hytte med for få senge. Så foreslog en af drengene, at den, der sov på gulvet, var en ’køter’. I stedet for at fagpersonerne sagde, at det var en dårlig leg, tog de den til sig, hvilket resulterede i, at man blev kaldt for køter hele dagen.”
Efter sin 18-årsfødselsdag fik David efterværn, som betød, at han fik et sted at bo, til han var 23 år, med en anden fra opholdsstedet, og hvor der kom en pædagog i ny og næ og tjekkede op. Men barndommens minder har ikke sluppet ham helt.
”Mine biologiske forældre gjorde det bedste, de kunne. Men jeg har meget svært ved, at jeg har følt mig rigtig svigtet fra systemets side,” siger David.
David ønsker som nævnt kun at optræde ved fornavn, men hans fulde navn er redaktionen bekendt.