På mange måder ligner Friplejehjemmet Lillebælt ethvert andet plejehjem.
De ældre beboere bor i lejligheder, der er en fællesstue, og der er personale til at hjælpe med medicin og pleje i øvrigt.
Og så er der alligevel nogle ting, der er lidt anderledes: I haven foran plejehjemmet står en campingvogn, og lidt længere fremme på den store grund med udsigt til vandet går to heste og græsser.
”Vi vil gerne ud med den gode historie. Det kan være helt okay. Man kan have et godt liv på et plejehjem. Både som beboer og som ansat,” siger Bente Kampmann, der er leder på Friplejehjemmet Lillebælt, fra forteltet i campingvognen, hvor hun har sørget for rundstykker og kaffe.
Et friplejehjem er stort set som et offentligt plejehjem. Det koster noget nær det samme, og et friplejehjem er også underlagt offentlige tilsyn. Forskellen er de færre regler og den større frihed, vurderer Bente Kampmann. Der er ikke langt fra tanke til handling, og så er der den væsentlige forskel, at man på et friplejehjem kan sortere i de beboere, man ønsker:
”De kommunale er nødt til at tage alle. Vi har den fordel, at vi nogenlunde kan bevare den samme tyngde. Hvis vi har rigtig meget tyngde, betyder det også, at vi skal bruge ekstra ressourcer,” siger lederen.
Bente Kampmann kan dog ikke genkende udlægningen fra professor Karsten Vrangbæk og Ældre Sagens Jens Højgaard, der andetsteds i dagens avis vurderer, at offentlige plejehjem generelt set kan yde en bedre pleje til de svageste ældre, som er den primære målgruppe for plejehjemmene.
”Jeg tror ikke, at det er rigtigt, at de offentlige plejehjem er bedre end de private. Nu har vi jo vores egen sygeplejerske ansat her på stedet. Hun kender beboerne, og det betyder, at det er nemmere for hende at opdage symptomer hos den enkelte beboer. Det betyder blandt andet, at vi ikke har så mange genindlæggelser. Det giver mening samfundsøkonomisk, men særligt selvfølgelig for den enkelte beboer,” siger Bente Kampmann.
Et af nøgleordene på friplejehjemmet er involvering. Både af beboere og pårørende:
”Vi gør meget ud af at inddrage vores beboere. De er jo vores kunder, så vi er nødt til at vide, hvad de vil have,” siger Bente Kampmann.
Et andet ord, som går igen, er relationer:
”Alle har brug for relationer. Men når man kommer på plejehjem, har man måske ekstra meget brug for det. Når man har mistet noget af sig selv, enten fysisk eller psykisk, er det vigtigt at kunne skabe nye relationer, så vi undgår, at beboerne sidder alene i deres lejligheder og kukkelurer,” siger lederen.
Netop det undgår 86-årige Børge Schlüter også. Han har boet på Friplejehjemmet i to et halvt år og valgte det blandt andet på grund af sammenholdet.
”Der er jo nogen, der sidder og falder lidt sammen. Men vi er en fire-fem stykker, der holder meget sammen. Så går vi ned og får en snaps og hygger os med det,” siger han.
Og netop da Kristeligt Dagblad er på besøg, er det blevet tid til en snaps.
”Vi kalder det morgenmedicin,” siger Carlo på 91 år med et grin, da vi er nået ned til aktivitetscenteret, hvor der serveres et enkelt glas snaps hver formiddag.
”Det er husets bedste apotek,” siger Carlo. ”Byens bedste,” istemmer Børge Schlüter, da den tredje i gruppen, Ove, har hjulpet ham fra sin rollator og ned på en stol ved bordet.
Friplejehjemmet Lillebælt hører under Danske Diakonhjem, som er den største ikke-kommunale aktør på ældreområdet. Danske Diakonhjem er også en værdibaseret organisation, der udspringer af et kristent livs- og menneskesyn.
”Jeg tror ikke, at vi holder flere andagter eller gudstjenester, men man kan se vores grundlag i menneskesynet. Vi har respekt for det enkelte menneske og tager det og dets værdier alvorligt,” siger Bente Kampmann.
Værdifællesskabet var også en af de ting, som 91-årige Carlo og hans nu afdøde hustru valgte efter, da de valgte plejehjem.
”Vi kæmpede en kamp for at komme herud. Vi skulle ned et sted, hvor vi kunne blive passet godt, og hvor værdierne passede til os. Det har vi i hvert fald ikke fortrudt. Jeg tager ingen steder, før de bærer mig ud herfra,” siger han.
Det stigende antal friplejehjem kan blandt andet forklares med, at man har ændret reglerne og dermed gjort det mere attraktivt at drive friplejehjem. For eksempel er det blevet nemmere at optage lån, siger professor (mso) Ole Helby Petersen, der forsker i udlicitering ved Roskilde Universitet.
”Derudover har kommunerne i de senere år lukket plejehjem og sammenlagt andre institutioner for at opnå stordriftsfordele. Ligesom vi i øvrigt ser det i forhold til skoler og daginstitutioner. Derfor ser vi de private plejehjem spire op i landet – oftest med et ideologisk eller idealistisk sigte. Det kunne være religiøse plejehjem, ligesom vi ser det med muslimske eller kristne friskoler,” siger Ole Helby Petersen.